Artikel top billede

"Silicon Valley er toppen af pyramiden, og alt og alle er meget tæt på hinanden her," siger Martin Frid-Nielsen om fordelene ved at bosætte sig i den amerikanske teknologi-hovedstad. Foto: Frederik Danvig.

Dansk it-udvandrer: Sådan er der i Silicon Valley

I mere end tyve år har en dansker kaldt den amerikanske it-hovedstad Silicon Valley for sit hjem. Men hvad er det helt særlige ved den nordcaliforniske dal?

Palo Alto, Californien: Snakken går lystigt ved de små caféborde på Il Fornaio-restauranten i downtown Palo Alto - Silicon Valleys åndelige centrum.

Her mødes pengemændene - the VC's (venture capitalists) - med de unge startup-firmaer, der håber at få finansieret en ny drøm, Silicon Valleys grundstof.

Derfor er det også kun naturligt, at det er netop her, den danske udvandrer og Silicon Valley-iværksætter Martin Frid-Nielsen foreslår at mødes. Han ruller op i sin sorte Porsche.

Her kan man få et glimt af den helt specielle, fortættede atmosfære af aktieoptioner, hurtige penge og store drømme, der ivrigt cirkulerer hen over de hvide duge på træbordene i restauranten.

Teknologien og kapitalens hovedstad

Ikke langt herfra ligger nemlig den blandt it-iværksættere sagnomspundne Sand Hill Road. En vej, der er kendt som hovedåren, hvorfra stort set al teknologi-venturekapital flyder.

Op mod 30 procent af verdens samlede pulje af venturekapital stammer herfra med markante venturefonde som Kleiner Perkins Caufield & Byers, der står bag nogle af it-verdenens allerstørste succeshistorier som Google, Amazon og Sun Microsystems.

Det er også her på vejen, at en anden mægtig venturefond ligger - Sequoia Capital, der har investeret i blandt andre Apple, Yahoo! og PayPal.

Sådan er der i Palo Alto. Store drømme om banebrydende teknologi og håbet om efterfølgende økonomisk jackpot. Og måske først og fremmest: investorer i venturefirmaer, der også tør tænke stort og risikere meget.

Toppen af poppen

Det er en af årsagerne til, at Martin Frid-Nielsen har slået sig ned i den nordcaliforniske high-tech-dal med sit firma Soonr, der leverer en avanceret, cloudbaseret backup til såvel computere som mobile enheder.

For ham at se er der ikke andre muligheder end Silicon Valley.

"Det er her, det sker," siger han konstaterende.

"Der er ingen, der står i vejen for dig i Silicon Valley. Hvis du har en god idé, så er det bare 'go for it'. Du vil altid kunne finde nogle, der kan forstå dig og hjælpe dig herovre - næsten uanset hvor langt ude din idé måtte være," siger Martin Frid-Nielsen.

"Silicon Valley er toppen af pyramiden, og alt og alle er meget tæt på hinanden her," siger han med henvisning til mulighederne for at 'netværke' og finde mulige investorer.

Forskellen på Danmark og Silicon Valley

Både nysgerrigheden og risikovilligheden i Silicon Valley er simpelthen større, mener han og pointerer, at det i Silicon Valley er lykkedes ham at rejse 100 millioner kroner blandt andet igennem venturekapital fra Intel og Cisco, der begge har etableret store venture-fonde.

"Jeg har aldrig talt med en dansk VC (venture capitalist, red.). Det er ikke for at sige meget dårligt om danske investorer, men i Danmark er det en meget stor ting bare at få et møde i hus med dem. Amerikanske investorer er helt anderledes. De vil altid mødes med dig, fordi de gerne vil lære om nye ting. Der er tale om ren 'scouting' (talentspejdning, red.) for dem," siger han.

I stedet valgte Martin Frid-Nielsen en model, der er typisk for danske virksomheder, der vil prøve lykken i USA. Han lod udviklingsarbejdet blive i Danmark, mens hele salgs- og marketingsapparatet flyttede til Silicon Valley med ham selv i spidsen.

Danskere mere loyale

Udover at de store 'deals' typisk bliver lavet i USA, har det dog også et andet praktisk formål at lade den tekniske udvikling forblive i Danmark, fortæller han.

"Siden boblen i 90'erne har jeg opereret med en model, hvor jeg godt kan lide at have folk i Danmark. I 1998 til 99 stod vi i en situation, hvor vi simpelthen ikke kunne holde på folk her i Silicon Valley. Sagen var, at når vi hyrede nogle folk, der bare var tilnærmelsesvis gode, så ville der ikke gå mere end tre til fem måneder, før de ville komme rendende og fortælle, at et andet firma havde bedre aktieoptioner og så videre. Det var ikke holdbart," siger han.

I Danmark hersker der en helt anden loyalitet, mener Martin Frid-Nielsen. På godt og ondt. Det kan for eksempel være svært for danskere at forstå, at ting kan gå meget stærkt i Valley-miljøet.

"Du kommer fra et land, hvor et firma eksisterer i mange, mange år. Sagen er, at idealet i Danmark er at arbejde det samme sted i mange år. Det at finde nyt job kan forekomme lidt traumatisk. Her er det helt anderledes. Når du laver et 'startup' herovre, så er du i løbet af fem til seks år enten færdig, opkøbt eller gået på børsen," siger Martin Frid-Nielsen.

Astronomiske summer

Og det er ikke bare et firmas skæbne, der kan afgøres hurtigere i Silicon Valley end mange andre steder.

Pengene ved et eventuelt salg er også helt anderledes astronomiske, pointerer den danske entreprenør.

Det gør det spiseligt at gå en periode uden løn - eller for eksempel at skulle acceptere lønnedgang på op til 40 procent, som ikke er en sjældenhed blandt it-startups.

"Mine forældre spurgte mig, om jeg var arbejdsløs. Men sagen var jo, at jeg arbejdede på fuldt tryk med at udvikle teknologien og finde investorer, men jeg fik ikke nogen løn for det. Sådan er det med 'startups'. Der er ikke kontinuerlige 'pay checks', men du arbejder hen imod, at der en dag kommer en stor 'pay day', og så har du vundet i lotteriet," siger han.

Derfor er fiasko en succes

Martin Frid-Nielsen forklarer, at Silicon Valley har sin helt egen vanvittige logik, når det kommer til at prissætte virksomheder. En logik, der kan være svær at forstå i Danmark, mener han.

"I Danmark tænker vi logisk og lineært. Sådan er det ikke her, hvor vi har stor koncentration af både investorer og større firmaer, som altid er på udkig efter opkøb. Et salg eller investering er tit yderst følelsesbetonet - det handler om at få skabt passion og tro omkring mulighederne i kombinationen af koncept, markedsudvikling og teamet bag ideen," siger han.

"Hvis man kan genere den form for begjestring blandt flere investorer eller mulige opkøbere, forsvinder jordforbindelsen tit med hensyn til prissætning og man ser de her store beløb for virksomheder med ganske beskedne omsætninger," siger Martin Frid-Nielsen om den specielle mentalitet i dalen.

De under tiden fantastiske pengesummer, der skifter hænder, når it-firmaerne gør det samme, er dog ikke det eneste, der adskiller den californiske iværksætter-mentalitet fra den danske ditto.

Fiaskoer skal vaskes væk

I Silicon Valley er en iværksætter nemlig først værd at satse på, når han har prøvet at ramme bunden. Prøvet at blive en fiasko.

"Herovre kigger man mange gange på succes meget anderledes end i Danmark. Herovre handler succes om at lære noget. Du ser typisk, at firmaer, der er meget succesfulde, har bagmænd, der tidligere har været meget lidt succesfulde," siger Martin Frid-Nielsen.

"Man anerkender, at meget af det, der sker, kan være ret tilfældigt. Hvorfor det lige var Google og ikke AltaVista, der blev til noget. Det betyder ikke nødvendigvis, at dem, der arbejdede hos AltaVista, var idioter. Tværtimod. Mange af de folk er blevet til noget andre steder," siger han.

"En frisk fiasko er en god ting. Det er en plet, som folk gerne vil have vasket væk, og for investorerne handler det om, at de kan se, du har lært noget, og om, hvorfor næste gang bliver den næste Google," siger Martin Frid-Nielsen.

For der bliver en 'næste gang' i Drømmenes Dal. En 'næste gang' er essencen af Silicon Valley. 'The next big thing'. Den er hele tiden undervejs.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere