Test af Samsung Galaxy S7 og S7 Edge: Blandt de bedste telefoner på markedet lige nu

Nyhederne er få i Samsungs to nye Galaxy S7-telefoner. Alligevel bør du overveje at købe en af dem, hvis du er på udkig efter det bedste af det bedste.

Vi er et godt stykke inde i 2016, og det betyder, at endnu en Samsung Galaxy-telefon lanceres.

Lige som sidste år består årets Galaxy S-lancering af to modeller, S7 og en S7 Edge, og ligesom sidste år fremstår telefonerne med et udtryk af metal og glas.

Faktisk ligner de to telefoner deres et år gamle S6-søskende på samme måde, som en iPhone 6S ligner en iPhone 6: Det handler om at forbedre, hvad der allerede fungerer fremfor at bygge et helt nyt produkt helt fra bunden.

Der har været plads til forbedringer både i og uden på telefonen, og vi vil allerede nu sige, at Samsungs to nye Galaxy S7-telefoner er to af de absolut bedste telefoner, du kan købe i dag.

Men måske skal du alligevel vente lidt med at løbe forelsket ned og købe den.

Du kan få en kort introduktion af S7 og S7 Edge i videoen for oven.

Et raffineret design
Som nævnt minder de to nye S7-telefoner meget om sidste års forgængere, men Samsung har lyttet og har rettet de kritikpunkter, som S6-modellerne modtog for et år siden.

Metalkanterne omkring telefonen skærer ikke længere ind i håndfladen, og kameramodulet på bagsiden buler ikke nær så meget ud som på en S6 - omend det stadig generer, når telefonen ligger med bagsiden nedad på et bord.

Bagsidens glasplade buer nu på samme måde, som S7 Edge's skærm, hvilket gør begge telefoner behagelige at have i hånden.

Det føles næsten blødt som stof, men det betyder, at telefonen har en glat overflade, og der gik ikke mere end en enkelt dag, før vi tabte S7 første gang. Dog er der ingen ridser at se på S7 efter, at den blev tabt.

Vi testede sidste års Samsung Galaxy S6 Edge Plus i et halvt år for at se, hvordan det nye design i metal og glas kan holde til hverdagen: Langtidstest: Hvordan holder Samsungs top-telefon efter seks måneders brug?

Glasset er desværre en stor fedtfingermagnet, hvilket ødelægger det ellers flotte farvespil fra testtelefonens storte finish.

Et kærkomment gensyn
På trods af små kritikpunkter er den første konklusion dog, at S7 og S7 Edge begge er bedre designede telefoner end S6 og S6 Edge.

Specielt da begge telefoner nu igen indeholder plads til MicroSD-kort op til 200 GB og er vandafvisende.

Det er funktioner, som har været en fast del af Samsungs Galaxy-serie siden S4-modellen, men som forsvandt ved S6.

Det er et kærkomment gensyn, og sammen med Android Marshmallows evne til at integrere MicroSD-kort bedre end KitKat, er MicroSD-kortets hjemvendelse et stort plus. 

Dog kan du stadig ikke skifte batteriet på hverken S7 eller S7 Edge, men til gengæld er de fastmonterede batterier også potente. 3.000 mAh i S7 og voldsomme 3.700 mAh i S7 Edge. Til sammenligning har en iPhone 6S Plus et batteri på 2.750 mAh. Skærmen er altid tændt
De to telefoner er langt hen ad vejen ens, men de få forskelle er tydelige.

S7 er udstyret med en 5,1" super AMOLED-skærm, mens S7 Edge er udstyret med en 5,5".

Begge har en opløsning på 2.560 x 1.440 pixels, så pixeltætheden er faktisk højere på den "lille" S7, men det er ikke noget, som du nogensinde vil lægge mærke til.

Derudover har S7 Edge selvfølgelig sin buede skærm, hvilket S7 ikke har.

Skærmene har også fået samme "allways on"-funktion, som både Nokia og Motorola introducerede for år tilbage. Da skærmen er af AMOLED-typen, kan der tændes og slukkes for specifikke pixels, uden resten bliver tilført strøm.

Det betyder, at Samsung kan vise et ur og notifikationer på skærmen, når du egentlig har slukket den.

Samsung selv siger, at "Allways On"-displayet forbruger en procent strøm i timen, hvilket vil give 16-18 procent over en almindelig vågen dag, men imponerende nok har vi ikke kunne mærke forskel på batterilevetiden, om vi havde tændt "Allways On" tændt eller ej.

Skærmene på begge telefoner er desuden lige så farverige og tydelige som på sidste års model, og vi har ikke noget at sætte fingeren på her.

Det skulle da lige være S7 Edge's buede skærm, som godt kan give en svag forvridning i billedet, hvis du ser telefonen lidt skævt.

Den buede skærm på S7 Edge
Sidste år kritiserede vi S6 Edge for ikke at bringe det store med til festen ud over at være en ingeniørmæssig bedrift. Og vores holdning er den samme om S7 Edge's buede skærm.

De indbyggede funktioner er blandt andet app-genveje, genveje til kontakter, et nyhedsfeed og en række små værktøjer heriblandt en lineal.

Nogle vil måske benytte dem, men vi tvivler. Der er ingen funktioner tilknyttet den buede skærm, som vi for alvor tror vil blive brugt i hverdagen.

Den buede skærm giver til gengæld et større skærmareal på et mindre område. Du får nemlig et par millimeter skærm mere i begge sider. Det betyder meget, når telefonen allerede er så stor, som den er.

Vi kan ikke lade være med at sige det: Den buede skærm er ganske enkelt bare lækker.

Det ser flot ud, det føles behagelig at røre skærmen, og sammen med bagsidens buede skærm giver det et unikt udseende, som du ikke finder andre steder.

Desværre hæver den buede skærm også prisen på en S7 Edge med 800 kroner, hvilket er rigtig mange penge. Du får dog også et større batteri med i købet.

Lynhurtig processor optimeret til spil
I begge de to telefoner finder vi samme processor-model, en Exynos 8890 octa-core sammen med 4 GB RAM.

Mens betegnelsen octa-core siger meget lidt om, hvorvidt S7 er en hurtig telefon eller ej (den amerikanske version af S7 har en Snapdragon 820 quadcore-processor, og den er hurtigere end den europæiske model med Enynos 8890), så lad os slå det fast med det samme: Samsung S7 og S7 Edge er de mest kraftfulde og hurtigste telefoner på markedet.

For at give et hverdagseksempel fremfor at kaste rundt med mere eller mindre relevante benchmark-tal: Spillet Crusader Quest er normalt 26 sekunder om at starte op på en Samsung Galaxy S6 Edge Plus (samme processor som i S6 og S6 Edge), men det tager kun 16 sekunder på en S7 - og en S6 Edge Plus var en af 2015's mest kraftulde telefoner i liga med iPhone 6S og Huaweis Mate 8.

Efter en lille uges brug har vi på intet tidspunkt oplevet problemer, hakken i animationer, eller på anden vis, at telefonens processor ikke kan følge med.

S7 har uden de store fordøjelsesproblemer ædt alt, vi har smidt på den.

Vi kan dog forstå på andre anmeldere, at telefonen kan blive meget varm, hvis du virkelig udfordrer den (blandt andet i en benchmark-app), og at processoren selv sætter tempoet ned, hvis den bliver for varm.

Det er ikke noget, som vi selv har oplevet, heller ikke under benchmarking, men det er hermed nævnt. Et kamera som skabt til tusmørke
Samsungtelefoner har længe været blandt de førende i kvaliteten på billeder skudt fra kameraet, og S7/S/ Edge forbiver i toppen.

S6 og S6 Edge havde et 16 megapixel kamera, men S7/S7 Edge har "kun" 12 megapixel at lege med.

Du vil næppe bemærke de manglende fire megapixel, da en forbedret efterbehandling og en finpudset optik giver skarpere billeder.

Sammen med en 20 procent større sensor, en blændeåbning på f/1,7 og en forbedret fokusering giver det specielt flotte aften- og nattebilleder. Et område hvor Samsung ellers ikke altid har været lige skarpe.

Faktisk tager den nye S7 lige så flotte aftenbilleder som Microsoft Lumia 950. Lumia 950 fanger en smule mere realistiske farver i mørket, men til gengæld er kontrasten - tydeligst i nattehimlen - utrolig flot på S7.

Vores eneste kritikpunkt til kameraet er, at farverne tenderer til at blive en smule gullige. En tradition Samsungtelefoner har fuldt de sidste par år.

Kort skal det også nævnes, at S7 og S7 Edge selvfølgelig også kan filme i 4K, slowmotion, Hyperlapse og meget andet. Du har dog kun adgang til digital stabilisering i FHD-film, hvilket er lidt synd.

Konklusion:
Samsung Galaxy S7 og S7 Edge er på ingen måde nyskabende, men skal mere ses som en optimering af de ellers glimrende S6 og S6 Edge-telefoner fra forrige år.

S7 og S7 Edge er sine forgængere og konkurrenter overlegne på næsten alle punkter.

Der er i øjeblikket ikke en eneste anden Android-telefon, som vi mener, kan hamle op med samlekvalitet, design, materialevalg, skærm- og kamerakvalitet og rå ydeevne samlet i én telefon.

Det skulle da lige være LG V10, som vi endnu ikke har haft igennem testværket her hos Computerworld.

Du bliver ikke skuffet, hvis du køber en S7 eller S7 Edge. Der er få minusser i form af en glattere telefon, der gemmer på fedtfinger som en teenagepige gemmer på Justin Bieber-billeder, og Edge-skærmen har stadig et meget vagt eksistensgrundlag - altså ud over at det ser hammergodt ud til en noget højere pris.

Men slå koldt vand i blodet. For Samsung er ikke alene om at lancere toptelefoner.

LG's LG G5, forventes til salg i april, og den ser ud til at blive et yderst interessant stykke elektronik.

HTC forventes snart at komme med sin HTC One 10 (vi gætter på navnet), og der går også rygter om en ny Huawei-model inden for den næste måneds tid.

Prisen for Samsung Galaxy S7 (32GB): 5.699 kroner.

Prisen for Samsung Galaxy S7 Edge (32GB): 6.499 kroner.

Læs også: Oversigt: Her er de nye smartphones fra Mobile World Congress




Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...
Computerworld
Dansk sikkerhedsfirma slår alarm: "Jeg har fundet et atomkraftværk, hvor man kunne hæve strålingsniveauet og et fængsel, hvor fængselsdørene kan åbnes fra en server"
Dansk sikkerhedsfirma finder hidtil ukendt fejl, der kan udløse en katastrofe, hvis data havner i de forkerte hænder. Men der findes en løsning.
CIO
CIO i Energinet.dk: Sådan får vi bedre it-sikkerhed hos danske energiselskaber
Interview: Morten Gade Christensen, CIO i Energinet.dk og Årets CIO i Danmark i 2016, har en klar idé om, hvordan den danske energisektor kan få et bedre sikkerhedsniveau.
Comon
25.000 danskere gået i kuponsvindel-fælde på Facebook på blot seks timer: "Det spredte sig som en steppebrand"
Fakta, Netto, Aldi, Lidl, Lego og flere andre varemærker bliver lige nu udnyttet i forbindelse med kuponsvindel på Facebook, og danskerne klikker i hobetal. Læs hvad der sker, hvis du klikker.
Channelworld
Dansk hosting-direktør: På disse tre områder banker danske hosting-firmaer Microsoft og Amazon af banen
Den danske hostingbranche er godt polstret til at modstå konkurrencen fra globale cloud-spillere som Amazon og Microsoft. Her er tre grunde til, at danske hostingudbydere ikke blæser omkuld i konkurrencen.
White paper
Støt produktiviteten med virtuelt samarbejde
Virtuelle samarbejdsløsninger kan være med til at øge produktivitet og samarbejde internt i virksomheden og eksternt med kunder og samarbejdspartnere. Bliv klogere på collaboration i dette White paper, skrevet af Computerworld.