Artikel top billede

Dansk topchef ude af SAP

Opdateret: SAP's nordiske topchef, Karen Nielsen, fratræder sin post blot et år efter hun tiltrådte.

Kun godt et år efter hun tiltrådte som øverste chef for SAP i Norden, er det slut for danske Karen Nielsen, som forlader SAP med månedens udgang.

Dermed forlader hun posten som øverste SAP-chef for de nordiske lande og Baltikum, hvor SAP i alt beskæftiger godt 500 medarbejdere.

Computerworld erfarer, at beslutningen om Karen Nielsens exit blev truffet på et møde umiddelbart efter nytår.

Officielt står hun til rådighed for SAP til udgangen af januar, men reelt er hun allerede fratrådt stillingen og har ingen formelle opgaver mere.

SAP fåmælt om årsagen

Selv er SAP yderst fåmælt med at bidrage med detaljer om Karen Nielsens exit fra SAP.

Jørgen Bo Johansen, økonomichef i SAP Danmark, vil dog gerne bekræfte, at Karen Nielsen er på vej ud af selskabet.

Hun fratræder jo ret pludseligt. Skyldes hendes exit uoverensstemmelser?

"Det har jeg ingen kommentarer til."

Det lyder jo som om, at du siger ja.

"Nej, det kan du ikke konkludere. Det her er ret udramatisk, og det er en beslutning, der er truffet i enighed mellem EMEA-ledelsen og Karen Nielsen," siger Jørgen Bo Johansen.

Vanskeligt år

Henrik Rasmussen, som Karen Nielsen afløste for et år siden og som i dag sidder i SAP's topledelse, ærgrer sig over Karen Nielsens exit.

Han har ikke været aktivt med i processen, der har ført til hendes afgang, oplyser han, men han har fulgt den på afstand.

"Det er mit klare indtryk, at Karen Nielsen selv har valgt at søge nye udfordringer, og det har vi taget til efterretning. Der er ingen tvivl om, at det har været et vanskeligt år for alle, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at man kan løbe surt i det, hvis der nogle ting, som man ikke kan opnå. Det er jo en rimelig håbløs situation," siger han.

Henrik Rasmussen fortæller, at SAP ikke bryder sig om at skulle skifte topcheferne ud.

"Vi er jo altid kede af at skulle skifte direktør for et 'market unit,' og Norden er et market unit, som er forholdsvist stor - også i EMEA-sammenhæng," siger han.

Midlertidig direktør

SAP har i stedet for Karen Nielsen indsat en midlertidig topchef for forretningen i de nordiske lande.

Det drejer sig om Jeroen van der Lingen, der i dag sidder i SAP's europæiske organisation. Han vil stå i spidsen for SAP i Norden, indtil selskabet har fundet en permanent afløser for Karen Nielsen.

Karen Nielsen afløste den daværende nordiske SAP-chef, succesdrengen Henrik Rasmussen, for et år siden, da han blev forfremmet til en posten som øverste chef for SAP's på dette tidspunkt nystiftede EMEA Industry Business Solutions og dermed fik plads i SAP's absolutte top.

Dengang kom Karen Nielsen fra posten som nordisk salgsdirektør i selskabet.

Hendes specifikke opgave var dengang at fortsætte med at skabe vækst i Norden og desuden sikre et nyt forretningsfokus mod kunder og industrier blev ført igennem.

SAP har rundet en milliard kroner i omsætning og er dermed røget op i it-branchens supersværvægts-klasse. Det kan du læse Karen Nielsens mening om her.

Fyret eller gået frivilligt?

Selv vil Karen Nielsen ikke fortælle noget som helst om sin exit fra selskabet.

Hun ved endnu ikke, hvad hun skal efter SAP, men er ved at afsøge mulighederne, fortæller hun.

Sammen med den hurtige exit - der altså blev aftalt i sidste uge - tyder det på, at Karen Nielsens afgang fra topjobbet ikke har været planlagt længe.

Hertil kommer, at den nu tidligere nordiske opchef i julen udsendte julekort til forretningsforbindelser, hvor hun udtrykker ønske om at 'følge og videreudvikle' samarbejdet i det kommende år.

Det får hun nu ikke mulighed for.

"Jeg kan ikke sige andet, end at det er efter gensidig aftale. Det har jeg aftalt med firmaet," siger hun.

'Gensidig aftale' plejer jo at betyde, at man er blevet fyret?

"Det kan jeg ikke sige noget om."

Har du selv ønsket at fratræde?

"Det kan jeg heller ikke sige noget om."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere