Microsoft gør hele .NET-platformen til open source

Microsofts software-framework .NET bliver open source med en hel række nye licensbetingelser. Samtidig giver Microsoft flere versioner af Visual Studio gratis væk.

Artikel top billede

It-giganten Microsoft åbner hele sin .NET-serverstack mod open source-miljøet, så alle udviklere kan bruge og bidrage til platformen.

Den nye åbning fra Microsoft bliver i dag annonceret på selskabets Connect-udviklerkonference i New York.

Åbenheden mod open source-miljøet sker efter, at selskabet tilbage i april løftede sløret for, at det havde skabt organisationen .NET-foundation for at kaste dele af udviklingsplatformen .NET ud til open source-miljøet.

Dagens annoncering er således en udvidelse i Microsofts open source-satsning på at få flere udviklere med fokus på programmering til flere forskellige enheder ind under it-gigantens vinger.

"Vi gør det, at vi åbner hele vores .NET-server stack. Det betyder, at udviklere kan benytte .NET på tværs af Windows, Mac og Linux," udtaler Jasper Hedegaard Bojsen, der er selskabets danske direktør for apps og platforme.

Her kan du få et overblik over Microsofts igangværende open source-projekter.

Ændrer licensbetingelserne

Jasper Hedegaard Bojsen fortæller, at når .NET ryger ud som åben kildekode, sker det under en MIT-open source-licens.

Denne licens indbefatter .NET Server Core-stacken inklusiv .NET Core, -runtime og class libraries, der kommer i forlængelse af open sourcingen af compiler-platformen Roslyn og ASP.NET, som allerede blev annonceret tilbage i april.

"Vi har tidligere sagt, at vi vil hjælpe alle udviklere på alle platforme, og nu fortsætter vi så med at sætte handling bag ordene," siger Jasper Hedegaard Bojsen om selskabets open source-udvikling.

Han ser ikke ser dagens annoncering som et decideret angreb på nogen - heller ikke Oracles Java-platform.

"Vi vurderer, at der i de seneste 12 måneder har været cirka 1,8 milliarder installationer på .NET. Nu skal denne nye åbning gerne betyde, at det bliver endnu sjovere og mere produktivt for udviklere at benytte .NET," forklarer han.

Udover open source-delen af .NET Server skifter platformens versionsnavne også til årstal.

Den nuværende version af .NET hedder 4.5.2, og den næste version får således det mere strømlinede navn .NET 2015. Den version er tilgængelig fra i dag i en preview-version.

Gratis versioner af Visual Studio

Adgangen til Microsoft-udviklingsmiljøet Visual Studio bliver der ligeledes lirket op for på Connect-konferencen i New York.

Konkret sender Microsoft en ny udgave af udviklingsmiljøet ud, der hedder Visual Studio Community 2013, som bliver gratis at bruge for en lang række organisationer og virksomheder i blandt andet Danmark.

Den nye Community-version af Visual Studio svarer funktionelt til Visual Studio 2013 Professionel og samler de gratis Visual Studio Express-versioner under én hat.

"Express-versionen til udvikling af blandt andet apps og hjemmesider har førhen været lidt fragmenteret. Nu tager vi så miljøet til et nyt niveau og giver mere samlet funktionalitet gratis væk til en vigtig gruppe af udviklere," siger Jasper Hedegaard Bojsen.

Mere specifikt betyder det, at NGO'er, studerende, iværksætter- og mindre virksomheder kan kaste sig over Visual Studio Community 2013 uden at skulle svinge kreditkortet.

Store virksomheder betaler stadig

For enterprise-installationer af Visual Studio vil der stadig være betaling ved kasse 1.

"Vi definerer enterprises som virksomheder, der har over 250 pc'er og/eller en omsætning over en million dollar. I alle andre typer virksomheder kan fem brugere anvende Visual Studio Comunity 2013 gratis," lyder det fra Microsoft-direktør Jasper Hedegaard Bojsen.

"Hvis Visual Studio benyttes i klasseværelset eller til akademisk research, så er der ingen begrænsning på antallet af brugere," fortsætter han. 

Kommer med Android-emulator

Microsoft vurderer, at der har været omkring syv millioner installationer af Visual Studio inden for det seneste år.

"Vi anser Visual Studio som en meget populær platform, og derfor vil vi også gerne investere mere i øget samarbejde inden for community'et," fortæller Jasper Hedegaard Bojsen.

Oveni lanceringen af Visual Studio Community 2013 barsler selskabet også med Visual Studio 2015-versionen, der dog endnu er en preview-version.

Han nævner, at der i den kommende Visual Studio 2015 kommer en Android-emulator, der alt andet lige bør gøre det nemmere for udviklere at spytte Android-apps ud fra Visual Studio 2015.

"Du har jo altid kunnet kode dine apps i selv Notepad, men det har jo ikke været særligt produktivt. Vores fokus er på netop vores kunders produktivitet, og det bidrager dagens annonceringer til," bedyrer Jasper Hedegaard Bojsen.

Læs også:
Microsoft: Derfor ændrer vi Lync til Skype for Business

Microsoft dropper betaling: Office bliver gratis til iOS og Android

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

Sarah Warm

IFS Danmark A/S

Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

Kari Lehtimäki

Den danske eID-virksomhed Idura