Dagbog fra CSC-lockoutet: Jeg væmmes

Joan Falck Jensen er lockoutet. En af de 120 it-medarbejdere, der i præcis en måned har været tvunget væk fra deres job hos it-giganten CSC.

Læs hendes gribende dagbog fra første dag i konflikten og til nu:

Om de mange faglige overvejelser, om skiftende meldinger fra ledelsen, om frustrationerne, om konsekvenserne for familien og ikke mindst om, hvordan det føles at være under det konstante pres og svinge mellem bekymring og optimisme.


30. januar 2011
I dag modtog jeg og 135 andre af mine kolleger i CSC en mødeindkaldelse fra Prosa. På mødeindkaldelsen fremgik det, at JEG var en af de 136, som ledelsen i CSC havde udpeget til at skulle lockoutes.

Hold da op, tænke jeg - hvad betyder det for mig? Og hvorfor har jeg ikke hørt noget fra ledelsen omkring dette? Ikke engang min nærmeste leder havde hørt noget ...

Prosa indkaldte os til nogle informationsmøder, hvor det bl.a. fremgik, at ledelsen havde trukket 16 af de 136 varslede tilbage.

4. februar 2011
I dag er der indkaldt til forhandling i Forligsinstitutionen - mon de kan blive enige?

Næ det kunne de slet ikke - de blev sendt hjem igen med besked om at tænke sig grundigt om, for derefter at møde op igen i Forligsinstitutionen tirsdag 8. februar 2011 - altså dagen før lockouten kan træde i kraft. Hold da op, der er godt nok lagt op til spænding her ...

7. februar 2011
Var først på arbejde og knoklede med de ting, jeg vidste, var vigtige at få afsluttet i relation til min kunde, mine kolleger og min chef. Om eftermiddagen var jeg til cafémøde for lockoutede på Retortvej i Valby - trykket, men spændt stemning - hvad var vi på vej ud i og hvad var vores rettigheder? Der var mange spørgsmål, der trængte sig på.
 
8. februar 2011
Var på arbejde - det er svært at holde koncentrationen. Mon vi er lockoutet i morgen? Jeg rydder op på min plads, taler med mine kolleger og forsøger at få de sidste ting færdige.

Der er ikke nogen rar stemning - mon Dommedag nærmer sig?

I dag har jeg stået på 'Dødslisten' i 2 uger og senere i aften vil det vise sig, om jeg skal møde på arbejde i morgen tidlig eller ej.

Mødet i Forligsinstitutionen er først om eftermiddagen, så mange vælger at aflevere deres ting tirsdag eftermiddag - jeg har valgt at jeg vil aflevere mine ting onsdag morgen, hvis det bliver aktuelt.

Beskeden kommer først omkring kl 21.30 - den er god nok, vi er lockoutet fra i morgen - føj en ubehagelig meddelelse og sikke en grim dag ...

9. februar 2011
Min første dag som lockoutet - en ny identitet, jeg skal lære at være dus med.

Jeg møder på arbejde, men kun for at aflevere mine ting - min laptop, mobiltelefon, ID- og adgangskort bliver lagt ned i en flyttekasse med mit personalenummer uden på - ikke en gang mit navn - jeg er for alvor 'bare et nummer'. Jeg er teknisk fyret og erklæret som 'ikke ønsket' af min topledelse - hvor fedt er det lige?

Kl. 10 er der møde for lockoutede på Mølle Allé 26, Valby, hvor vi har fået lov til at låne lokaler af TIB.

Lokalet er fyldt med kolleger - nogle kender jeg, andre kan jeg genkende, men langt de fleste kan jeg slet ikke huske, at jeg har set før. Men det står klart, at vi deler samme skæbne og det kan ikke undgå at knytte os til hinanden. Gad vide, hvor længe vi skal tilbringe tiden sammen i denne underlige situation?

Føler mig nytteløs
Prosas tillidsrepræsentanter ridser planerne op, og vi skal fremover mødes 2 gange om ugen for at få og dele informationer med hinanden.

Jeg har før været til møder med tillidsrepræsentanterne, men jeg har aldrig før været så optaget af at forstå hvert et ord og konsekvenserne af, hvad der bliver sagt. Men det er svært at koncentrere sig, der er så mange tanker der flyver rundt i mit overfyldte hoved.

Jeg føler mig allerede nyttesløs og har en trang til at kunne gøre noget ...

Da der bliver spurgt efter frivillige til arbejdsgrupper, melder jeg mig straks på banen. Der skal bruges et par stykker til nogle interviews - nogle, der vel at mærke har en og vil udtrykke sin mening. Og det har jeg.

Vi danner en arbejdsgruppe, der skal tage sig af pressen. Jeg tænker, at jeg på denne måde kan være med til at gøre en forskel, og jeg kan føle mig nyttig i mere end én forstand.
 
Prosa og TIB's personale har sørget for kaffe, te, sandwich og sodavand - det er rart, at der er nogle, der trods alt vil mig det godt, tænker jeg.

Min ADSL virker stadig, da jeg kommer hjem. Jeg ved, at den kan blive lukket hvert øjeblik det skal være, da det er CSC, der betaler for den. ADSL'en overlever denne dag.

10. februar 2011
Dagen går derhjemme med at samle op på, hvad vi har aftalt i arbejdsgruppen og med at skrive det ned, lave medlemsoversigt og maile rundt, men omkring kl. 10 er det slut med at maile.

Min ADSL er lukket ...!

Heldigvis har min mand et USB-modem, som jeg kan låne. Selvom jeg har varskoet resten af familien om, at ADSL vil blive lukket, medfører det alligevel en mindre familiekrise senere på dagen, da mine børn ikke kan komme på internettet og spille og skrive med deres venner - vi har jo kun ét USB-modem til deling nu ...

Det går jo ikke, så jeg finder en løsning med at bestille en USB-router, sådan at vi alle kan deles om modem'et. Jeg ved jo ikke, hvor længe konflikten varer, og jeg vil ikke binde mig unødigt for et eller flere abonnementer på USB-modems.

Fortsættes ...