Test: Helikopter til manden der har alt

AR.Drone 2.0 er et fascinerende og dyrt bekendtskab, og den fjernstyrede helikopter er oplagt til manden, der har alt - især mange penge. Men hvad fungerer, og hvad driller på den nye drone? Vi giver dig svaret.

Test: Helikopter til manden der har alt

Det er cirka et år siden, at vi havde fingre i den første AR.Drone, som fik en lunken anmeldelse.

Der var helt klart plads til forbedringer, og derfor var vi spændt på at prøve den nye udgave af helikopteren, som producenten Parrot har udviklet.

Ligesom sin forgænger styres AR.Drone 2.0 ved hjælp af en gratis app til iPad eller din mobil.

Mobil/iPad forbindes til AR.Drone 2.0 via Wi-Fi, men det er ikke sådan, at du skal have en trådløs internetforbindelse.

Derimod vil AR.Drone 2.0, når den er tændt, dukke op som netværksmulighed på din mobile enhed, og så gælder det bare om at forbinde de to. Så nemt er det.

App'en til at kontrollere AR.Drone 2.0 har fået en gevaldig opdatering og ser mere strømlinet ud end tidligere.

Det er muligt at foretage en lang række justeringer, inden helikopteren letter, blandt andet maksimal højde, hastighed og styreegenskaber.

Det er ligesom med den første drone meget let at lære at styre den. Det er dog en god idé at øve sig et sted, hvor der er langt til nærmeste væg eller træ, da AR.Drone 2.0 kræver meget plads og kan flyve ganske hurtigt.

App'en er dog udstyret med en panikknap, som kan hamres i bund, hvis du fuldkommen har mistet kontrollen med den livlige helikopter. Det vil bringe flyveturen til en brat ende med en kontrolleret nødlanding.

Få massevis af opmærksomhed

Vores første testeksemplar af AR.Drone 2.0 havde desværre en mindre brist i sit centralnervesystem, og det betød, at den havde sin egen vilje og svingede kraftigt mod højre.

Dermed var den handikappede maskine nærmest umulig at styre og ikke mindst farlig for sine omgivelser.

Det lykkedes os at få et andet testeksemplar fra Parrot, og det fungerede væsentligt bedre, selv om denne helikopter havde været udlånt til test før, og nu havde kvæstet sin ene landingsfod.

Vi fløj både indenfor og udenfor med dronen, og det er voldsomt underholdende - og hvis du mangler opmærksomhed, er helikopteren et kæmpe hit. Den får let folk til at stimle sammen om dig og spørge:

"Hvad pokker er det? Hvordan styrer du den?"

Hjælp til kamikazepiloter

Der følger to skrog med helikopteren, og de er ifølge Parrot forbedret i forhold til første version.

Nu er de skabt ud fra samme materiale, der bruges til kofangere på biler.

Til indendørs brug fås et skrog, der dækker propellerne af, så de ikke hamrer direkte ind i væggen, hvis du skulle flyve som en kamikazepilot. 

I stedet tager skroget slaget, og propellerne høvler løs på indersiden af skroget i stedet for betonvæggen, og der daler sort fnuller ned fra luften. 

Til udendørs brug kan beskyttelsen af propellerne fjernes og erstattes med et mere minimalistisk skrog, der blot dækker batteriet og kameraet. 

Netop kameraet på AR.Drone er også en forbedring i forhold til forgængeren, da det nu kan optage i HD-opløsning (1280 gange 720 pixel). 

Desværre er kvaliteten i den meget lave ende, og kameraet kan sammenlignes med det, som man typisk finder i en middelmådig mobil. Det er let grynet samt sløret og egner sig ikke til fremvisning på den store fladskærm i stuen. 

Selv om HD lyder fristende, skal du altså på ingen måde regne med at få levende billeder fra luften, der matcher noget, de populære og små actionkameraer af typen GoPro kan levere. 

Optag på USB-nøgle

Kameraet er dog ikke helt håbløst, men AR.Drone 2.0's bevægelser er ofte meget mekaniske og ikke særlig glidende, og derfor ender optagelserne med at se noget amatøragtige ud.

En af de positive ting ved kameraet er, at det er udstyret med vidvinkel, og det giver gode overbliksbilleder, når helikopteren kommer op i de højere luftlag. 

Samtidig har Parrot sørget for, at du med AR.Drone 2.0 kan smide en USB-nøgle ind i maven på maskinen, og det er derfor muligt optage direkte på den. Du kan også optage på eksempelvis din iPad og bagefter sende videoerne til vennerne eller uploade dem til YouTube. 

Naturlige benspænd

Kameraet sender i øvrigt også sit signal ned til betjeningsenheden, og derfor kan du på din iPad eller mobil se, hvad helikopteren "ser". 

Det er umiddelbart praktisk, men desværre fungerer det ikke særlig godt udenfor, hvis der blot er noget, som minder om solskin. 

Det er ikke mobil- og tablet-skærmes yndlingsvejr, og derfor kan det være stort set umuligt at se noget på grund af genskin. 

Det er ikke AR.Drone 2.0's skyld, men det er ærgerligt, og det begrænser brugsværdien. 

Det er i øvrigt langt fra det eneste naturlige benspænd, som helikopteren udsættes for. Hvis du skal bruge den udenfor, skal det være stort set vindstille. Ellers kan du forvente, at AR.Drone 2.0 bliver alt for teknisk udfordret og ender med at styrte ned.

Begrænset batterilevetid

Der følger et batteri med AR.Drone 2.0, og det virker desværre ikke til at være forbedret nævneværdigt i forhold til forrige version. 

Batterilevetiden er nemlig kun omkring 10-12 minutter, og det går rasende hurtigt, når du først har fået dronen i luften. 

Da det tager cirka halvanden time at lade batteriet op, vil det derfor være fornuftigt at investere i et ekstra batteri, så der minimum er 20 minutters sammenlagt legetid med helikopteren. 

Det er i øvrigt meget nemt at skifte batteri på dronen, og det kræver blot, at du løfter skroget af, forbinder batteriet og spænder det fast. Det tager under et halvt minut. 

Knockout ved voldsom landing
 
Som nævnt tidligere havde vores testeksemplar allerede en skade, før vi tog den i brug, og under en testflyvning gik det helt galt, da den pludselig fik et ildebefindende, mens den hang i luften. Det førte til en meget voldsom landing. 

Det var ikke et dommedagshug i Mikkel Kessler-klassen, men nok til at knockoute AR.Drone 2.0 og slå den ene arm, der bærer propellen, løs. 

Det ville være muligt at få den i luften igen, men så skulle vi jonglere med gaffer-tape eller foretage en mindre reparation.

Og det er sådan set hele problemet med AR.Drone: Det er et stykke legetøj, der kræver vedligehold, og du skal ikke forvente, at den går gennem livet uden skrammer. 

Derfor kan AR.Drone 2.0 ende med at blive et forholdsvist dyrt bekendtskab. Prisen er 2.600 kroner, og det er naivt at tro, at du slipper med denne engangsinvestering.

Alt i alt er AR.Drone 2.0 en fascinerende helikopter til manden, der har alt. Ikke mindst masser af penge og tid til at reparere den flyvske maskine.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere