Test: Billig og pivfræk Android-mobil overrasker

Med Xperia Ray har Sony Ericsson snittet en overraskende rap mobil til en meget attraktiv pris. Vi har testet den lille telefon, som formentlig bliver et hit i mange dametasker de kommende måneder.

Test: Billig og pivfræk Android-mobil overrasker

Anmeldelse: Sony Ericsson Xperia Ray er ikke ligesom alle de andre Android-mobiler. Mens trenden peger mod stadig større skærme, holder Sonys model sig tilbage og nøjes med moderate 3,3 tommer.

Mobilen er en slank og pivfræk sag, og vores testeksemplar er klædt i rødt, men fås også i andre farver.

Med sin formfaktor og farve er der ingen tvivl om, at telefonen forsøger at ringe alverdens kvinder op for at invitere sig selv indenfor i håndtasken.

Det skal nok lykkedes en del gange for storcharmøren Xperia Ray, der ud over et godt udseende også har muskler og hjerne, som arbejder fint sammen.

Mobilen kører den seneste mobilversion af Android 2.3, og i motorrummet gemmer sig en 1GHz processor.

De nyeste topmodeller byder eksempelvis på 1,2 Ghz dualcore processorer, så Xperia Ray er på papiret ikke den hurtigste mobil i Android-land.

Ved daglig brug er den dog alligevel rap i optrækket, og det går hurtigt, når der skal navigeres rundt i menuerne. Det er på ingen måde problematisk, at den ikke har hurtigere processor.

Zoom ind på tekst

Skærmen på 3,3 tommer er dog lidt mere irriterende.

Opløsningen er overraskende høj med hele 854 gange 480 pixel. Men da skærmen er lille, betyder det, at eksempelvis tekst ser småt ud, og det samme gælder for uret i øverste højre hjørne. Her kan det være nødvendigt at knibe øjnene sammen for at se, hvad der står.

Heldigvis kan du naturligvis zoome ind ved at trække to fingre fra hinanden på skærmen, når du eksempelvis surfer på websider og har svært ved at læse teksten.

Den lille skærm betyder også, at der ikke er meget plads til et tastatur, når du holder mobilen normalt. Som udgangspunkt viser Sony Ericsson Xperia Ray da også det gode, gamle T9-tastatur, som mange elsker og andre hader.

Det er dog muligt at få et almindeligt keyboard frem med danske bogstaver, men det er ikke helt let at betjene, medmindre du har tynde fingre.

Håndværksmesteren med en ordentlig klo vil være i problemer med denne mobil, og de fleste vil nok foretrække at vende mobilen vandret, når der skal skrives med fuldt tastatur. Det giver bedre plads til keyboardet, og du undgår at taste forkert alt for ofte.

Ordbogen er i øvrigt glimrende ligesom på storebror Xperia Arc S, og den er god til at spotte fejl og komme med ændringer.

Lækre deltaljer

Sony Ericsson Xperia Ray ligger godt i hånden, og mobilen vejer 100 gram. Det gør den til en rigtig Android-letvægter, og den vejer mindre end eksempelvis Samsung Galaxy S II. 

Der er to indbyggede touch-knapper i skærmen (en tilbage- og en menu-knap) og derudover en fysisk tast, som sender dig ind til hovedskærmen. Den lidt specielle kombination af fysiske og touch-knapper fungerer udmærket.

Telefonen overrasker ved, at der medfølger et fornuftigt headset, som er bedre end det, du får med Sony Ericssons nuværende topmodel, Arc S. 

Samtidig byder Xperia Ray på andre overraskelser, som når du vil slukke for skærmen på power-knappen.

En lille animation faker, at skærmen slukker ligesom et gammelt analogt tv. Det er måske lidt plat, men ser faktisk ret cool ud. 

Xperia Ray overrasker dog også negativt. Under vores test oplevede vi desværre, at skærmen nemt fik ridser. Måske var vi heller ikke helt flinke ved testmodellen.

Det ændrer dog ikke på, at vi er lidt skeptiske over for, hvor flot skærmen ser ud efter et års hårdt liv på farten.

Samtidig er batterilevetiden ikke i den høje ende, og du risikerer nemt at komme i problemer, hvis du bruger mobilen intensivt og har godt blus på Wi-Fi, Bluetooth, GPS og surfing.

Ved moderat brug holder batteriet uden problemer til en hel dag på farten, men den har godt af at blive lagt til at sove i ske med en stikkontakt hver aften. 

Jævn fotodel

Når det gælder foto og video, leverer Xperia Ray en præstation på det jævne.

Efter du har taget et foto, ser det pænt ud på skærmen, men når det overføres til pc'en, er det knap så kønt. 

Billederne må leve med en del billedstøj, og HD video-klip i 720p (1280 gange 720 pixel) er noget grynede. 

Der er ingen blitz på Xperia Ray, og du må derfor nøjes med en lille hjælpelampe, der kan tændes efter behag.

Det er ikke nogen perfekt løsning, og du kan godt forberede dig på, at du ikke kommer til at tage mange supergode fotos med mobilen, når mørket er faldet på. 

Det er Xperia Ray dog ikke ene om.

Mange andre kameraer i mobiler i samme prisklasse er ligeledes teknisk udfordret, når det gælder om at skabe flotte billeder om aftenen. Det er prisen, du må betale for en mobil i den billige ende. 

Et virkelig godt køb

I øjeblikket kan Sony Ericsson Xperia Ray fås uden abonnement til omkring 2.300 kroner, og det er en glimrende mobil til prisen.

Den overgår klart den billige HTC Wildfire S, og den matcher uden problemer LG Optimus Black, der ligger i nogenlunde samme prisleje. 

Xperia Ray vil især henvende sig folk med små fingre, der gerne vil have en lille, let og rap mobil. Samtidig er telefonen glimrende til dem, der endnu ikke er gået om bord i smartphone-verdenen med alle dens velsignelser af apps og konstant internetadgang. 

Du får rigtig meget mobil for pengene, selv om telefonen har småting, der irriterer, som skærmen der ikke er voldsom stor og lidt for let bliver ridset. 

Småproblemerne er dog til at leve med, når der ses på den lave pris. Derfor får mobilen karakteren fem ud af seks - og en anbefaling herfra.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere