IBM baner vejen for global handelsplads

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. december 2006.


It-løsningerne skal ikke blot registrere transporten af varer, men understøtte hele værdikæden. Visionen er at nedbryde barriererne for den globale handelsplads.

For præcis 50 år siden opfandt amerikaneren Malcom McLean containertransporten da han ombyggede et gammelt tankskib. Med den standardiserede transportform som containeren frembød - og ikke mindst en liberalisering af de enkelte landes handelsbarrierer, internationalisering af de finansielle markeder og tilsynekomsten af internettet som global informationsmotorvej - er handelen i dag blevet verdensomspændende. Varer produceres, trans­porteres og handles alt efter, hvor det er billigst.
IBM har nøje fulgt denne udvikling og satser nu stort på at udvikle fremtidens platform for den internationale handel i form af den såkaldte Secure Trade Lane vision.
- Enhver forsyningskæde er kun så stærk som det svageste led. Derfor skal sikkerheden udbredes til alle led i kæden - på tværs af landegrænser og virksomhedsinteresser - og integreres i enhver håndtering af varerne, forklarer Mogens Rødbro, der er global vice president for projektet hos IBM.
Udgangspunktet for det storstilede projekt er forsyningskæden, hvor der i dag er op i mod 14 forskellige led mellem producent og forbruger i form af transportfirmaer, lagre, distributionscentre, jernbaner, terminaler, logistikoperatører og containerskibe.
- Alle led i kæden skal med, ellers er der ingen pålidelighed. Man skal kunne håndtere en global infrastruktur, skabe overblik og digitalisere informationsflowet, siger Mogens Rødbro,
En del af Secure Trade Lane projektet er målrettet selve containeren, hvori godset befinder sig. Her vil IBM skabe synlighed helt ned på den enkelte container, så aktørerne kan følge med i hele transporten. Siden september 2005 har IBM samarbejdet med blandt andre Maersk Logistics, der er en del af A.P. Møller - Mærsk A/S, om udviklingen af såkaldte TREC-enheder (Tamper-Resistant Embedded Controllers).
- Fysisk er der tale om en computer, der installeres på hver enkelt container og indsamler data realtime fra start til slut for containerens vej gennem verden. Vi er nu i de sidste faser af projektet og forventer at kunne kommercialisere produktet i løbet af 2007, siger Mogens Rødbro.

TREC-enhederne registrerer alle handlinger med containeren, herunder temperatur, luftfugtighed, lyspåvirkning, stødpåvirkninger samt højdemeter og position via GPS. Der oparbejdes en logfil for alle hændelserne, og disse sendes i krypteret form til centrale servere hos IBM's Container Information Framework-netværk. Herfra kan transportudbyderne så få adgang til dem og stille dem til rådighed for deres egne kunder.
Sideløbende med TREC-projektet samarbejder IBM med EU om det såkaldte ITAIDE, der skal mindske bureaukratiet og de fysiske papirgange i transportsektoren. På trods af mange initiativer og anvendelse af EDI er der nemlig fortsat mange manuelle led i kæden, og data er ofte forældede. I dag er der omkring 150 forskellige dokumenter, der følger en container når landegrænsen overskrides. Derfor skal ITAIDE udvikle en fælles informationsmodel til elektroniske dokumenter.

Terrorangrebet 11. september 2001 aktualiserede problematikken yderligere med skærpede sikkerhedskrav fra især amerikanske myndigheder. Det understregede nødvendigheden af at tænke forsyningskæden i et globalt perspektiv.
Med samfundets øgede afhængighed af rettidig varetransport vil en sikkerhedsmæssig krise i forsyningskæden - eksempelvis udløst af et terrorangreb - hurtigt kunne udløse enorme trafikpropper i havne og terminanaler.
- Hvis de berørte lande af hensyn til sikkerheden stoppede for import eller eksport vil der ikke gå lang tid før fabrikkernes samlebånd standser eller dagligvarebutikkernes hylder er tomme, siger Mogens Rødbro, der imidlertid er optimistisk for fremtidens transportvej.
- Om 5-10 år har man en smart container, man kan styre alle dele af forsyningskæden, og der er fuldt overblik over alle hændelser på varens vej fra producent til forbruger, siger Mogens Rødbro.
For at realisere visionen kræves der ikke mindst en effektiv håndtering af elektroniske dokumenter i hele forløbet med automatiske klareringsprocesser ved toldmyndighederne, så varerne flyder frit over grænserne, og det er lige præcis visionen.
- En sikker og digitaliseret forsyningskæde vil kunne nedbryde barriererne for en effektiv global handelsplads. Og det er det, IBM gerne vil bane vejen for, siger Mogens Rødbro.
Udfordringen er at sikre forsyningskædens integritet og data-sikkerhed og samtidig mindske den administrative byrde for såvel private transportvirksomheder som offentlige myndigheder.

Visionen om en global forsyningskæde uden tekniske eller juridiske barrierer vil afstedkomme markante økonomiske fordele. Beregninger fra flere uafhængige analysevirksomheder viser, at der vil kunne spares omkring 300 dollars per container. Med op imod 100 millioner containerløft globalt hvert år skal potentialet tælles i milliarder. Den besparelse kan så enten sendes videre til kunden, eller transportudbyderen kan overveje en merpris for den sikre forsyningskæde.
Dermed kan den teknologiske udvikling ikke kun nedbringe omkostninger, men også øge værdien af virksomhedens produkter og services. Det er formentlig den slags overvejelser, der skal sikre, at A.P. Møller - Mærsk A/S ikke blot fastholder positionen som verdens største containerrederi, men bliver en af verdens største transportvirksomheder.
Det er nemlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt fremtidens handelsplads skal være global, men alene om hvem der skal udbyde den sikre, digitaliserede forsyningskæde. Og her kan danske virksomheder godt gøre sig gældende.

Faktaboks:
Vi har talt med
Global vice president Mogens Rødbro, IBM.
Business Development Manager Anders Quitzau, IBM
It-chef Harald Asschenfeldt, Royal Arctic Line.
Seniorkonsulent Tim Hansen, Dansk Transport og Logistik.
Partner Henrik Harbo, Ernst & Young Corporate Finance.

OriginalModTime: 14-12-2006 11:58:41




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere