Intel porterer Moblin til desktoppen

Intels Linux-baserede styresystem, Moblin, der oprindeligt var udviklet til netbooks, kan på desktoppen komme til at konkurrere mod Microsofts Windows 7.

Artikel top billede

Computerworld News Service: Intel udvider horisonten for det Linux-baserede Moblin ved at portere styresystemet fra netbooks til både mobile enheder og desktoppe, hvor det kan komme til at konkurrere mod Windows.

Virksomheden introducerede en beta-version af Mobklin 2.1 ved Intel Developer Forum (IDF) i sidste uge. Den ny version af styresystemet har nu indbygget understøttelse af input via touchscreen, såkaldt gesture-understøttelse af "fingertegn" og andre nye brugergrænseflade-funktioner samt flere hardware-drivere. Den inkluderer også flere trinvise opgraderinger, der forbedrer brugervenligheden.

Moblin blev oprindeligt udviklet og båret frem af Intel som et styresystem til netbooks. En repræsentant for Intel siger, at fra version 2.1 vil Moblin nu komme i tre udgaver: til håndholdte enheder til netbooks og til nettops. En "nettop" er en billig desktop-computer på størrelse med en stor bog, som man kan tilslutte tastatur, mus og skærm.

Intel var nødt til at nytænke Moblins brugergrænseflade, så den kan tilpasse sig de ret forskellige skærmstørrelser for håndholdte computere og nettop-pc'er, siger Amit Bapat, som er technical marketing engineer ved Intels open source technology center. Ældre versioner af Moblin kunne udfylde netbooks skærmstørrelser, som typisk er mellem syv og 12 tommer. Moblin 2.1 vil nu fungere på alt fra de mindre skærme på håndholdte computere til de større skærme, der bruges til desktop-pc'er, fortæller Bapat.

Udviklingen af Moblin styres nu af Linux Foundation, selvom den er tungt støttet af Intel. Intel forsøger at bruge Moblin til at fremme Linux som styresystem i flere af de enheder, der er baserede på virksomhedens Atom-processorer. Den foregående version af styresystemet var en beta af Moblin 2.0, som blev udgivet i maj.

Moblin 2.1 har mange nye funktioner, der gør, at styresystemet kan fungere på computere som nettop-pc'er, og er blevet opgraderet til at skalere op på større skærme, oplyser Bapat.

"Moblin vil være skalerbar nok til at kunne udfylde skærmen og udnytte den tilgængelige skærmplads optimalt," fortæller Bapat. Moblin og dens open source-partnere samarbejder med pc-producenter om at levere hardware-understøttelse til Moblins desktop-udgave, som Intel kalder for nettop-udgaven. Bapat gav ingen yderligere detaljer om, hvordan brugergrænsefladen kommer til at se ud.

Beta snart tilgængelig

Med desktop-udgaven træder Moblin ind på et område, der traditionelt har været domineret af Microsofts Windows. Mange nettop-pc'er leveres i dag med Windows Vista og vil i fremtiden muligvis blive leveret med efterfølgeren, Windows 7, som udkommer 22. oktober.

Den indbyggede touchscreen-understøttelse i Moblin 2.1 gør også styresystemet egnet til enheder som smartphones, siger Bapat. Moblin 2.1 har en ny grænseflade, så det fungerer til små skærme, og har også funktioner specifikt til mobiler såsom at foretage telefonopkald. Under en demonstration ved IDF af styresystemet fremvistes et enkelt vindue, hvorfra brugere kan tjekke mistede opkald, de seneste nyheder og ulæste e-mails.

Udgivelsen af den endelige version af Moblin 2.1 til håndholdte computere vil falde sammen med lanceringen af smartphones og håndholdte computere, der er baserede på Intels chip-platform Moorestown. De vil begynde at komme i salg i andet halvår 2010, fortæller Intels koncernchef, Paul Otellini, under åbningstalen ved IDF i tirsdags. Moorestown inkluderer en processor baseret på Atom-kernen.

Netbook-udgaven af Moblin 2.1 er en trinvis opdatering fra dens forgænger og understøtter Pine Trail-platformen, som er Intels kommende platform til netbooks. Pine Trail integrerer en grafikprocessor i Atom-CPU'en. Netbooks, der er baserede på Pine Trail, vil begynde at komme i salg engang til næste år.

Betaen af Moblin 2.1 vil "meget snart" være tilgængelig som download, oplyser Bapat. "Lige så snart den er stabil, vil den blive udgivet på sitet moblin.org," oplyser han.

Moblin udgør en tilgang for Intel til at promovere sit Atom Developer Program, som opfordrer udviklere til at skrive applikationer til netbooks. Dette program blev lanceret i tirsdags og vil hjælpe udviklere til at optimere og portere eksisterende applikationer til mobile enheder, der er baseret på Atom-processoren. Intel vil levere værktøjer til at skrive applikationer, der kan sælges i såkaldte app stores.

I takt med at størrelsen på Atom-chippene formindskes, så de passer i en smartphone, kan programmet blive en måde for udviklere til at tjene penge på de applikationer, de udvikler til Atom, siger en repræsentant for Intel under IDF. Intel samarbejder med virksomheder som Acer, Asustek og Dell om at skabe online-butikker, hvor udviklere kan sælger deres applikationer. Sådanne butikker vil muligvis se dagens lys i første halvdel af det ny år, siger denne repræsentant.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Netip A/S har pr. 1. februar 2026 ansat Henrik Mejnhardt Nielsen som ny kollega til Product Sales Teamet i Herlev. Han kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Arrow. Nyt job
    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Per Forberg som Account Manager for Sustainable Relations. Han skal især beskæftige sig med etablere nye partnerskaber med henblik på ITAD og sourcing kontrakter med hostingvirksomheder og strategiske slutbrugere. Han kommer fra en stilling som Nordic Key Account Manager hos Tesa. Han er uddannet hos Lund University og har en MBA i Management. Han har tidligere beskæftiget sig med at styrke salgsaktiviteter og partnerskaber på tværs af nordiske markeder. Nyt job

    Per Forberg

    Renewtech ApS