Her fødes it-branchens største stjerner

Reportage: Der er ikke mange steder, der har så mange teknologi-berømtheder på listen over bysbørn som Palo Alto i Silicon Valley. Men hvorfor er de lige her?

Artikel top billede

På togstationen i Palo Alto, som togene kører igennem på deres pendulfart mellem San Francisco og San Jose, er man havnet lige i Silicon Valleys navle. Foto: Frederik Danvig

Palo Alto, Californien: Klemt inde mellem San Francisco i nord og San Jose i syd strækker det store Silicon Valley-område sig i det nordlige Californien. Cirka midt i mellem de to hovedbyer ligger en lidt søvnig by på størrelse med en større dansk provinsby. Palo Alto.

Skal man stedbestemme Silicon Valleys åndelige centrum må det unægtelig blive Palo Alto med dens omtrent 60.000 indbyggere.

Hovedgaden, University Avenue, rummer en Apple Store, et par tøjforretninger, nogle kaffejoints og et hotel, hvor venture-kapitalister igennem tiden har spist entrées og drukket hvidvin med flere af it-verdenens allerstørste stjerner - dengang blot unge, håbefulde teknologi-iværksættere med sommerfugle i maven.

Men hvor kommer alle disse iværksættere fra? Hvorfor er netop denne egentlig lidt undseelige by blevet så central i Silicon Valley?

Kun de bedste af de bedste får lov

En stor del af svaret skal findes for enden af en imponerende palme-dækket allé, Palm Drive, der over mere end en kilometer byder besøgende velkommen til en af klodens mest ambitiøse læreanstalter: eliteuniversitet Stanford University.

Det er her, i hjertet af Palo Alto, på det store campus bygget i spansk koloni-stil, at en lang række af it-branchens sværvægtere har haft deres daglige skolegang, før de gik ud og byggede imperier som HP, Sun Microsystems, Yahoo og Google.

Det er dog ikke nogen helt let opgave at blive lukket ind i de hellige haller med de store løfter. Kun studerende med absolut stjernepræstationer får lov at opleve Palm Drive med skoletaske på. I en dansk målestok har samtlige elever sprængt karakterskalaen med et gennemsnitligt snit på 12,4 på den nye skala.

En førsteårsstuderende, jeg møder på min tur rundt, har lige skrevet sig op til undervisning i udenrigspolitik. Underviser? USA's tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice, såmænd. Eliten får eliteundervisning.

Her blev Silicon Valley født

Når ungerne skal lære lidt om internet, kigger web-pioneren Vint Cerf såmænd også forbi og giver lidt tips og tricks. Kun de største kapaciteter er gode nok. Og netop i den ekstremt målrettede tilgang ligger måske årsagen til, at skolen har fostret så mange af de helt store it-koryfæer, der i dag hyldes som lige dele celebrity og businessguruer.

Det mest berømte nutidige eksempel er måske Googles to wonderkids, Sergey Brin and Larry Page, der begge gik på Stanford, før de byggede den nu så berømte søgemaskine.

Også kendte erhvervsledere som Microsofts Steve Ballmer og Sun Microsystems medstifter og bestyrelsesformand Scott McNealy trådte deres skolesko her.

Silicon Valleys fødested

Men de mest betydningsfulde Stanford-elever set i et Silicon Valley-perspektiv er nok alligevel de to pionerer William Hewlett og David Packard.

De læste begge ingeniørvidenskab på Stanford under Den Store Depression, hvor de af deres Stanford-professor, den ivrige teknologi-fortaler Frederick Terman, blev opfordret til at lave et firma, der beskæftigede sig med den nye elektronik, der så små var begyndt at spirre i miljøet på Stanford.

Og resten er historie, som man siger. HP er i dag verdens største it-selskab, og der er på Stanford opført to store auditorier til it-undervisning, der bærer stifternes navne.

I 1989 kom dog måske den største hyldest til de nu afdøde pionerer, da garagen på 367 Addison Avenue i Palo Alto, hvor de to iværksættere stiftede HP, blev udnævnt til "The Birthplace of Silicon Valley" og gjort til et nationalt mindesmærke ved en højtidelig ceremoni.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

    Jeppe Spanggaard

    Pinksky ApS

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

    Mikkel Bernt Buchvardt

    Elbek & Vejrup A/S

    Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job