Saxo Bank udskød migrering fra Windows 7 til 8 - men nu står den på Windows 8.1

Saxo Bank var en af de første store danske virksomheder, der var klar til at satse på Windows 8, men styresystemet viste sig ikke at være modent nok. Med Windows 8.1 er banken dog klar til den store udrulning.

Artikel top billede

Foto: Saxo Bank/Adam Mørk (Foto: © Adam Mørk / © Adam Mørk)

Windows 7 er et populært og udbredt styresystem i rigtig mange virksomheder, men det styresystem vil - ligesom det er sket med Windows XP - blive sendt på pension af Microsoft.

Sådan lød beskeden for nylig fra Gartner. Analysefirmaet kom ligefrem med en anbefaling om, at man allerede nu bør begynde at lægge planer for, hvordan og hvornår man migrerer til en nyere version.

Ellers risikerer man at havne i præcis den samme situation, som opstod, da Windows XP-supporten ophørte i april i år, advarede Gartner.

"Afslutningen af Windows 7-supporten vil ske i januar 2020, hvis vi regner med, at der ikke sker ændringer af den nuværende livscyklus for support. Selv om det føles langt væk, bør organisationer nu begynde planlægningen, så de kan hindre en gentagelse af det, der skete med Windows XP."

Saxo Bank var klar til Windows 8

Saxo Bank var en af de danske virksomheder, der var først ude med planer om en stor udrulning af Windows 8.

Men selv om Mikael Munck som CIO allerede i 2012 var klar til at tage springet fra Windows 7 til Windows 8, viste det sig, at Microsofts nye styresystem ikke var helt modent nok til til at blive rullet ud til bankens medarbejdere.

"Som Windows-bruger igennem mange år vil jeg sige, at det var svært at omstille sig til Windows 8. Der var funktioner, der var langt bedre egnet til en touchskærm end til to stationære skærme. Det var en markant anderledes brugeroplevelse," fortæller Mikael Munck.

Han er tidligere vinder af titlen Årets CIO i Danmark og blev i januar udnævnt til global direktør for Saxo Banks afdeling for teknologi og operations, så han i dag har ansvaret for omkring 800 medarbejdere.

Mikael Munck forklarer, at han selv var en del af testgruppen i Saxo Bank, da man afprøvede det oprindelige Windows 8, som det var hensigten, at banken skulle rulle bredt ud i 2012.

"Den vigtigste driver for at konvertere til Windows 8 for os var, at man på serversiden - på udviklingssiden - fik nogle muligheder, som vi ikke havde haft tidligere."

"Det var vigtigt for os at få lavet den opgradering, for vi er tæt på religiøse omkring at køre på de seneste versioner, så vi kan optimere på vores udviklingsværktøjer," siger han og tilføjer:

"Det var også godt, at det var det, der var vores hovedmål, for den anden del af det, hvor vi har skullet køre Windows 8 ud til slutbrugere, har været noget mere træg."

En forringelse af brugeroplevelsen

Konklusionen på Windows 8-testen i Saxo Bank blev nemlig, at Windows 8 for den almindelige slutbruger i virksomheden ville medføre for mange problemer.

"Der var udfordringer med samspillet med et par af Microsofts egne produkter. Min PowerPoint låste eksempelvis," fortæller Mikael Munck.

"Vi vurderede faktisk, at det var en degradering af brugeroplevelsen, og derfor prioriterede vi nogle andre ting internt og holdt det her lidt hen."

"Nu kommer så Windows 8.1, og det ser anderledes ud," tilføjer Mikael Munck.

Derfor er Windows 8.1 bedre

Men selv om Saxo Bank altså i første omgang valgte at udskyde udrulningen af Windows 8, er ønsket om at arbejde med den nyeste it ikke forsvundet, og derfor er det nu også Windows 8.1, der skal rulles ud på medarbejdernes maskiner.

"Vi er i gang, fordi vi rigtig gerne vil konvertere hele banken til de nyeste versioner. Vi har igen haft en referencegruppe, og det ser helt anderledes fornuftigt ud," siger Mikael Munck om den nye version af Microsoft-styresystemet.

"Der er taget hensyn til, at du ikke nødvendigvis har en touch-skærm, når du skal navigere. Navigationen er mere intuitiv og logisk i forhold til det Windows-univers, man igennem mange år er vokset op med."

"Nu kører vi på med det, og ambitionen er, at vi i løbet af dette år har rullet det ud til langt de fleste af vores brugere."

Kan du give nogle gode råd til andre, der skal i gang med foretage det her skift til Windows 8.1?

"I forhold til de erfaringer, vi har gjort os, har det vist sig at være helt absolut nødvendigt at have en test-gruppe, og jeg tror, at det er vigtigt, at man har det på alle niveauer i organisationen," siger Mikael Munck.

"De problemstillinger, der måtte være, bliver lige pludselig meget konkrete for en, og det gør, at man vil træffe nogle mere oplyste beslutninger."

Gartners Windows 7-anbefaling

Analysefirmaet Gartner har ligesom Saxo Bank den opfattelse, at Microsofts ændringer af det oprindelige Windows 8 betyder, at eksempelvis mus og tastatur nu er blevet bedre integreret, og at det gør det nemmere at opgradere til Windows 8.1.

"Organisationer, der allerede har udrullet nogle Windows 8-pc'er, eller har besluttet, at Windows 8.1 Update 1 er en attraktiv platform, bør ikke holde sig tilbage med at udrulle nye enheder med operativsystemet," lyder anbefalingen fra Gartner.

Analysefirmaet anbefaler, at man følger en af disse tre modeller, når man migrerer væk fra Windows 7 og over til Windows 8 (og 8.1):

1) At man udruller Windows 8 på nye pc'er hen ad vejen for på den måde at udfase Windows 7 over tid.

2) At man springer over Windows 8 for i stedet at udrulle en fremtidig version af Windows (måske Windows Threshold eller endda en release efter den).

"Vi tror, at de fleste organisationer vil gøre dette. Med denne strategi vil mange ikke eliminere Windows 7, før supporten ophører, med mindre de sætter ekstra penge af i budgettet til at gøre det."

3) At man udruller Windows 8 på alle pc'er for at eliminere Windows 7.

"For de fleste organisationer ser vi en lille værdi i dette, og vi anbefaler ikke, at man gør det uden en solid business case," skriver Gartner.

For Saxo Banks vedkommende er der en god business case i at udrulle den nyeste Windows-software på server- og klientsiden.

Nu, hvor de værste børnesygdomme ved Windows 8 er blevet kureret, håber Mikael Munck, at man for alvor kan udnytte de fordele, der rent faktisk er i forhold til Windows 7.

Det hænger ikke mindst sammen med bankens globale organisation.

"For os er det et tema, at vi virkelig vil se nogle forbedringer i forhold til vores regionale kontorer på områder som latency og båndbredde-consumption. Det er rigtig vigtigt for os, fordi vi har kontorer over alle tidszoner," forklarer Mikael Munck, Head of Technology and Operations hos Saxo Bank.

Læs også:

Analysefirma: Kom væk fra Windows 7 i tide

Dansk top-direktør: Derfor satser vi på Windows 8

Windows 8 på vej ind i virksomhederne - men ikke som du tror

Få styr på Windows 8.1 Update 1: Sådan fungerer det

Læses lige nu

    Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

    It-løsninger |

    Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

    27 maj 2027 | Gratis deltagelse

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Cyberdivisionen søger leder til Lokal IT Servicecenter i Holstebro

    Midtjylland

    AGITO Medical A/S

    IT Operations Lead

    Nordjylland

    Politiets Efterretningstjeneste

    Fullstack-udvikler med fokus på IAM og dataoverførsler til PET

    Københavnsområdet

    Udlændinge- og Integrationsministeriet

    Full Stack Udvikler: Gå forrest i digitaliseringen af samfundskritiske løsninger

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Freja Egelund Grønnemose, junior automation developer hos WITRICS A/S, har pr. 16. juni 2026 fuldført uddannelsen diplomingeniør i softwareteknologi (B.Eng Software Technology) på Danmarks Tekniske Universitet - DTU. Færdiggjort uddannelse
    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics

    Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job