Club Blah Blah går efter voksne kunder

Navnet var for useriøst og målgruppen for ung. Den nye direktør i Club Blah Blah, Teddy Søgaard Pedersen, vil hente ældre kunder til det lille mobilselskab, der derfor skifter navn til CBB Mobil.

Den lille Club Blah Blah, mobilselskabet der ifølge IT- og Telestyrelsen har de laveste mobiltakster i Danmark, har skiftet navn for at tækkes en mere moden målgruppe.

Sådan er priserne

CBB Mobil opkræver ikke abonnementsafgift. Prisen per minut er 1,10 kroner, når man indsætter mere end 199 kroner på kontoen via hjemmesiden. Man kan også nøjes med at indbetale 99 kroner på kontoen, men betaler da 2,25 kroner per minut.

SMS koster altid 24 øre per SMS.

Taletidskort kan købes i Kvickly og Blockbuster for 99 kroner. Kortet har seks måneders gyldighed fra ibrugtagning. Minutprisen er 2,25 kroner, SMS koster 24 øre per styk.

Hos Telmore opkræves der heller ikke abonnementsudgift. Her er minutprisen altid 1,20 kroner, SMS-beskeder koster 25 øre per styk.

CBB Mobil hedder selskabet nu, og en ny strategi skal ifølge den nyligt tiltrådte direktør, Teddy Søgaard Pedersen, hive kundetallet op på over 100.000 inden udgangen af 2003.

- Vi har afsat pænt på det seneste, og jeg mener, at antallet i kunder i morges var 44.000 kunder, siger Teddy Søgaard Pedersen til Computerworld Online.

Da IT- og Telestyrelsen opgjorde det danske mobilmarked ved udgangen af første halvår, havde Club Blah Blah 21.000 kunder.

Club Blah Blah-navnet blev valgt for at signalere, at man henvendte sig til de unge, som har en veludviklet mobilkultur og taler meget i mobiltelefon.

- Men da jeg tiltrådte, undrede jeg mig over, at vi kun koncentrerede os om de unge, når der også er mange prisbevidste mennesker over 25 år, siger Teddy Søgaard Pedersen.

I kødet på Telmore

Med den nye strategi vil CBB Mobil gå i kødet på lavpris-mobilselskabet Telmore, der er en smule dyrere med taksterne, men alligevel har rundet 160.000 kunder.

Teddy Søgaard Pedersen har kun 15 ansatte at trække på. Kunderne betjenes af Sonofons mobilnetværk, og kundeservicen varetages af nogle timelønnede medarbejdere.

I nyhedsgrupper og Computerworld Onlines debatforum er Club Blah Blah flere gange hængt ud for ikke at tage telefonen, når man ringer til dem, eller for aldrig eller meget sent at besvare e-mails.

- Vi arbejder hårdt for at forbedre kundeservicen og indkalde ekstra personale, når der er pres på, siger Teddy Søgaard Pedersen.

- Jeg har kontor lige op af kundeserviceafdelingen, og jeg kan se på en tavle, at der lige nu kun er tre mennesker, der venter i køen, tilføjer han.

Travlhed i kundeservice

Computerworld Online foretog onsdag eftermiddag en helt uvidenskabelig test. Vi ringede først til CBB Mobils kundeservice og nåede igennem til en medarbejder efter 12,5 minut.

Bagefter ringede vi til konkurrenten Telmore, hvor en medarbejder besvarede opkaldet efter blot 35 sekunder.

- Nogle gange er man heldigere end andre. Jeg har lige talt med vore kundeservicechef, der konstaterer, at mange ringer på grund af navneskiftet lige nu, svarer Teddy Søgaard Pedersen.

Sidste år, der var Club Blah Blahs første hele regnskabsår, gav selskabet et underskud på 11,5 millioner kroner.

- Det er billigt for at starte et telefonselskab op og bestemt ikke et tal, vi skal være flove over. I øjeblikket kører vi med positivt cash flow, så der er bestemt grund til at være optimistisk, siger Teddy Søgaard Pedersen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere