Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. august 2006.
Medierne bør skabe rammer for brugergenereret indhold, som kan distribueres via peer-to-peer-netværk.
Myspace, open source, blogging og brugergenereret indhold er alle udtryk for en ny og meget vigtig trend, hvor brugerne kommunikerer direkte med hinanden via fora, som kan være baserede på interessefællesskaber og/eller sociale fællesskaber. Fænomenet kaldes peer-to-peer eller P2P og giver virksomheder og forskere nye muligheder for at opnå en unik indsigt i brugernes præferencer og adfærd. Samtidig stiller P2P nye krav til forretningsmodeller og kommunikation, idet brugerne selv påtager sig en aktiv rolle som medudviklere, opinionsdannere og kritiske forbrugere, når det handler om produktudvikling og feedback til virksomhederne.
At være i stand til at drage nytte af brugernes egen produktion bliver i stigende grad en nøgle til værdi på tværs af en bred række af erhverv. Men P2P er mere end blot en forretningsmulighed. Trenden rummer også potentialet for en anderledes social struktur baseret på nye arbejdsformer, ejendomsret og social og politisk organisering.
I dette lys undrer det, at medieinstitutionerne satser millioner på gamle teknologier såsom mere af de trykte aviser, nu bare gratis, og millioninvesteringer i 3G-licenser og teknologi uden fokus på, hvad mennesker skal bruge de mange nye muligheder til.
Avisen er et medie, der er for nedadgående, og for at løse dette begynder man at give folk nyheder gratis eller rettere give dem de nyheder, som annoncørerne vil betale for at give læserne. Der er stor risiko for, at medierne derved pantsætter deres integritet og redaktionelle frihed. Netop to elementer, som jeg som læser er villig til at betale for.
Hvis man kender noget til de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, ved man, at det er muligt at personalisere indhold, at skabe rammer for brugergenereret indhold og at distribuere via peer-to-peer-netværk.
Hvorfor er der ikke en af de danske morgenaviser, som arbejder seriøst med disse muligheder? Hvorfor er der ikke nogen, der tilbyder mig at betale for at få Børsens innovationstillæg om tirsdagen, Politikens bogtillæg om lørdagen, og Weekendavisens kultursektion samt en nyhedsupdate per mail og sms? Hvorfor er der ikke nogen, der er ude og spørge mig, hvad mit nyhedsbehov er og arbejder på at give mig den ekstra værdi, som jeg er villig til at betale for?
I fremtiden forventer jeg, at mine leverandører kan forstå mig og det, jeg har brug for. Og indhold er ikke bare indhold. En gammel tv-serie som Kojak, får ét image, hvis den sendes på TV2 Charlie, og et andet image på TV2 Zulu. Det er den samme tv-serie, men receptionen af den er forskellig.
Øverst på min ønskeseddel står der mediehuse, som forstår at gøre relevante information tilgængelig for mig på en overskuelig måde, så jeg kan gennemskue, hvad jeg skal betale for. Og jeg er villig til at betale, hvis de kan give mig dette. Hvor er det mediehus, der kan få øje på mig og min reception?
Pouline Middleton er direktør for Crossroads Copenhagen, et netværk for kultur, medier og kommunikationsteknologi.
OriginalModTime: 24-08-2006 14:19:51
