Artikel top billede

Farvel og tak: Disse danske it-bikse forsvandt i år

Nogle it-konkurser stikker i hjertet, andre får næppe andet end krokodille-tårer. (opdateret)

Flere firmaer drejede nøglen om i 2010 end i året før. Tilbage i september registrerede Danmarks Statistik, at antallet af konkurser blandt danske virksomheder var hele 20 procent højere end i 2009.

Blandt de mange mindre og ikke særlig kendte it-firmaer, der måtte dreje nøglen om, finder man også enkelte større selskaber, som branchen nu må klare sig uden.

Det var især i forhandler-kanalen, at hovedparten af pressede firmaer led druknedøden.

 

Getmore

Dødskampen for onlineforhandleren Getnore var måske den, der trak længst ud. Getmore tilbød billige produkter, men undersøges nu for skattefusk i millionklassen. Hvis mistanken holder stik, var det altså de danske skatteydere, der var med til at sikre de billige priser på computere, kameraer og andet elektronik.

 

Act IT

Apple-forhandleren Act IT var en af de it-virksomheder, som ikke red med på Apples succes. Selskabet havde ellers mange år på bagen som specialist i leverancer til den grafiske branche, men i august måtte de islandske ejere dreje nøjen om. Mens Apple høster store overskud og stigninger i aktie-værdien, så klager forhandlere over meget lave avancer på de dyre Apple-produkter.

 

Bingo Foto

Den traditionelle slagskanal i fotobranchen, som tidligere levede fint af at fremkalde folks feriefilm og sælge nye filmruller, blev næsten udryddet med fremkosten af digitalkameraet og onlinesalg af fotohardware. En af de sidste tilbageværende af de store fotoforhandlere, Bingo Foto, bukkede under i februar.

 

Milcom

It-distributøren Milcom kunne trods mobilmarkedets stigende betydning ikke klare skærrene og måtte dreje nøglen om i oktober.

 

Avelyn.com

iPad-hype eller ej så lykkedes det ikke for ipad-forhandleren Avelyn.com at overleve 2010. Firmaet var ellers i år de første til at sælge iPad i Danmark via en parallelimport. Firmaet gik konkurs i november.

 

TouchDiva

Der var andre end forhandlerfirmaer, der gik ned i 2010. Firmaet TouchDiva, der forsøgte sig med en ny model for digital musik, knækkede nakken i Danmark, men forsøger sig i fjernøsten. Firmaet blev siden i Dagbladet Børsen anklaget for forsøg på at kanalisere penge uden om kurator over i et nyt firma.

 

Rasmus Refer

En personlig konkurs er noget helt andet end en konkurs for et firma, men for Rasmus Refer, manden bag den kontroversielle danske søgemaskine Masterseek, var konkursen ikke nogen ny oplevelse. Masterseek har i flere ombæringer været gennem konkursbehandlinger, siden selskabet blev sat i søen for over 11 år siden. I år blev bagmanden, Rasmus Refer, begæret personligt konkurs, angiveligt på grund af en gammel skattegæld på seks milioner kroner.

 

Asger Jensby

En anden kontroversiel erhvervsmand, som i 2010 måtte se en personlig konkurs i øjnene, er den tidligere bestyrelsesformand i IT Factory Asger Jensby. Fra at have været multimilliardær på papiret, og levet i sus og dus med blandt andet en Lamborghini på danske nummerplader parkeret i kælderen under sin luksuslejlighed på Islands Brygge, er Asger Jensby ikke alene personligt konkurs, men rent socialt og personligt ramt af depression. Jensby blev erklæret personlig konkurs i oktober. Seneste melding fra erhvervsmediet EPN er, at den tidligere mangemilionær og topdirektør i dag bor til leje hos sine svigerforældre.

 

Ziteman

I foråret blev der sat et meget sørgeligt punktum for Kerteminde-virksomheden Ziteman, der blandt andet laver CMS. Ejeren, den lokale erhvervskendis Henning Majgård Nielsen, tog sit eget liv og i skifteretten kom det frem, at Zitemans økonomi stod til konkurs, skrev Fyens Stiftstidende. Henning Majgård Nielsen blev i halvfemserne rig på at sælge sit hjertebarn Henning Nielsen Erhverv til TDC og har desuden være lokal viceborgmester. Den fynske it-virksomhed inCaptiva A/S købte siden aktiverne i konkursboet, så Ziteman lever stadig videre med nye ejere.

 

Wave Star Energy

Det danske bølgeenergi-selskab gennemgik en spektakulær konkurs i februar, hvor folkene bag kom op at toppes. Bestyrelsesformanden, Danfoss-ejer Jørgen Mads Clausen, lukkede selskabet, der manglede penge, og købte derefter selv de resterende aktiver. Dermed røg den tidligere direktør, Per Resen Steenstrup, ud af projektet. Wave Star Energy præsenterede for et år siden en 500 kW Wave Star-bølgemaskine i havet ud for Hanstholm.

 

Celenia Software

Det nordjyske it-selskab, der har udviklet software-løsninger til Microsoft-produkter, gik i december konkurs. Celenia solgte for et år siden datterselskabet Conscensia og har også tidligere afhændet et andet datterselskab, Continia Software. Resten af butikken har ikke kunnet skabe overskud, sagde direktøren Per Søndergaard Jensen til Computerworld.

 

Boomtown

Computerspils-cafeen, der indtil for to år siden var ejet af TDC, gik i maj konkurs. Dermed er det farvel til kædens butikker i blandt andet Århus og Københavns centrum. Læs et kort farvel fra Gamereactor her.

 

Erik Hornung

Televeteranen Erik Hornung, der blandt andet stablede CDMA-selskabet ICE.net (nu Net1) på benene i 00'erne, døde i september i en alder af blot 56 år. Erik Hornung arbejdede på at skabe maritimt bredbånd i Nordsøen til boreplatforme og skibe, da han døde, men efter ComON's oplysninger arbejder Nordisk Mobiltelefon International nu på at føre drømme ud i livet med deres nyvundne telelicens i 450-470 MHz-båndet. Televeteranens eget firma, Dancell, eksisterer stadig på papiret, men rummer efter ComON's oplysninger ingen større aktiver.

Opdateret onsdag klokken 12: i2i stod ved en fejl på listen. Selskabet gik konkurs sidst i 2009.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere