Tv i HD-kvalitet på en Nexus 5 er ikke noget problem for Watz Me Now.

Test: Billigt tv i Netflixkvalitet kommer næsten i mål

Netflix har sat niveauet for tilgængelighed, kvalitet og brugeroplevelse for streaming af film og serier. Nu vil et dansk firma gøre Netflix efter, når det gælder tv-kanaler. Vi har testet streamingløsningen.

Annonce:
Hvad skal jeg vælge, hvis jeg gerne vil have en moderne løsning, som sætter mig fri fra flow-tv's tyranni og giver mulighed for at starte programmer forfra, se dem senere og så videre? I HD-kvalitet forstås.

Systemkrav

Watz Me Now understøtter iPhone og iPad med iOS v6 eller nyere, de fleste mobiler og tablets med Android 4.0.

Watz Me Now fungerer også på pc med Windows XP SP2+, Windows Vista, Windows 7 og Windows 8 samt Google Chrome browser v28 eller nyere. Den bedste afvikling får man med en nyere processor af typen Intel Core i5 eller bedre.

På Mac understøtter Watz Me Now Apple Mac OS X v10.6 eller nyere samt Google Chrome browser v28 eller nyere. Den bedste afvikling får man med en nyere Mac OS X computer.

Kilde: Watz Me Now

Netflix er et sikkert hit i min familie ligesom i så mange andre danske hjem.

Vores internetforbindelse - 9/1,5 Mbit via det, der tidligere hed TDC Home Trio - er desværre meget gennemsnitlig, men selv om den trådløse router skal betjene et stk. teenager med hang til onlinespil og tilhørende skypesamtale på smartphone, to tablets, to andre smartphones og et Sonos-anlæg, så har Netflix via en WD TV Live-boks ingen problemer med at mase sig frem og levere indhold samtidig i HD-kvalitet. Og holde fast hele vejen. Via Wi-Fi.

Hele familien kan nyde indholdet på et væld af platforme, både hjemme og ude - samtidig, oven i købet. Vi har hver vores brugerprofil, som på tværs af det hele husker vores favoritter og hvor vi er kommet til i vores yndlingsserie.

Tilmed tilbyder Netflix det hele til en relativ lav månedlig pris på 79 kroner, og der er ingen bindingsperiode og ingen lange opsigelsesperioder.

Niveauet er sat
Niveauet for tilgængelighed, kvalitet og brugeroplevelse for streaming af film og serier er altså sat temmelig højt, og tilsvarende tjenester skal som minimum levere på samme niveau, mener jeg. Det kniber for eksempel gevaldigt for HBO Nordic, men det er en anden historie, som du kan læse mere om her.

Men hvad med tv-kanalerne? Hvad skal jeg vælge, hvis jeg gerne vil have en moderne løsning, som sætter mig fri fra flow-tv's tyranni og giver mulighed for at starte programmer forfra, se dem senere og så videre? I HD-kvalitet forstås.

Hvad skal jeg vælge, hvis jeg gerne vil have mulighed for at se mine tv-programmer på mine bærbare enheder?

Hvad skal jeg vælge, hvis jeg samtidig ikke har lyst til at smøre huset ind i koaxkabler og antenner - og man som jeg ikke bor et sted med adgang til fiber, kabel-tv eller lignende alternativer?

I mine øjne er der så kun én reel mulig adgangsvej for tv-signaler til vores husalter: Telefonstikket.

For et par år siden betød det IP-tv via ADSL, og det er netop det, vi har fra TDC.

I dag er streaming af tv-kanaler faktisk et reelt alternativ til det valg. I hvert fald på papiret.

Er streaming et alternativ?
I denne test kigger vi på den tre måneder gamle løsning fra danske Watz Me Now, som leverer streaming i tårnhøj kvalitet og med en meget lav bitrate.

Watz Me Now har lagt sig i slipstrømmen efter Netflix med et tilbud om tv via nettet til næsten samme pris. Netflix koster 79 kroner pr. måned og Watz Me Now 90 kroner pr. måned for den mindste pakke med 15 kanaler - med mulighed for at tilkøbe andre kanaler enkeltvis. Du kan læse mere om firmaet her.

Løsningen fungerer på stort set alle platforme (se boks). Vil man bruge løsningen på et tv, er det smartest med Watz Me Now's HDMI-stick med tilhørende fjernbetjening, som koster 550 kroner.

Watz Me Now bygger i øvrigt på forskning og teknologi fra det ligeledes danske selskab Mediathand ApS. Det kan du læse mere om her.

Spørgsmålet er, om den brugeroplevelse, Watz Me Now leverer, kan udmanøvrere TDC og de øvrige udbydere af IP-tv.

Referencen for testen
Problemet med vores nuværende tv-løsning fra TDC er først og fremmest, at vi dels har bundet os til et abonnement i seks måneder, dels har valgt en pakke med et fast antal kanaler. Og så forekommer prisen temmelig høj.

TDC's kvalitet, tilgængelighed og brugeroplevelse er på den anden side godkendt på alle parametre. Vi må finde os i, at der står en boks under tv'et, som kræver direkte kabelforbindelse med vores router, men bortset fra det fungerer det upåklageligt. Boksen har - mod ekstrabetaling - indbygget harddisk, så vi kan optage alle de programmer, vi orker. Vi er faktisk aldrig stødt mod loftet.

Betjeningen er nem og ligetil. Kanaler vælges via programguiden, og der er adgang til leje af film og serier samt se udsendelser fra DR's arkiv. Responsen fra systemet er virkelig hurtig - lige så hurtig som en almindelig tv-fjernbetjening.

Med app'en TDC Play kan jeg streame mine tv-kanaler - som flow-tv - til min bærbare enhed, og jeg kan også se tv på min pc, hvis jeg har lyst. Alt sammen i ok kvalitet.

App'en fungerer upåklageligt på alle familiens enheder.

Det er altså referencen for denne test af Watz Me Now.

På en Nexus 5 fungerer Watz Me Now ikke overbevisende. Programguiden, som du ser på billedet, virker nervøs og hakkende i sin funktion.

Vi begynder på Android
Vi begynder på Android
Lad os begynde på en mobil enhed. I dette tilfælde en Google Nexus 5, som jo altså er temmelig ny hardware og Android i seneste aftapning.

Først skal man dog lige oprette sig som bruger på sitet. Det foregår i tre hurtige trin, som ender med en mail i din indbakke og et link til aktivering af abonnementet. Første måned er i øvrigt gratis, hvis man vælger den mindste pakke.

Næste skridt er en tur i Google Play Butik for at hente app'en ... som i øvrigt ikke får det bedste skudsmål. 23 anmeldelser og en karakter på tre ud af fem mulige er ikke imponerende. Flere brugere beretter om, at app'en arbejder langsomt eller fryser.

Tilbage på min Nexus 5 er jeg nu klar til at starte app'en. Jeg logger ind, og efter nogle sekunder ender jeg i programguiden, som er hjertet i systemet og udgangspunktet for betjeningen. Programguiden ligner i øvrigt meget det, man finder i TDC's tv-løsning.

Nervøs programguide
Det aktuelle tidspunkt er markeret med en lodret gul streg, og bevæger man fingeren op eller ned på skærmen, kan man se, hvad de kanaler, man har i pakken, sender lige nu. Bevæger man fingeren til højre eller venstre, går man frem eller tilbage i tid.

Som det er nu, kan brugeren naturligvis afspille udsendelser, der sendes lige nu, men også udsendelser, der har været sendt inden for de seneste 48 timer. Afspilningen kan også sættes på pause.

Programvalg sker blot ved, at man markerer den ønskede udsendelse og trykker på afspil-pilen.

Desværre opfører programguiden sig på min Nexus 5 noget nervøst. Prøver jeg at scrolle op og ned eller til højre og venstre, foregår det i små hak, og nogen gange oplever man, at den enten helt halter efter, eller at den bare ikke reagerer. Det virker, som om guiden hele tiden skal kommunikere med en server et sted, og at der opstår forsinkelser her.

Jeg prøver at vælge et program. Jeg har for testens skyld fået adgang til alle de kanaler, Watz Me Now tilbyder, så jeg vælger et om Madagaskar fra kanalen BBC HD. Det valg betyder, at app'ens skærmbillede ligesom udvider sig, og nogle af knapperne bliver let skjult af skærmens underkant.

Valget udløser et nyt skærmbillede med kanalens logo, mens den loader, og efter få sekunder starter programmet. Tydeligvis ikke i HD-kvalitet.

Super kvalitet

Efter fem-seks sekunders afspilning stopper afspilningen, og få sekunder efter begynder udsendelsen forfra - og nu i HD. Og hvilken billedkvalitet.

Stopper og begynder forfra
Stopper og begynder forfra
Men efter fem-seks sekunders afspilning stopper afspilningen, og få sekunder efter begynder udsendelsen forfra - og nu i HD. Og hvilken billedkvalitet. Her er der ikke noget at sætte en finger på. Det flyder fuldstændig ubesværet, og det er svært ikke at blive imponeret. Til gengæld er der lige med dén udsendelse problemer med lyden. David Attenboroughs stemme bliver hele tiden overdøvet af de smægtende strygere, som indhyller de flotte billeder.

Efter nogle minutter prøver jeg at skifte forbindelse fra Computerworlds Wi-Fi til Telias 4G-netværk for at se, hvordan det spænder af. Det fungerer sådan set helt fint og flyder lige så ubesværet, men det betyder samtidig, at BBC-programmet begynder forfra.

Jeg prøver at spole frem i afspilningen til der, hvor jeg var nået til, men det er ikke helt let at ramme det rigtige tidspunkt med fingrene på afspilningslinjen, som ligner den, man finder på YouTube og i så mange andre lignende apps. I app'en er der ikke nogen muligheder for at spole frem eller tilbage ved tryk på en knap.

Efter nogen tid prøver jeg at skifte til et andet program. Det går lidt tøvende, men da den nye udsendelse begynder, er pauseknappen pludselig forsvundet og afspilningslinjen reagerer overhovedet ikke på, at jeg prøver at flytte afspilningen længere ind i programmet.

Nøjagtig samme oplevelse har jeg på min Nexus 7-tablet af første aftapning, der kører Android 4.4.2 ligesom min Nexus 5-telefon.

App'en til Android har altså tydelige mangler - i hvert fald på mine enheder, som vel i parentes bemærket er så tæt på den rene Android, man kan komme. Og det er da ærgerligt, for når først streamingen kører, er kvaliteten helt i top.

Helt anden oplevelse på iOS 7.0 og ny hardware
På redaktionen finder man en enkelt iPhone 4 (!). Selv om den kører iOS 7.0, er oplevelsen den samme som på mine Android-enheder.

Med iOS 7.0 og med nyeste hardware er oplevelsen dog en helt anden.

På både husstandens iPhone 5 og iPad Air med Retina-skærm fungerer det hele totalt glat, hurtigt og elegant - fuldstændig på samme niveau som Netflix.

Her er heller ikke noget med, at app'ens skærmbillede pludselig udvider sig. Udsendelser begynder betydeligt hurtigere, og de begynder ikke forfra efter nogle sekunder for at få HD-kvaliteten på banen - den fortsætter bare i bedre kvalitet - ligesom med Netflix. Pauseknappen forsvinder heller ikke på noget tidspunkt.

Så her er altså niveauet for, hvordan det kan og skal være.

HDMI-stick'en, som kræver strømforsyning enten fra et USB-stik på tv'et eller fra en medfølgende netdel, koster 550 kroner og giver mulighed for enten Wi-Fi-forbindelse eller kablet forbindelse til brugerens router.

Programguiden

Programguiden på dit tv ligner til forveksling løsningen på de mobile enheder.

Sæt din stick i Beta-tilstand

Softwaren i HDMI-stick'en kan sættes i beta-tilstand, så man dels kan prøve den seneste version af softwaren, dels kan bidrage til udviklingen af produktet.

Undgå hak

Billedopløsningen kan begrænses manuelt, hvis man på grund af svingende kvalitet af internetforbindelsen oplever hakkende afspilning.

HDMI-tilstand

HDMI-tilstanden for skærmen kan også justeres.

Android på dit tv
Android på dit tv
Løsningen til at se Watz Me Now på tv omfatter en meget lækkert designet HDMI-stick og en lille handy fjernbetjening, der smart nok benytter RF-signaler - altså radiobølger - til at kommunikere med stick'en. Derfor er det ikke noget problem, at stick'en sidder på bagsiden af dit tv.

HDMI-stick'en, som kræver strømforsyning enten fra et USB-stik på tv'et eller fra en medfølgende netdel, koster 550 kroner og giver mulighed for enten Wi-Fi-forbindelse eller kablet forbindelse til brugerens router.

I første omgang vælger jeg at bruge Wi-Fi-forbindelsen, for som nævnt i indledningen benytter jeg også den til at streame Netflix, og trods trængslen på routeren går det helt fint for Netflix at leverere i HD-kvalitet ad den vej.

Det gør det bare ikke med Watz Me Now. Desværre. Ikke i første omgang i hvert fald. Første aften, jeg prøvede, var der ingen mulighed for at hive et HD-signal hjem via Wi-Fi, men da var alle familiens devices også koblet på, og teenageren var i gang med at spille "LOL" eller "WOW" eller noget andet ....
Dagen efter var jeg alene i huset, og så var der pludselig hul igennem til HD.

Til gengæld fungerer det hele meget bedre, når HDMI-stick'en har kablet forbindelse til routeren. Responstiden er betydelig bedre.

HDMI-stick'en kører Android, og Watz Me Now-app'en på stick'en ser langt hen ad vejen ud som på mine Android-enheder. Men med betydelig bedre performance. Programguiden reagerer meget hurtigere, programmerne starter meget hurtigere, og de genstarter ikke, når en bedre kvalitet kan opnås, men fortsætter blot afspilningen.

Alligevel er der plads til forbedringer i forhold til oplevelsen på en iOS-enhed.

Jeg oplever for eksempel nogle gange, at pauseknappen ikke virker, og at spolefunktionen på fjernbetjeningen heller ikke virker, før jeg har startet et program forfra. Svartiderne svinger også fra nærmest ingenting til fem-seks sekunder.

Småting måske, men for en bruger af TDC's Home Trio er det et klart irritationselement.

Højst fire enheder
Softwaren giver mulighed for forskellige justeringer og indstillinger, som kan forbedre stick'ens ydelse. For eksempel kan man begrænse billedopløsningen for at give en mere jævn streaming med en svag forbindelse.

Man kan tage sit HDMI-stick med sig i sommerhus eller andre steder inden for landets grænser og få adgang til sin tv-pakke på den facon. Bare der er en internetforbindelse.

Et abonnement giver i øvrigt kun adgang til at se tv på fire forskellige enheder, som hver især skal registreres, første gang de kobles på. Det er ikke ret mange for en moderne familie, så man når hurtigt loftet. Og afregistrering og nyregistrering af enheder kan derefter kun ske for én enhed én gang om måneden - det må kunne gøres bedre.

Billedkvaliteten i HD fejler bestemt ikke noget.

Watz Me Now

Plus:

  • Moderne tv-løsning
  • Super streamingkvalitet
  • Fremragende funktion på iOS-enheder af nyere dato
  • Ingen bindingsperiode
  • Fin pris

Minus:

  • Android-funktion ikke på niveau med iOS
  • HDMI-løsning til tv ikke helt i mål

Karakter:

Konklusion
Konklusion
Streaming af tv-programmer er en super idé, når det kan fås i den kvalitet, som Watz Me Now leverer. Man kan ikke andet end blive dybt imponeret over, hvor godt det spiller, når først streamingen flyder.

På de parametre - altså billed- og lydkvalitet - har jeg ingen betænkeligheder ved at smide min nuværende leverandør af flow-tv til hjemmet på porten. Prisen for Watz Me Now er i hvert fald meget gunstig i det perspektiv.

At se tv på mobile enheder eller min pc er ikke umiddelbart et stort og uindfriet behov for mig, mens andre i familien sætter pris på det. TDC Play, som vi har adgang til, tilbyder dog ikke muligheden for at sætte programmer på pause, spole i dem og starte dem forfra.

Det kan Watz Me Now til gengæld, og selskabets streamingkvalitet er langt foran TDC's. På iOS-enheder af nyere dato fungerer Watz Me Now helt eminent, og her får man for alvor indtryk af, hvordan en moderne tv-løsning skal se ud.

Det samme gælder desværre ikke for de Android-enheder, vi har testet på. Det fungerer, men performance ligger en del under iOS-niveauet. 

Tilbage står så brugeroplevelsen hjemme i stuen. Bortset fra billedkvaliteten kniber det noget for Watz Me Now at nå det niveau, vores nuværende løsning fra TDC kan levere. App'en på HDMI-stick'en har - trods den seneste opdatering - stadig performanceproblemer. 

Man kan håbe på, det kun er et spørgsmål om tid, før den sidder i skabet for Watz Me Now.

Savner muligheden for at optage
En af de ting, jeg i hvert fald savner, er muligheden for at optage programmer. Godt nok kan man spole 48 timer tilbage i programguiden og se de programmer, man ikke lige nåede. Det er en temmelig unik mulighed, som sætter brugeren helt fri fra flow-tv's snærende bånd.

Men det er på den anden side ikke nok, hvis man har været på weekend eller på på ferie. Og heller ikke for folk med skiftende arbejdstider, lyder det fra min bedre halvdel.

Alt i alt synes jeg dog, at Watz Me Now leverer et meget interessant og moderne bud på et alternativ til IP-tv og alle de andre muligheder - et bud, der er helt i tråd med Netflix-ånden.

Prisen er i hvert fald meget gunstig, og når der ikke er noget oprettelsesgebyr eller nogen bindingsperiode, og når første måned tilmed er gratis, vil jeg bestemt anbefale, at man prøver løsningen. Det gælder også HDMI-stick'en, som der er 14 dages returret på.

Karakteren lander på fem ud af seks stjerner.



Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...
mest debaterede artikler

Computerworld
Ny bil i 2030? Mercedes-Benz har allerede bygget den ... og den kører på 10 MacBooks
Mercedes-Benz F015 ligner ikke noget, du kan finde på hylderne hos nogen bilforhandler. Den stålgrå maskine med de indbydende former er da også mere en vision og et rullende eksperiment end en bil, du kan bruge til noget. Og så er den fyldt med MacBooks under motorhjelmen.
CIO
Morten Mogensens firma blev forsøgt svindlet, men snød selv svindleren: "Vi tager det som en oplevelse"
Dansk virksomhed blev bedt om af sende 100.000 kroner til en hemmelig konto via en mail, der var afsendt som en besked fra direktøren til regnskabsafdelingen. Phishing-forsøget blev opdaget, og direktøren og regnskabschefen tog en fiffig hævn.
Comon
Microsoft er klar med firmaets næste konsol: Her er lanceringsdatoen i Danmark
Det nye familiemedlem ankommer i butikkerne den 2. august. Se hvad der bydes på af nyheder til spil-og film-folket.
Channelworld
Nordmænd køber dansk software-hus - medarbejderne bliver
Norske Amesto Solutions har købt det det danske CRM-firma Adwiza, der har haft svært ved at opnå tilstrækkelig lønsomhed. Men det skal der laves om på nu, lyder det fra Norge.
White paper
Mobility - her er de aktuelle udfordringer
Hvad med sikkerheden? Mobility-bølgen fejer igennem danske virksomheder, og der er masser af muligheder og faldgruber. Sikkerheden halter, men det kan der gøres noget ved. Produceret af Computerworld.dk i oktober 2014.