Test: Kamera med 1.000 skud i sekundet

Casio har skabt et kamera, der skyder op mod 1.000 fotos i sekundet. Det giver mulighed for at skabe nogle helt vilde videosekvenser, som kendes fra film. Vi har testet løs.

Test: Kamera med 1.000 skud i sekundet

Hvis et kompaktkamera skal skille sig ud fra mængden, nytter det ikke noget, hvis det blot har en opløsning på 9 megapixel, en 2,7 tommer LCD-skærm og kan optage HD-video.

Sådan ser mange standardmodeller ud, og derfor har Casio forsøgt at give sine kameraer et lille twist.

Det betyder, at Casio Exilim EX-FC 100, som vi har testet, er blevet udstyret med skarpskyder-funktioner og derfor optager op mod 1.000 billeder i sekundet.

Det er vanvittigt mange billeder, og det giver mulighed for at lave nogle helt specielle videoklip. For normalt består videooptagelser af op mod 30 billeder i sekundet, men ved den hurtige optageform kan du bremse bevægelser.

Det vil sige, at du opnår superslow-bevægelser. Vi tog en plastikkop og fyldte den med vand og smed en mønt ned i. På en normal optagelse vil det bare give et lille plask og være overstået på tre sekunder.

Med Casio Exilim EX-FC 100 var klippet over et minut langt, og mønten pløjede sig langsomt gennem vandoverfladen, og det var muligt at se alle de små dråber, der plaskede ud over kanten og landede på skrivebordet.

Bagefter kunne der anes små bølger, der skvulpede mod koppens kant. De små detaljer var altså markante.

Her kan du se vores videoklip:

Et smart salgstrick?

Med 1.000 fotos i sekundet er Casio Exilim EX-FC 100 ikke overraskende ude af stand til at gemme optagelser i HD - det ville jo fylde dine hukommelseskort ud hurtigere, end du kunne nå at sætte dem i.

Derfor er optagelserne i noget lav kvalitet, og med 200 fotos i sekundet er opløsningen 480 x 360 pixels. Det er acceptabelt og kan sagtens bruges på eksempelvis YouTube.

Hvis der skal skydes 400 fotos i sekundet ender opløsningen på 224 gange 168 pixels, mens den med de voldsomme 1.000 billeder er nede på næsten ubrugelige 224 gange 64 pixels.

Det er ærgerligt, og derfor virker det mest som et godt salgstrick at kunne skrive på kameraets specifikationsliste, at det kan fyre 1.000 skud i sekundet.

Samtidig kræver det godt lys, hvis du vil have ordentlige optagelser. Kameraet kompenserer selv for dårligt lys, men det betyder, at dine optagelser bliver grynede. Derfor får du de bedste optagelser udenfor i godt vejr eller ved at sætte en lampe til at lyse på det, som du vil optage i superslow.

Du skal dog være et tålmodigt menneske, hvis du optager mange videoer, da kameraet er lang tid om at gemme hver gang. Men selvfølgelig er det også ret mange fotos, der skal smeltes sammen til en film.

Ram det rigtige øjeblik

Casio Exilim EX-FC 100 har også en anden interessant funktion takket være knappen "Slow", som du finder øverst på kameraet. Hvis du hamrer den i bund, så får du mulighed for at tage billeder i det helt rigtige øjeblik.

For selv om du ikke har trykket på nogen optageknap, har Casio alligevel fanget sekvensen, og nu spoler den blot tilbage og afspiller langsomt. Du skal bare trykke på udløseren, når dit motiv står helt rigtigt. Det er en smart funktion, hvis du eksempelvis skal fotografere sport eller ting i hurtig bevægelse.

Sjovt, spændende og anderledes

Hvis vi kigger under motorhjelmen på Casio Exilim EX-FC 100, så er der ikke ret meget, der adskiller det fra konkurrerende modeller.

Kameraet tager fotos i en opløsning på 3456 x 2592 pixels (ni megapixel), har fem gange optisk zoom, en 2,7 tommer LCD-skærm og vejer 146 gram.

Det er ganske ordinært.

På et punkt skiller Casio sig dog ud, og det er USB-kablet. I stedet for at bruge et universalkabel, skal du bruge Casios eget. Det følger med kameraet, men det kan i længden blive et problem, at du ikke kan bruge andre USB-kabler, når kameraet skal forbindes til computeren. For hvis det bliver væk, eller du glemmer at tage det med på farten, så kan du ikke koble kameraet til computeren. Når andre kameraproducenter bruger universal USB-kabler, kan det undre, at Casio holder fat i sit eget.

Kameraets menuer er på dansk og lette at komme rundt i. Der er ikke så mange hjælpefunktioner som i andre modeller, der har specialindstillinger for alt lige fra fotografering af mad, museer, fyrværkeri og lignende. Det kan blive for meget og alt for uoverskueligt.

Med den mere minimalistiske menuoversigt på Casio Exilim EX-FC 100 mister du derfor ikke overblikket, og du har naturligvis mulighed for at justere hvidbalance, eksponering og andre tekniske indstillinger, hvis du ikke gider køre med automatpiloten.

Videofunktion redder kameraet

Billedkvaliteten er en lidt blandet fornøjelse. Ved autoindstillinger gør kameraet alt for at kompensere for dårlige lysforhold ved at skrue op for ISO'en. Det giver hurtigt meget grynede billeder. Funktionen kan dog slås fra, og du kan i stedet alliere dig med flashen.

Alt i alt er kameraet udmærket, men billedkvaliteten måtte gerne havde været noget bedre. Hvis vi ser bort fra kameraets smarte videofunktion, vil vi umiddelbart tildele Casio Exilim EX-FC 100 karakteren tre ud seks med en pil ned. Men vi giver Casio en ekstra karakter, så kameraet lander på et 4-tal takket være den sjove, spændende og anderledes videofunktion.

Det er et kamera, der lægger op til eksperimenter, men så kan du også få nogle ret spektakulære resultater.

Her er i øvrigt en video, der er skabt med slowmotioneffekten fra et Casio-kamera, og resultatet er imponerende:

New York 2008 from Vicente Sahuc on Vimeo.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

29. maj 2024 | Læs mere


Forbered dig effektivt på cyber katastrofen

Da det ikke længere er et spørgsmål om, om man bliver ramt men et spørgsmål om hvornår, er det essentielt at analysere angrebsflader og designe en effektiv sikkerhedsinfrastruktur, som afvejer sikring af centrale data og systemer mod hensynet til brugervenlighed og medarbejdernes produktivitet.

30. maj 2024 | Læs mere