Fra flere af hinanden uafhængige kilder forlyder det, at en del offentlige institutioner, kommuner og den slags leder efter nye medarbejdere, der har erfaring med web 2.0 - det der med at inddrage brugerne.
De skal nok lede længe, for der er ikke mange erfaringer at trække på. De fleste organisationer må nok kaste sig ud i det uden at have den store kompetence. Det kan man dog også, og her er et lynkursus:
0 - Først lytte, siden tale: Debatten er allerede i gang. Det er ikke noget, en kommune, organisation eller virksomhed starter. Den foregår på blogs, Facebook og andre steder. Første opgave er at finde de steder og følge debatten. Lær debattørene, emnerne og tonen at kende, og find ud af, hvilken rolle organisationen kan spille i den debat, der allerede foregår.
1 - Man skal kravle, før man kan gå: Tag et lille skridt ad gangen. Lad være at åbne et stort, forkromet debatforum med snesevis af emner og et utal af blogs.
Begynd hellere med at kommentere den debat, der allerede foregår. Bliv medlem af de relevante grupper på Facebook og skriv kommentarer i blogs. Når man er en del af de eksisterende netsamfund, er det meget nemmere at etablere sit eget - hvis det overhovedet er nødvendigt.
2 - Det kommer ikke af sig selv: Det er ikke nok at tilbyde borgerne de tekniske muligheder for at indgå i en debat eller kommentere. Man skal selv sparke debatten i gang og deltage aktivt.
Man skal tage nye emner op og ikke vente på, at andre gør det. Og man skal ikke være bange for at diskutere kontroversielle sager, for det kommer man uden tvivl til.
3 - Det er en samtale: Der kommer ikke meget debat ud af færdige meninger. Hvis man skal lægge op til debat, skal man hellere have halvfærdige meninger.
Det er ikke nok, at borgerne allernådigst kan give deres besyv med på et alenlangt, veldisponeret og formfuldendt dokument. Så er det nemlig helt tydeligt, at skribenten har nået sine konklusioner, og at det ikke er umagen værd at indlede en debat.
4 - Indflydelsen skal være reel: Hvis man beder om borgernes meninger, skal man også lytte og tage deres svar alvorligt. Man skal for eksempel ikke spørge om noget, der allerede er besluttet, og når beslutningen bliver taget, skal man være klar til at diskutere og begrunde den - især hvis den går imod den udbredte opfattelse i netsamfundet.
5 - Det tager tid: Et netsamfund passer ikke sig selv. Man skal afsætte tid i det daglige arbejde - og mere end man tror. Også derfor skal man begynde småt, så arbejdsbyrden hele tiden er overkommelig.
6 - Det tager lang tid: Man opbygger ikke et netsamfund på en uge. De fleste mennesker tøver længe, før de kaster sig ud i den slags. I begyndelsen vil der med stor sandsynlighed ingenting ske, eller man vil tiltrække de kværulanter og landsbytosser, som med stort held har ødelagt debatten på flere mediers debatfora.
Det skal man dog ikke fortvivle eller gå i panik over. Man skal bare være indstillet på, at det tager tid, og at man skal forsøge sig frem, inden man finder den rette form.
Nå, hvad venter I på. I kan alligevel ikke få medarbejdere med erfaring i web 2.0, for de findes stort set ikke, så det er bare om at komme i gang.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
