Al arbejdet med at forberede landet på årtusindeskiftet har gjort det klart for USA?s præsident Bill Clinton, hvor sårbar den moderne verden er mod nedbrud i computersystemerne. Nu er den 1. janaur 2000 passeret i god behold, men hackere og krigsførsel via Internet er en stigende trussel mod landet. Derfor har han lanceret en plan til 14 milliarder kroner, der skal ruste landet mod ondsindede cyberangreb. Det skriver BBC Online.
Pengene skal bruges til at uddanne videnskabsfolk i sikkerhed på Internet og oprettelse af et nyt institut for cybersikkerhed. Desuden skal der udarbejdes en plan for, hvordan USA?s interesser kan beskyttes på Internet.
Halvdelen af de 14 milliarder kroner skal endvidere bruges på at udvikle teknologier til brug i kampen mod cyber-terrorister og elektronisk krigsførsel ? et problem, som den amerikanske regering frygter vil vokse i fremtiden.
Formanden for Det nationale Sikkerhedsråd, Richard Clarke, oplyser, at flere lande gennem de sidste to år har udviklet teknologier, strategier og kapacitet til at føre krig via Internet og blandt andet true de vigtigste nøglesektorer i den amerikanske økonomi. Derfor bør USA forberede sig på at kunne slå igen, lyder det.