Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. januar 2007.
Indlæring er et centralt element i intelligens. Fluxplayer er en computerspiller, der kan lære sig selv et spil, den aldrig har set før. Betyder det, at den tænker?
En af de mærkeligste processer, der sker i disse år, er vores omtolkning af intelligens fra tænkning til mekanik.
Personligt har jeg oplevet det adskillige gange. Da jeg gik i skole, blev regning betragtet som en intellektuel aktivitet. Vi brugte utroligt meget tid på at lægge sammen, dele og gange. Men så kom regnemaskinen, og pludselig var det klart, at regning ikke var tænkning, men mekanik.
Lidt ældre blev jeg en ivrig skakspiller. Der var noget rent over det spil. Vanvittigt komplekst, umuligt at forudsige, men det var klart, at udfaldet afhang stærkt af din evne til at koncentrere dig, at forstå spillet, at tænke.
Så kom programmerne, der kunne spille skak. Det var jo herligt, nu kunne jeg spille skak, når det passede mig. I starten vandt jeg forholdsvis ubesværet, men det blev sværere og sværere. En dag stod jeg over for en lille boks til tusind kroner, der kunne vinde over mig hver gang. Eftersom jeg ikke kunne anerkende, at boksen var intelligent, måtte jeg i stedet indse, at skak er mekanik. Det er ikke tænkning at spille skak.
I løbet af årene er der mange andre ting, vi har troet, var tænkning, som har vist sig ikke at være det - nogle af dem har jeg skrevet om på disse sider.
Det store og åbne spørgsmål er selvfølgelig, om tænkning overhovedet findes - eller om der kun findes mekanik, der er indviklet på forskellige niveauer.
Man kan med stor rimelighed indvende mod både skak og regning, at en god analyse straks vil vise, at begge dele virkelig er mekanik - det kunne jeg udmærket have indset uden en regnemaskine eller en skakcomputer.
Forskellen på det og rigtig menneskelig tænkning er præcis som forskellen på, om talegenkendelse kan genkende en sætning, eller om den kan forstå sætningen.
Deep Blue - IBM's skakcomputer - var det endelige bevis på, at skak er mekanisk. Men Deep Blue var på mange måder primitiv. Det er i hvert fald fald Michael Thielschers mening.
Han er professor på Technische Universität i Dresden og forsker i blandt andet kunstig intelligens. Sidste år vandt han med nogle af sine studerende verdensmesterskabet i GGP - General Game Playing med programmet Fluxplayer.
Grunden til hans påstand om, at Deep Blue var primitiv, er, at hele analysen og tilrettelæggelsen af spillet blev gjort af forskerne bag maskinen. Maskinen fulgte kun sine instrukser.
Deep Blue er konstrueret til at spille et enkelt spil, skak, og hvis den blev sat til at spille Ludo, ville den ikke kunne gøre én meningsfuld bevægelse. Det er helt modsat ideen i GGP. Her skal programmerne nemlig kunne spille alle spil -også spil de ikke har set før. Til verdensmesterskaberne slutter man af med at lade programmerne spille et til lejligheden opfundet spil mod et menneske.
Det er indlysende, at det er helt anderledes at få en maskine til at spille på denne måde end på Deep Blue-måden. I GGP skal spilprogrammet på egen hånd forstå, hvad formålet med spillet er, og hvad reglerne for lovlige træk er. Det skal også kunne udtænke relevante strategier for at spille spillet.
Desværre er det endnu ikke sådan, at man bare kan smide en pamflet med reglerne over til computeren og så forstår den selv, hvordan spillet spilles. Det er nødvendigt at beskrive spillets regler i et logisk sprog, som computeren forstår.
Spillet skal løse det centrale problem, hvordan det skelner dårlige træk fra gode. Der er sådan set kun en metode, nemlig at knytte hvert enkelt træk til en vurdering af, om det bringer spilleren nærmere til spillets mål.
Michael Thielscher giver et eksempel med dam. Her er målet at fjerne modstanderens brikker. Derfor vil et træk, der fjerner en brik, blive vurderet som bedre end et, der ikke gør.
Dam er et simpelt spil, men selv her er det ikke altid en fordel at gå direkte efter at tage en brik - i nogle tilfælde er det bedre at udsætte lige den erobring, fordi man så kan tage flere senere. Det kan man opnå ved at lade programmet se et stykke længere frem i spillet. Det lyder simpelt og er i princippet det samme, som Deep Blue gør.
Den store forskel er, at Fluxplayer kan starte fuldstændig på bar bund og efterhånden danne sig en mening om den bedste måde at spille spillet.
Det er åbenbart lykkedes ganske godt. I hvert fald spiller Fluxplayer glimrende. Det vil tabe, hvis det spiller skak mod for eksempel et skakprogram eller en erfaren skakspiller. Men hvis det spiller et spil, som er ukendt for både programmet og dens modstander, så vil Fluxplayer som regel vinde.
Til det verdensmesterskab, som Fluxplayer vandt, skulle programmet til sidst spille dam på et cylindrisk bræt - det vil sige et bræt, hvor siderne støder op mod hinanden. Det er en udgave af dam, som er ganske svær for mennesker at vænne sig til. Men maskinen har ingen problemer, så tilskuerne var gentagne gange vidner til, at Fluxplayer spillede træk, som så mærkværdige ud, men som ved nærmere analyse viste sig at være helt korrekte.
Det tyder på, at det er lykkedes Thielscher og hans medarbejdere at lave et program, som er dygtigt til at lære og at forstå.
En højst interessant egenskab ved programmer af denne type er, at de hele tiden lærer. De kan bruge deres erfaringer fra Skak til at spille Dam eller et hvilket som helst andet spil. De bliver også præget af de modstandere, som de spiller mod.
Det betyder, at hvis vi fik indbygget Fluxplayere i vores computerspil, så ville de blive ikke så lidt mere interessante at spille mod. Hver enkelt installeret udgave af spillet ville spille en smule - eller meget - anderledes end alle de andre, fordi det ville spille ud fra de erfaringer, det havde gjort sig med de mennesker, det havde spillet mod.
Det ville være en glimrende idé, synes Michael Thielscher. Han er selv en engageret spiller af utraditionelle skakspil - det vil sige skakspil, hvor regler, bræt og brikker er ændret fra de originale. Med Fluxplayer ville han have en kapabel modstander, uanset hvordan han finder på at konfigurere sit skakspil.
Det er særligt spændende at spille spil, hvor reglerne hele tiden bliver ændret. På den måde kommer man til at fokusere på sin egen evne til at analysere og forstå spillet i stedet for at låse sig inde i en dybdefokusering på meget små detaljer i et enkelt spil.
Derfor ser professor Thielscher også en meget praktisk anvendelse af principperne bag Fluxplayer til for eksempel spilteoretiske analyser af det virkelig liv. Spilteori er typisk noget, man bruger til at analysere situationer, hvor man er en ud af flere uafhængige personer eller institutioner, der er i konflikt med de andre.
Det er en beskrivelse, der passer på de fleste politiske situationer samt på firmaer, der konkurrerer i et frit marked - og såmænd også på mange helt almindelige sociale situationer. Det er karakteristisk for disse situationer, at reglerne skifter dynamisk. Økonomiske, sociale og psykologiske fluktuationer gør, at vi hele tiden skal forholde os til nye konfigurationer af Det Store Spil.
Som mennesker har vi en tendens til at reagere med det, vi kender - det tager et stykke tid for os at forstå cirkulær dam. Programmer som Fluxplayer reagerer langt hurtigere og kan derfor give os værdifuldt input. De mærkelige træk på det cirkulære Dambræt kan i den virkelige verden give os input til de nye handlemuligheder, som en ændret konfiguration af Spillet giver os.
Er Fluxplayer vejen til rigtige tænkende maskiner? Det er svært at vurdere. Den stærkeste egenskab ved menneskets - og i virkeligheden alle dyrs - intelligens er vores evne til at være kontekstrelaterede. Vi bruger vores sanser til at opdage den verden, vi befinder os i, og vi er i stand til at handle i den.
Computere som Deep Blue er kun i stand til at handle i meget fastlåste lukkede systemer. Fluxplayers evne til at håndtere systemer, den ikke kender på forhånd, synes at bryde ud af den fastlåsthed. Så måske vil de en dag bevise, at det at være menneske kun handler om at være mekanisk på et højt intellektuelt niveau.
Læs mere om Fluxplayer: fluxagent.org/fluxplayer.htm
Mere om General Game Playing findes her:games.stanford.edu
Michael Thielscher og hans forskning findes her:web.inf.tu?dresden.de/~mit
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
Billedtekst: Et utraditionelt skakspil Vores hjerne vil have store problemer med at håndtere det første gang. Fluxplayer lader sig ikke forstyrre af det grafiske udseende og kan sikkert slå os i de første spil.
OriginalModTime: 25-01-2007 14:40:50
