BG Banks tilbud til erhvervslivet, BG Officebanking, har været ude af drift siden torsdag eftermiddag. Omkring 12.000 erhvervskunder har derfor ikke kunnet overføre penge eller på anden vis bruge systemet. BG Officebanking er et selvstændigt Windows-program, der ringer direkte op til banken.
- Vi har netop identificeret problemet. En del af programmet, PC Giro, ligger inde med en såkaldt syg transaktion, dvs. en betaling, der går i loop og spærrer for alle andre transaktioner, forklarer Finn Serup Jensen, souschef i BG Banks informationsafdeling.
BG Officebanking er leveret af SDC, og teknikere herfra og fra banken håber på at have løst problemet i aften.