Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. september 2007.
Det trådløse netværks algoritmer kan styre vores krop - og vores kulturelle udvikling, mener den engelske forsker Adrian Mackenzie.
En trådløs router er et af de mest kedsommelige stykker hardware i denne verden - de mest underholdende versioner er dem med mere end en blinkende lysdiode.
Men det er kun udenpå, at de er kedelige, mener Adrian Mackenzie. De stive kapper af plastik og metal og de underliggende indviklede tekniske standarder for kommunikation har omfattende betydninger på bløde områder som kultur, sociologi og psykologi.
Adrian Mackenzie er en slags socioteknologist. Han er ansat som forsker på Institute for Cultural Research på Lancaster-universitetet, hvor han især interesserer sig for sociologiske/antropologiske analyser af teknologi. Næste år udkommer han med bogen Wirelessness på MIT Press.
Især den trådløse teknologis evne til at brede sig ud over de hidtil kendte fysiske og sociale grænser får ham til at påstå, at trådløs teknologi er specielt interessant at analysere. Overflow of boundaries, kalder han det, når den trådløse teknologi pludselig opløser de gamle grænser.
Det er et specielt fænomen, fordi netop dette overflow også gør det tydeligt, hvor meget vi har vænnet os til den foregående teknologi. Et godt eksempel er de nye sikkerhedsproblemer, der opstår med trådløse teknologier.
Vi har været vant til, at trådfulde netværk er underkastet nogle velkendte synlige begrænsninger - nemlig at de skal være tilsluttet et kabel, og at de som regel er afgrænset af de mure, et firma ligger indenfor.
Netværkets begrænsning hænger tæt sammen med nogle synlige begrænsninger, som vi let opfatter og gør til en naturlig del af vores forståelse af netværkets sammenhænge - både fysisk, socialt og sikkerhedsmæssigt.
Men de trådløse netværk er ikke mulige at sanse, og de overholder ikke de grænser, der normalt definerer vores fysiske omgivelser. Derfor får firmaer - og privatpersoner - pludselig et netværk, der når uden for murene, når de skifter til trådløs teknologi. Så har hackeren, der bor inde ved siden af, pludselig samme adgang, som hvis man havde lagt et kabel ind til ham. Eller tilfældige personer, der kommer forbi ude på vejen, kan uhindret prøve at koble sig ind på firmaets ellers ens personlige netværk.
Det er situationer, som vi opdager og selvfølgelig forsøger at tilpasse os. Vi finder nogle passende sikkerhedsindstillinger og håber på, at de virker - og vænner os i øvrigt til, at naboen kan se, hvilke navne vi giver vores interne netværk.
Men Adrian Mackenzie mener, at der samtidig sker noget meget interessant socialt. Vi er nemlig vant til, at vores liv deles op i indendørs og udendørs. Livet indendørs har sine helt specielle koder med påklædning og social adfærd, mens udendørslivet har sine - som regel temmelig anderledes - koder
Dette skel mellem udendørs og indendørs følger ret præcist et af de vigtigste skel i vores sociale liv, nemlig det mellem privat og offentligt. Vi er næsten altid offentlige, når vi er ude og næsten altid en eller anden version af private, når vi er inde.
De trådløse teknologier laver om på denne skelnen, fordi vores private rum flyder uden for de fysiske grænser for det. Det er faktisk det, vi oplever, når folk går og fører helt private samtaler i deres mobiltelefon midt på gaden. Deres private rum er pludselig til stede midt i det offentlige rum. Uden en trådløs teknologi, så var sådan en samtale tidligere blevet ført hjemme hos dem selv - eller måske i en offentlig telefonboks, som i gamle dage selvfølgelig var forsynet med en dør eller afskærmning, fordi man gerne ville kunne føre sin samtale privat.
Det samme gælder den netværksopkoblede person. Hvis man sad alene med sin computer på en cafe i gamle dage, så var man alene uden kontakt med andre - sandsynligvis sad man alene og nørklede med sit aleneprojekt. I dag er det langt mere sandsynligt, at man er koblet op på nettet og sidder og kommunikerer med enten sine venner eller sin arbejdsplads. Man er bestemt ikke alene, men tværtimod deltager i en social situation med andre mennesker, der bare ikke er fysisk til stede.
Hvor man tidligere befandt sig i sit eget isolerede sociale rum og var alene, vil man i dag være en del af et virtuelt socialt rum, der bliver skudt ind over det sociale rum, man fysisk befinder sig i.
Som med mobiltelefoner er det langt fra altid en vellykket situation. Adrian Mackenzie fortalte mig med en vis fornøjelse om en cafe i San Francisco, der var begyndt at slukke for deres trådløse netværk i weekenden - der var simpelthen alt for mange mennesker, der bare kom og sad alene med deres computer. Hver af dem var lukket inde - eller måske ude - i deres virtuelle sociale rum. Cafeen endte med at være et meget lidt hyggeligt rum for de andre kunder.
Det peger meget godt på det næsten humoristiske sammenstød i, at man kommer på en cafe - sandsynligvis for at deltage i det sociale fællesskab, der findes der - men man isolerer sig i sin egen bærbare og virtuelle socialitet med sit trådløse apparat.
Eller måske sidder de der bare, fordi der er status i at arbejde ude med sin bærbare - og der skal jo være personer, der overværer ens statushandlinger, så det er nødvendigt, at de foregår på en cafe.
En anden egenskab ved den trådløse teknologi, som fascinerer Adrian Mackenzie, er dens mulighed for, at mange forskellige mennesker kan pille ved den og moderere dens måde at fungere på.
WiFi-teknologierne har fundet et stort publikum af avancerede brugere, som leger med teknologien og opfinder nye måder at bruge den på. For eksempel projekter hvor man laver trådløse netværk, der dækker hele byer eller som netværksfirmaet Fon, der forsøger at lave en global gratis adgang til internettet.
Alle de trådløse teknologier deler stort set den samme hardware, helt ned i de enkelte chips, som router og andet udstyr indeholder, men det er muligt - og endda let - at lave en struktur, som for eksempel opfylder et bestemt samfunds ønsker om et netværk.
Det er helt modsat traditionelle netværksteknologier, som er afhængige af enorme investeringer i noget så kedeligt og ufleksibelt som kabellægning.
Adrian Mackenzie tror, at denne mulighed for at tilpasse de trådløse teknologier er en vigtig grund til, at de er vokset så hurtigt og i så forskellige retninger.
Den hurtige vækst er til gengæld baggrunden for, at vi har svært ved at etablere de sociale konventioner, der skal ramme teknologien ind. Vi halter bagefter med at få lavet de sociale aftaler, der bestemmer, om det er i orden at sidde på en cafe med sin bærbare på nettet - eller om det er ok at koble sin Fon-router på sin faste internetforbindelse (TDC har sagt, at det ikke er, så man må hellere lade være).
Den måde, netværkene fungerer på, og den måde, de forandrer sig på, sker så hurtigt, at vi ikke når at blive enige om, hvordan vi skal behandle dem. Det gælder især teknologier som WiFi, fordi det er centrale elementer af vores socialitet som opdelingen af privat/offentlig, der bliver sat i spil.
Adrian Mackenzie mener, at vi burde bruge meget mere energi på at analysere, hvad der sker, når vi sætter sådan nogle socialt aktive teknologier ind i vores samfund.
For eksempel synes han, at det er meget interessant, at mennesker på en konference typisk forsøger at få deres trådløse netværk til at virke ved at sidde med deres computer i bestemte stillinger eller ved at gå hen til særlige steder i rummet eller udenfor. Han ser det som et eksempel på, hvordan vi indretter noget af vores sociale adfærd efter helt fundamentale fysiske karakteristika ved netværksteknologien.
Den måde, vi flytter vores krop rundt i rummet, har sammenhæng med, hvordan fejlkorrektionen i det trådløse netværk fungerer.
Derfor mener Adria Mackenzie, at vi burde interessere os mere for selv de helt fundamentale dele af vores teknologier. Chipdesign og definition af standarder for de mest grundlæggende og kedsommelige af vores teknologier vil i mange tilfælde ende med at få uventede sociale følger.
Vi burde som samfund interessere os meget mere for, hvordan disse designprocesser ender med at være det fundamentale design for den teknologibaserede del af vores socialitet. Måske kunne man en dag skifte fra at designe for at tjene penge til at designe for et godt samfund?
OriginalModTime: 27-09-2007 13:53:47
