Artikel top billede

Test: Samsung S6 Edge+ er en gigantisk version af en allerede opsigtsvækkende telefon

Samsung lancerede ved årets IFA-messe en større version af den allerede omdiskuterede Edge-telefon, hvis skærm glider ned af telefonens kanter. Samsung lover en forbedret funktion i den buede skærm, men er der nu også det?

Samsungs S6 Edge Plus er en "blære-telefon" lige som sin mindre forgænger, S6 Edge.

Ud over nogle af de mest imponerende specifikationer i form af en octo-core, masser af ram og en skyhøj opløsning på skærmen, så har S6 Edge Plus også en skærm, som glider ned over to af telefonens kanter.

Det er svært at forklare i tekst, men læser du disse linjer, har du nok allerede set billedet ovenover af telefonen.


Og forskellen mellem S6 Edge og S6 Edge Plus er minimal - altså bortset fra størrelsen, lidt mere hukommelse og et større batteri.

Buet skærm har fået kritik

Den største kritik som ramte Samsung Galaxy S6, da den blev lanceret i foråret, var, at dens buede skærm ikke havde nogen funktion ud over, at man kan bue en skærm. Og Samsung lover med Edge Plus, at den kan mere.

Den 5,7 tommer store Edge Plus blev lanceret sammen med det nyeste skud i Samsungs Note-serie, Note 5, som to kombattanter i "phablet"-genren.

Phablet-telefoner er telefoner over en hvis størrelse, og navnet er en blanding mellem Phone og Tablet.

Da Note 5 ikke kommer til Danmark i første omgang, så er S6 Edge + dit eneste bud på en phablet fra Samsung, hvis du skulle ønske sådan en.

Så er Samsung Galaxy S6 Edge+ en god telefon? Absolut.

Giver en så stor skærm nok fordele? Kommer an på, hvem du er. Har den kurvede skærm fået flere - og nok - funktioner? Nej, men det er blevet bedre.

Alt det samme som før

Telefonen er langt hen ad vejen den samme som Samsung Galaxy S6 Edge bortset fra en skærm og et batteri, der er større.

Den anmeldelse kan du finde her, hvor vi roser design, men kritiserer skærmens bue for ikke at bidrage med andet end wow-effekt og højere pris.

Meget af det samme kan rettes mod S6 Edge+.

Alt indmad, processor, ram, skærm og kamera er det samme som i den mindre version, hvilket resulterer i en super solid og stærk telefon, som kan alt, hvad du bruger telefonen til.

Er du en af dem, som vil have en telefon, som har alt det nyeste, jamen så er både Edge og Edge+ telefoner, som kan give dig lige præcis det.

Specielt telefonens 2.560 x 1.440 pixels store skærm giver et utroligt flot billede, men i en opløsning, der er højere end nødvendigt.

Skærmens skønhed kommer ikke fra den høje opløsning, men fra skærmtypen, som har en vidunderlig kontrast og farvemæthed.

Samsung bygger i sandhed skærme med flotte, prangende farver, som dog kan være en smule urealistiske.

Den buede skærm

Edge-serien kendetegner sig ved at have den buede skærm, som glider ned over siderne.

Skærmen har fire funktioner.

Ja kun fire.

1. Telefonen har en lille markering ved kanten, hvor du kan svipe ind og vise udvalgte kontakter.

2. Du kan også have programmer tilknyttet menuen, der svipes ind fra siden.

3. Vender skærmen nedad mod bordet, så vises udvalgte farver alt efter, hvem der ringer til dig i forhold til punkt 1's valgte kontakter. (Hvem lægger deres telefon med skærmen nedad?!)

4. S6 Edge+ kan om vise dig nyheder fra udvalgte hjemmesider, hvis du sviper fingeren hen ad en af de buede kanter, når telefonen er slukket.

Og det er dét.

Det er de fire egentlige funktioner, som du får du af skærmen fra Samsung selv. Der er tredjepart-apps, som også giver funktioner, men vi har ikke testet dem - og de fleste virker lidt "gimmick"-agtige.

Dog tilføjer skærmens bløde form lidt mere.

At læse hjemmesider eller tekster på den buede skærm, imens telefonen ligger vandret, ser det ud som sidder hjemmesiden på en papirrulle, der ruller af sted langs din finger.


Apps går også en smule ud over kanten, hvilke i visse apps er lidt generende, imens det virker godt i andre.

Spil på højkant var generelt gode med den buede skærm, men jeg sad ikke med følelsen af, at det ligefrem gjorde min oplevelse  markant bedre.

Den buede skærm giver også en smule farvevrængning i kanterne, hvis du ser på en hvid baggrund, men det er nok ikke alle, som vil lægge mærke til det. Tjek telefonen ud i en butik, før du køber den.

God software og hurtigopladning
Softwaren, som kører på skærmens buede skærm, er en markant forbedring i forhold til tidligere Samsung-software.

Det er i høj grad den samme, som på S6 og S6 Edge, men derfor skal der stadig lande stor ros.

Dog er det forunderligt, at telefonen bruger 2,2 GB ram ud af telefonens 4 GB ram alene på systemet og dens essentielle apps.

Da vi havde telefonen til at køre "almindeligt" med Facebook og lignende apps i baggrunden, var der kun 500 MB ram ledig. Og så er man da pludselig glad for, at Samsung tilføjede 1 GB ekstra.

Dertil skal der nævnes, at telefonen understøtter "Fast Charge" og trådløs opladning fra pakken af.

Vi har ikke testet trådløs opladning, men det er fascinerende, at telefonen kan lades fra 0 til 100 på cirka en time med det rigtige USB-stik. Vi elsker det.

Det er bare lidt ærgerligt, at den ikke har USB type-C, når vi nu er begyndt at se andre telefoner med dette (Blandt andet OnePlus 2), men mon ikke det kommer på en forventet Samsung Galaxy S7?

Konklusion:
Der er et par punkter, som vi ikke har set på under denne test.

Blandt andet træder vi let hen over kameraet, for det er præcis det samme kamera, som sidder i Samsung Galaxy S6, S6 Edge og Note 5.

Du kan læse mere om det i vores test af Edge her.

Generelt tager telefonen flotte og skarpe billeder, men bliver stadig varm, når der filmes UHD-video.

Ikke desto mindre er telefonen god. Det er et bæst i form for hardware, skærmen er flot og designet endnu flottere.

Den buede skærm er ligegyldig.

Det er i vores øjne en design-gimmick, som giver en fed "wow"-effekt, ingen tvivl om det. Men du betaler også for det. Da Samsung Galaxy S6 udkom i foråret, var prisforskellen med S6 og S6 Edge næsten 1.000 kroner.


Ligeledes er Samsung Galaxy S6 Edge+ også en dyr telefon med en startpris på 6.100 kroner for 32 GB-størrelsen.

Men ønsker du en stor phablet-telefon, så er S6 Edge+ en god telefon. 5,7 tommer resulterer i en meget stor telefon, og ligesom andre phablets, såsom iPhone 6+ eller Samsung Note 5, så er det ikke et produkt for alle.

Læs også: HTC One (M9) mod Samsung Galaxy S6: Hvilken smartphone skal du vælge?


Loading ikon