Det er muligvis den bedste danske uddannelsesinstitution, som du aldrig har hørt om.
Du finder den et stenkast fra Amalienborg i det indre København, hvor den ligger klemt inde i en baggård bag den ukrainske ambassade.
Institutionen hedder Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID), og den driver en privat designuddannelse med navnet "Interaction Design Programme". Hvert år betaler studerende fra hele verden 140.000 kroner for at deltage i det 10 måneder lange uddannelsesprogram.
Skal vi tro en undersøgelse som det amerikanske erhvervsmedie Business Insider publicerede for få år siden, så er CIID den 17. bedste designskole i verden, og ifølge Business Insiders undersøgelse den højest placerede designskole i Europa.
Flere af skolens studerende har da også efterfølgende fået job i verdensberømte virksomheder som eksempelvis Apple eller ikoniske designvirksomheder som Ideo og Frog Design.
Men hvad er det CIID kan, som mange designskoler tilsyneladende ikke kan?
Det spørgsmål forsøger Computerworld at få svar på, da vi møder den administrerende direktør for CIID, Simona Maschi, over en kop stempel-kaffe i stueetagen på den fire etager store bygning, som huser CIID.
Langt mere end blot en uddannelse
For knap 10 år siden var hun med til at stifte CIID, og siden dengang har institutionen udviklet sig til at være langt mere end blot en uddannelse.
I dag huser bygningen også CIID Nest, der er en såkaldt inkubator for iværksætter-virksomheder.
Derudover består CIID også af en konsulentforretning og en forskningsenhed.
Ifølge Simona Maschi er målet, at CIID skal være et helt økosystem af aktiviteter, hvor studerende, iværksættere og forskere kan drage gensidig nytte af hinanden.
"Ideen om et økosystem er helt afgørende for den måde, som vi arbejder på her hos CIID. Vi tager udgangspunkt i en overbevisning om, at det er gennem samarbejde og gensidig påvirkning, at innovationen opstår. Vi tror kort sagt på, at innovation er en adfærd," siger hun
"Fail forward"
Hos CIID hører du ofte slagord som "fail forward" og "build and repeat".
For ifølge Simona Maschi går vejen til innovation gennem en trial-and-error-proces, hvor prototyper bygges og forkastes i en lind strøm.
Derfor er CIID's hjertekule også det "lab", der ligger i bygningens stueetage. Her mødes husets beboere for at producere prototyper af deres design.
"Prototyper er i dag mere end nogensinde før blevet afgørende for innovationen," fortæller Simona Maschi.
Hun forklarer, at ny software og teknologi som eksempelvis 3D-printere betyder, at designere i dag har bedre muligheder for hurtigt at teste nye og koncepter.
"Tidligere var en prototype noget, der først kom ind i billedet i den afsluttede fase i et projekt, når du havde indsamlet al den nødvendige viden om projektet. Hos CIID har vi i dag den stik modsatte holdning. Vi tror på, at jo mindre du ved om et område, jo hurtigere skal du i gang med at bygge en prototype. En prototype giver dig mulighed for at fejle tidligere processen, og det kan i sidste ende give store besparelser på R&D-budgettet," siger hun.
En prototype behøver ikke være dyr og "fancy". Selv hurtige, simple og billige prototyper kan være effektive. For ifølge Simona Maschi skal der ikke meget til for, at nå frem til den første erkendelse af, om en ide har potentiale eller er uholdbar.
I bund og grund handler det om, at det skal være muligt at teste ideerne i den virkelige verden.
Simona Maschi fortæller, at de hos CIID tilstræber, at de studerende skal udvikle prototyper og teste dem i den virkelige verden allerede samme dag, som de har fået ideen.
Derfor tager CIID's koncepter også ofte udgangspunkt i at løse en ganske snæver problemstilling.
Eksempelvis har en studerende hos CIID for nylig lavet et koncept, der ved hjælp af en "eye tracker" gør det muligt for bevægelseshæmmede at spille og komponere musik alene ved at bruge af deres øjne.
Svært ved at innovere i store virksomheder
Simona Maschi mener, at alt for mange virksomheder i dag begår den fejl, at de allerede i begyndelsen af innovationsprocessen har et mål om, at deres ideer skal være skalerbare.
Det vil sige, at det skal være muligt at rulle dem ud til et stort publikum
"Du ender ofte med et resultat, der er set før, og som ikke er særligt originalt, hvis du fra starten har en målsætning om at udvikle noget skalerbart. Tager du derimod udgangspunkt i det enkelte menneske og en konkret problemstilling, så er sandsynligheden for, at du udvikler noget nyt og unikt, langt større. Og det er først, når du har udviklet et produkt, der virkelig giver mening, at du kan begynde at overveje, hvilke andre anvendelsesmuligheder dit produkt har," siger hun
Det er ifølge Simona Maschi også en del af grunden til, at mange store virksomheder har problemer med at innovere og i sidste ende risikerer at blive et offer for disruption.
Hun mener, at det bunder i den incitamentsstruktur, der findes i det etablerede erhvervsliv.
Eksempelvis bliver medarbejdere ofte målt på særlige KPI'er (key performance indicators, red), hvor medarbejderne bliver belønnet, når de leverer det på forhånd aftalte produkt inden for en lovet tids- og budgetramme
"Innovation har svært ved at gro i sådan et miljø. Vores arbejdsmetoder vil eksempelvis have svært ved at fungere under den slags forhold. For innovation handler om at lege med det ukendte, og du risikere ofte at bruge ressourcer på prototyper og projekter, der ender med at blive forkastet eller ændrer karakter undervejs, " siger hun
Maschi mener, at innovationsprojekterne i mange store etablerede virksomheder sjældent ender med at skabe reel innovation.
I stedet er der snarere tale om optimeringsprocesser, der forbedrer virksomhedens eksisterende produkter.
"Ønsker virksomhederne at skabe disruptive innovation kræver det, at de skaber nogle helt nye strukturer, indgår partnerskaber med iværksættervirksomheder eller samarbejder med eksterne konsulentvirksomheder, der ikke er drevet af de samme KPI'er, som findes internt i virksomheden," lyder det fra hende.
Undersøgelse: It-folk med denne længerevarende it-uddannelse ramt af tårnhøj arbejdsløshed
