Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. januar 2007.
Det kan være sjovt at arbejde med en computer, men for en særlig gruppe af mennesker giver computeren mulighed for en glæde ved deres krop, som de normalt ikke oplever - og som vi andre kan lære noget af.
Prøv en gang at tage fat i den avisside, som du læser lige nu. Prøv at bladre en enkelt side frem eller tilbage og kom straks tilbage og læs videre...
... Tak - formentlig lykkedes det dig uden problemer at tage fat i avissiden, vende den og derefter vende den tilbage?
Hvis du er som de fleste af os, er det en handling af så lille konsekvens, at du ikke føler eller oplever noget særligt ved det.
Men du havde faktisk en succesoplevelse. Du oplevede nemlig, at du havde kontrol over din krop, og at det lykkedes dig at gøre det, du ville. For en stor gruppe mennesker er den slags succesoplevelser uden for rækkevidde. Det er de multihandicappede eller stærkt funktionshæmmede, som er den mere korrekte betegnelse.
Det er mennesker med alvorlige neurologiske eller fysiske skader, som betyder, at de ikke kan bevæge deres krop på en kontrolleret måde. Ofte har de mere end svært ved at kommunikere med deres omverden og kan endda have store problemer med en eller flere af deres sanser.
Det kan ikke undre, at mange af disse multihandicappede er deprimerede. Alligevel fortalte den walisiske forsker Ceri Williams, at det først er for nylig, at de har opdaget, hvor mange af de multihandicappede, der lever det meste af deres liv i dyb depression. Mange af dem er så dårlige til at udtrykke sig, at selv de normaltbegavede ikke kan kommunikere så komplekst et begreb som depression videre til deres hjælpere.
Han fortalte også, at ofte har denne depression sammenhæng med lige præcis evnen til at vende en avisside på den måde, som du måske gjorde for et øjeblik siden. På engelsk kaldes det ‘feeling of agency' - altså oplevelsen af at være den agerende person.
Funktionshæmmede får ofte kunstterapi, hvor de for eksempel maler eller spiller musik. Men hvis man ikke kan holde på en pensel eller en trommestik, så er den mulighed uden for rækkevidde.
Ceri Williams' forsøg går ud på at bruge computere til at aflæse personens bevægelser eller lyde og oversætte det til noget på en skærm eller til noget lyd. Udstyret kalder forskerne for et ‘interactive causal multisensory environment'.
Der er et kamera og en mikrofon, så både lyd og bevægelser kan opfanges. Kameraet er sluttet til en computer, som kan analysere de bevægelser, kameraet ser. Bevægelserne bliver oversat, så de kan vises på en skærm og som lyd i en højttaler - de kan endda laves som vibration, hvis den funktionshæmmede ikke kan se eller høre.
Ideen er, at den mindste bevægelse giver en øjeblikkelig reaktion, og at stort set alle straks opdager sammenhængen mellem bevægelse og reaktion - et såkaldt biofeedbackloop.
Både krop og hjerne var skadet efter en trafikulykke på en femtenårig dreng, som er en af de børn Ceri Williams har afprøvet dette udstyr på. Drengen kunne ikke tale og næsten ikke bevæge sig. Til forsøget var de nødt til at lægge ham på en måtte på gulvet og sætte højttalere og skærme op over ham.
På trods af så store forhindringer opdagede han på minutter, hvordan han kunne lege med systemet og var straks meget aktiv.
Han var ikke i stand til at udtrykke, hvad han syntes om det. Men den fjerde gang, han skulle lege med udstyret, havde han ved et tilfælde set Ceri Williams ankomme til institutionen om morgenen. Hans hjælpere fortalte, at han resten af dagen havde været i en spændt, nærmest eksalteret tilstand, mens han ventede på at komme ind og lege - på trods af at hver enkelt forsøgssession kun varede få minutter på grund af hans fysiske tilstand.
Ceri Williams forsøg er blevet til i et samarbejde mellem University of Wales og Aalborg Universitets afdeling i Esbjerg. Det bygger i høj grad på ideer og teorier, som er formuleret af professor Tony Brooks på Aalborg Universitet.
Udover at genetablere personens følelse af ‘agency', som kan give et gladere og mere aktivt liv, taler Wiliams også om hele genoptræningsprocessen. Han bruger et særligt begreb, som han kalder ‘scaffolding' - stilladsbygning. Hans tanke er, at det er let at hjælpe funktionshæmmede alt for meget, så de aldrig lærer noget selv. Han bruger et eksempel med at snøre snørebånd. Hvis man altid binder snørebåndene for dem, så lærer de det ikke selv, men hvis man tilbyder at holde den ene ende, mens de binder det, så kan de efterhånden lære det. Man sætter et stillads op, som de kan støtte deres indlæring på.
Og her er computersystemer særligt velegnede. Det er nemlig ikke sikkert, at hjælperen har tålmodighed eller tid til at holde det snørebånd hundrede gange, men computeren brokker sig ikke, selvom det tager tusind gange at lære noget. Computeren har også den fordel, at den funktionshæmmede tydeligt forstår, at det virkelig er hans egen indsats, der har gjort forskellen. Med computeren sker der nemlig intet, før man selv gør noget - til gengæld sker det øjeblikkeligt og præcist, hver eneste gang man bevæger sig eller siger noget.
Selvom forsøget er beregnet til mennesker med svære funktionshæmninger, så er der væsentlige indsigter i det til os alle. Williams fortalte om et andet barn. En trettenårig pige, som havde det, folk i gamle dage kaldte en vissen arm - altså en arm hun ikke brugte. I hendes tilfælde skyldtes den visne arm en operation for epilepsi, som gik galt.
Til hende blev det interaktive miljø formet som en rygsæk, som hun kunne tage på. Da pigen skulle have rygsækken på, blev Ceri Williams interessant nok informeret af både barnet selv og hendes hjælpere, om at hun blev nødt til at have hjælp, for hun kunne altså ikke bruge den højre arm.
Men kort efter at forsøget var gået gang, brugte pigen sin arm ganske frit - hun opdagede det ikke selv, men hendes hjælpere blev noget overraskede.
Denne unge pige er et godt eksempel på et andet fænomen, nemlig det der sker inde i vores hjerne. Vi har en stærk tendens til at falde ind i rutiner. Hvis vi har ondt i ryggen eller dårlig arm, så finder vi nogle bevægelsesmønstre, som ikke gør ondt eller skaber frustrerende situationer for os. Det er fint, fordi det beskytter kroppen i den situation, hvor den er skadet. Problemet er, at disse mønstre bliver permanente. Vores dårlige ryg, vores musearm og vores nakkesmerter omformer vores krop, så vi ender i en efterhånden mere og mere forkrøblet form.
Ceri Williams' forsøg er et ud af en hel bevægelse i retning af at bruge computere til at bekæmpe denne udvikling. Systemerne registrerer alle vores funktionshæmninger præcist og tilrettelægger derefter et træningsprogram, som skal fjerne dem. Alt sammen uden at vi behøver at analysere eller forstå vores funktionshæmninger selv - og ofte ved at lokke os til at bevæge os i interaktive miljøer. De interaktive miljøer gør det sjovt at træne og meget mere effektivt. For der er sammenhæng mellem, hvordan vi har det, og det liv vi lever - helt ned i de små fysiske detaljer, som hvor ubesværet vi bladrer i avisen.
En samling af dokumenter om denne type forskning kan findes på ArtAbilitation 2006 her: aaue.dk/confcd/artabilitation.html
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
Billedtekst: Kommunikerer med øjnene Den britiske professor Stephen Hawking kan på grund af sin sklerose ikke længere selv tale, men et kamera registrerer hans blinken med øjnene, og en computer omdanner dette til kunstig tale. Billedet er fra et foredrag i Israel 14. december 2006, hvor Hawking talte om Universets oprindelse. Foto: David Silverman, All Over Press/Getty Images.
OriginalModTime: 11-01-2007 14:07:49
