Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. februar 2007.
Maskiner kan ikke være bevidste om sig selv. Men måske kan man på en overbevisende måde få dem til at lade som om.
Hidtil har der kun været et væsen, der kunne sige "jeg" om sig selv. Nu er der to. Det andet væsen hedder Nico.
At være bevidst om sig selv er et af de sidste trin, man når, før man når menneskelignende intelligens. Hidtil har en af de afgørende test af selvbevidsthed været spejltesten. Her tager man et væsen og maler en plet på kroppen, hvor det ikke selv kan se den - typisk i panden - mens det sover eller er bevidstløst.
Når væsnet vågner og ser sig selv i et spejl, er det kun via spejlet, at det kan opdage pletten på sin krop. Hvis det ignorerer pletten, har det fejlet i spejltesten - det har ikke forstået, at det er sig selv, det ser i spejlet. Hvis det forsøger at røre pletten eller se nærmere på den, har væsnet bestået.
Børn kan typisk klare spejltesten, når de er omkring 18 måneder. Tre arter af aber har bestået testen, nemlig chimpanser, orangutanger, og bonoboer. Sandsynligvis kan gorillaer også bestå testen, der er bare ikke nogen, der har taget sig sammen til at male en hvid plet i panden på tilstrækkeligt mange gorillaer endnu. Desuden har delfiner og for nylig elefanter vist sig at kunne det samme.
Men hvad nu hvis vi har taget fejl? Hvis det er muligt at lave denne form for selvbevidsthed på en langt simplere måde? Hvis robotter kan bruge ordet "jeg" om sig selv på en korrekt måde?
Den amerikanske ph.d.-studerende i Computer Science på Yale universitetet, Kevin Gold, har lavet et begavet forsøg med den lille robot Nico, hvor han på en overraskende simpel måde kommer meget tæt på.
Kevin Gold forsker i, hvordan robotter kan få sprog og selverkendelse. Hans vejleder er Brian Scasselatti, der blandt andet har været med til at lave de berømte robotter Cog og Kismet.
Nico er en babyrobot. Den er på størrelse med et barn på et år, og på Yale Universitys Social Robotics Lab bruger de den blandt andet til at lave psykologiske eksperimenter med børn.
Den har to arme, hvoraf den ene har seks grader af frihed - næsten samme bevægelighed som en menneskelig arm.
Dens hoved har fire kameraer. To med vidvinkelsyn og to med fokuseret syn - en efterligning af det menneskelige syns centrale synsfelt, perifere syn og stereosyn. Robotten har stereohørelse, så den kan stedfæste en stemme og knytte den sammen med den person, der taler.
Kevin Gold brugte en version, hvor der både var talegenkendelse og ansigtsdetektor på Nico, så den kunne finde og genkende ansigter - i øjeblikket eksperimenterer han endda med en version, der kan analysere, hvor en person kigger hen.
Der er to forskellige hypoteser om, hvordan vi løser spejltesten. Det er karakteristisk, at kun sociale arter har klaret den indtil nu. Derfor er det en udbredt hypotese, at spejltes-ten viser tilstedeværelse af en social bevidsthed - en bevidsthed om, at man er en del af en gruppe. Man bliver bevidst om sig selv og sit udseende, fordi andre kigger på en og reagerer på en.
En konkurrerende hypotese - som Kevin Gold er tilhænger af - siger imidlertid, at det kan gøres simplere. Spejltes-ten kan løses ved at forstå sammenhængen mellem de kommandoer, man sender til sine egne muskler og de bevægelser, man derefter ser med sine øjne. Det, der bevæger sig millisekunder efter, at man har sendt en kommando, er en selv.
Det smarte ved denne hypotese er, at en robot som Nico uden problemer består spejltesten - sådan da. Den kan nemlig præcis lige så godt genkende sine spejlede bevægelser, som den kan genkende de bevægelser, den ser direkte. Men desværre er den selvfølgelig ikke nær klog nok til at forstå, hvad et spejl er.
Den halve løsning er imidlertid nok til, at Kevin Gold kan gå videre til næste del af forsøget. Han vil gerne have robotten til at sige "jeg" om sig selv og til at bruge ordet korrekt.
Det er betydeligt sværere, end man lige gennemskuer. Indtil nu er robotter mest blevet undervist i genkendelse af ting. Det vil sige, at de bliver trænet i at genkende objekter efter deres form og farve. Men begreber som du og jeg er netop karakteristiske ved ikke at være knyttet til et bestemt fysisk fænomen. Ordene henviser til en bestemt person, men altid i relation til en situation.
Et eksempel: Hvis du står med en bold, så vil du korrekt kunne sige: "Jeg står med bolden".
Hvis jeg står ved siden af, vil min korrekte sætning være: "du står med bolden".
Hvis nu du giver bolden til mig, så vil den korrekte sætning for begge parter være den modsatte. I situationen skal man altså regne ud, at fordi bolden passerer fra den ene til den anden, skifter den korrekte brug af ordene "du" og "jeg" til det modsatte.
Netop denne type kontekstafhængig tænkning har vist sig at være meget svær at lære robotter. Iagttagelser af børn viser, at jeg/du problematikken også tager dem et stykke tid at lære. Måden, de lærer det på, er ved at iagttage, hvordan de voksne bruger denne type ord.
Kevin Gold ville gerne efterligne dette, så derfor forsøgte han at træne Nico. Den lille robot blev sat til at se på to af Kevin Golds kollegaer, der kastede en bold til hinanden, mens de kommenterede i stil med: "Jeg har bolden, du har bolden" og så videre. Med robottens øjne og ører var den i stand til at knytte en bestemt sætning sammen med en bestemt person - den forstod hvem, der sagde hvad.
Robotten kunne også analysere indholdet af billedet og se bolden bevæge sig frem og tilbage. Den kunne analysere sætningerne - ikke godt nok til at forstå dem på menneskelig vis, men godt nok til at genkende kerneord i dem. Disse kerneord forstod robotten på en forholdsvis avanceret måde. Den kunne nemlig dele ordene ind i forskellige kategorier - bold er en genstand, mens kaste er en handling.
Alle data blev fodret ind i et neuralt netværk, som så skulle forsøge at danne en mening ud fra det. Derefter kom den rigtige test, hvor bolden blev placeret enten ved robotten eller i hænderne på en af forskerne. I hver situation blev robotten et antal gange spurgt: "hvem har bolden nu?"
I mere end halvfems procent af tilfældene svarede Nico korrekt enten: "du har bolden" eller: "jeg har bolden". Altså en succes - robotten har lært at bruge ordet jeg om sig selv og endda gøre det korrekt i en simpel social samtale.
Så nu har vi fået den første selvbevidste robot?
Nej - mener Kevin Gold - man skal ikke lægge for meget i resultatet. Der er ikke tale om, at Nico mirakuløst har udviklet menneskelignende intelligens og selvbevidsthed.
Men resultatet er interessant, fordi det antyder, at vores tænkning - eller i hvert fald dele af den - ikke nødvendigvis hviler på meget komplekse processer. Hvor revolutionerende det er, kan ses, når Kevin Gold præsenterer forsøget for psykologer. Deres første reaktion er som regel, at de gerne vil finde ud af, hvordan han snyder dem.
Forsøget er ikke et bevis for, at al menneskelig tænkning er mekanik - vi tænker trods alt mange ting. Men det er et stærkt fingerpeg i retning af, at vores tænkning måske kan udføres af en form for mekanik og, at denne mekanik ikke behøver at være helt så indviklet, som vi hidtil har troet.
Forsøget med Nico åbner også for en yderst interessant ny måde at studere mennesker på. Nu kan man nemlig pludselig funktionsprøve nogle af de hypoteser, som man har om menneskelig adfærd og tænkning. Forsøget med Nico viser ikke , at Kevin Golds hypotese er korrekt.
Den beviser heller ikke, at mennesker fungerer på denne måde. Men det er første gang, man har mulighed for at vise, at denne type hypoteser hænger logisk sammen. Det er et fysisk bevis i en verden, der ellers mest må nøjes med spekulationer eller tvetydige forsøg.
Kevin Gold har tænkt sig at forske videre i at lære robotter ord. Han tror, at vi ved at lære robotterne ord, får meget bedre oversigt over, hvordan vi selv hænger sammen i hovedet - hvordan vi ser og forstår vores verden.
De næste ord, han går i krig med, er ord som "tro" og "vide". Hvilket indhold har disse ord, og hvordan giver vi dem det? Desuden vil han gerne undersøge ord som "dette" og "nu" - altså ord som henviser til ting eller tid.
Hvis det også lykkes Kevin Gold at lære robotten de ord, så begynder vi at skulle tænke alvorligt over, hvad robotter og mennesker egentlig er.
Læs mere eller se en interessant video med Nico på Kevin Golds Website:pantheon.yale.edu/~kg253/research.html
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
billedtekst: leg Her ser vi Kevin Gold spørge Nico, hvem der har bolden. Det er en præsentationsvideo, så Nico er shinet op til noget lidt mere menneskeligt. Den bruger faktisk armen til at pege på bolden (de gule klodser) fuldstændig som et barn ville gøre det.
billedtekst. ROBOT Den menneskeliggjorte udgave af Nico.
billedtekst. robot Nico er en temmelig bar robot under tøjet
OriginalModTime: 08-02-2007 14:42:13
