Af Søren Lauridsen, Computerworld Online
En tysk domstol har nedlagt fogedforbud mod, at Ofir i sin tyske jobtjeneste linker til Stepstones jobdatabase. Dommeren argumenterede for forbuddet med, at Ofir linker så dybt ned i Stepstones databaser, at det skader Stepstone. Det skriver Berlingske Tidende.
Ofirs tjeneste i Frankrig linker også til konkurrenters jobopslag, ligesom et engelsk firma, der er 50 procent ejet af Ofir, benytter sig af metoden. I december beskrev Computerworld Online, hvordan flere af de store europæiske jobtjenester overvejede søgsmål for at få Ofir til at ændre politik. Dengang var kun to af 14.638 opslag på det tyske site Ofirs egne.
Sidste år tabte Stepstone en lignende fogedsag i Frankrig.