Københavns it-budget blegner i forhold til naboerne

It-budgettet i Københavns Kommune ligger flere hundrede millioner kroner under Oslo og Stockholm. Selv mener kommunen, at der bliver gjort tilstrækkeligt.

Artikel top billede

Vicedirektør Lars Guld Fuglsang fra København Kommunes Koncernservice vil gerne brande hovedstaden som en it-by.

Københavns it-udviklingsbudget ligger næsten en halv milliard kroner under, hvad it-folkene i Stockholm får at lege med, og hele budgettet er en milliard kroner lavere end it-budgettet i Oslo.

Stockholm har for nyligt øremærket en halv milliard kroner til it-udviklingsprojekter til borgerne i den svenske hovedstad, og Oslo har i de seneste syv år haft årlige it-budgetter på mellem én til 1,7 milliarder kroner, som dog også dækker drift og lønomkostninger til byens it-medarbejdere.

I København er forholdene noget mere ydmyge, da kommunen samlet bruger i underkanten af 400 millioner kroner samlet på drift, løn, vedligeholdelse og udvikling af hovedstadens it-løsninger.

Pengene er fordelt på Koncernservice, der har knapt 200 millioner kroner til driften, mens byens syv forvaltninger har omkring 100 millioner kroner til it-drift og vedligeholdelse.

Der er afsat omtrent 100 millioner kroner til nye projekter, hvilket dog blegner noget i forhold til Stockholms halve milliard kroner.

"Vi forsøger at holde it-omkostningerne nede ved at planlægge nye satsninger, når vi alligevel skal have udskiftet tingene," lyder forklaringen fra vicedirektør i Koncernservice i København Kommune, Lars Guld Fuglsang, angående it-budgetterne i Danmarks hovedstad.

I alt har politikerne og forvaltningerne i forbindelse med kommunens budgetproces stillet forslag til nye investeringer på 60 til 70 millioner kroner over en tre-årig periode, mens der er afsat samlet 30 til 40 millioner kroner i forvaltningerne.

Lars Guld Fuglsang understreger dog, at budgetforslagene til nye it-projekter i Københavns Kommune endnu kun består af forslag. De endelige it-budgetter i København godkendes inden for den næste måned.

Borgerrettigheder til 35 millioner kroner

Stockholm har med sin historiske økonomiske satsning på it på 500 millioner kroner blandt andet valgt at fokusere på e-forvaltning og redesign af kommunens hjemmeside samt et trådløst net til stockholmerne, så de kan tilgå hjemmesiden overalt.

I Oslo har byen også valgt at satse hårdt på e-forvaltning, og kommunen kan tilbyde mere end 350 interaktive tjenester til borgerne eller mellem offentligt ansatte i byen.

I København er man ifølge Lars Guld Fuglsang rede til at afsætte omkring 35 millioner kroner over de næste tre år til e-forvaltning og digitale ydelser, der består af selvbetjeningsløsninger til københavnerne. Projektet er i sin opstartsfase, så Lars Guld Fuglsang kan endnu ikke redegøre for de konkrete projektplaner.

Omdrejningspunktet vil dog være fire borgerservicecentre i København.

København skal brandes som it-kommune

Derudover er der opstillet forslag til et ledelsessystem med fokus styring indenfor økonomi og HR til 16 millioner kroner, der blandt andet skal bidrage med at nedbringe sygefraværet i kommunen.

Af andre projekter kan nævnes et single sign-on system til sagsbehandlere med mange forskellige it-systemer til 12 millioner kroner samt en mobil borgerservice til en halv million kroner – Real Time Copenhagen - der ifølge Lars Guld Fuglsang skal brande København som en it-kommune.

Slutteligt er der opstillet forslag om udbygningen af en trådløs infrastruktur til omkring fire millioner kroner på rådhuset samt et sms-adviseringssystem til lidt mindre end en halv million kroner, der blandt andet skal benyttes i forbindelse med, at borgerne kan følge med i deres sager i kommunen, når de eksempelvis rykker op på en venteliste eller får svar på en henvendelse.

På ESDH-området, som også inkluderer EPJ, har København ifølge Lars Guld Fuglsang allerede fungerende løsninger oppe og køre.

"Vi er dog lige nu i gang med at overveje, hvordan vores fremtidige ESDH-løsningerne skal se ud. Der skal dog løbende være plads til, at vi udbygger på det område," forklarer han.

Samler it-styrken ét sted

Lars Guld Fuglsang mener, at Københavns Kommune er godt med på it-området.

Og for at holde udgifterne på et minimum, har kommunen valgt at samle sin it-styrke ét sted – i et såkaldt shared servicecenter - frem for at have mandskabet fordelt ude i forvaltningerne.

Københavns shared servicecenter består af 300 medarbejdere, der blandt andet arbejder på at centralisere byens servere og servicere forvaltningerne på finans- og it-området.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen

    Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job