Artikel top billede

(Foto: iStockphoto/Lisa Klumpp)

Vi må have en plan: Nutidens børn er fremtidens sikkerhedshovedpine

Klumme: Hvis vores børn ikke har styr på sikkerheden, når de bliver voksne, bliver de lette ofre for forbryderne. De vil falde for svindelnumre, installere malware og bliver ofre for identitetstyveri - ganske som deres forældre gør i dag.

Dit barn kan blive årsagen til, at hjemmets computere bliver inficeret med virus.

Det er du utvivlsomt klar over. Og du har givetvis sørget for at udstyre ungerne med egne brugerkonti med begrænsede privilegier, så de ikke kan forvolde alt for megen skade på computerne.

Men hvordan lærer børnene, at de ikke ukritisk skal klikke på vedhæftede filer i mails? Kan de kende en falsk virusadvarsel fra en ægte?

Her har vi som forældre en forpligtelse. Som læser af Computerworld er du utvivlsomt godt klædt på til den opgave.

For andre forældre er det imidlertid en stor udfordring at lære deres børn sikker it-adfærd. De begår selv nøjagtig de samme fejl, som de gerne skulle lære deres børn at undgå.

Skolen har problemer

Når børn skal lære noget, sender vi dem i skole. Og skolen er da også en oplagt medspiller. Men her udgør lærernes it-kompetencer - eller mangel på samme - et problem.

Professor Cathrine Hasse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet har for nylig udtalt, at lærerne ofte har svært ved at bruge it i undervisningen.

"Man ignorerer, at det er ekstremt læringskrævende for lærerne at bruge it. I nogle tilfælde handler det om basale problemer som at kunne åbne og lukke et program. Men det handler især om, at der mangler udviklingsarbejde og vidensdeling mellem lærerne på skolerne," siger hun til Politiken.

Det er et problem for børnenes generelle læring. Men for mig som sikkerhedsansvarlig udgør det et lige så alvorligt problem, når det gælder informationssikkerhed. For hvis lærerne ikke er fortrolige med it som værktøj, kan vi slet ikke forvente, at de kan håndtere de sikkerhedsproblemer, it medfører.

Det bliver ikke nemmere af, at mange skoler går BYOD-vejen (Bring Your Own Device). Det er i praksis umuligt for selv den mest it-kyndige lærer at have styr på sikkerheden på alle de enheder, børnene har med i skoletaskerne.

Initiativ er på vej

Regeringen mener, at børn skal lære om informationssikkerhed. Det fremgår af den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed, som den udsendte i december.

Blandt de 27 initiativer er en informationsindsats om emnet i folkeskolen. Det skal ske i samarbejde med Center for Cybersikkerhed, Undervisningsministeriet og relevante offentlige og private parter.

Et konkret bud på sådan en indsats er projektet CodeX - Digital tryghed i skolen, som netop er skudt i gang. Her går en række parter sammen om at uddanne børn i 5. -7. klasse i sikker digital adfærd.

Vi i Rådet for Digital Sikkerhed deltager i projektet hvor hovedaktørerne er Digitaliseringsstyrelsen og IT-Branchen, mens samarbejdspartnerne er Multihouse, ESL-foreningen og forbrugerrådet TÆNK. Sponsorerne er KMD, Outpost24 og Medierådet for Børn og Unge og EU.

Telefonen er en hjælper

Mange af os har udstyret vores børn med smartphones. Nu skal vi lære dem, at en smartphone også er et godt sikkerhedsredskab. Telefonen kan nemlig bruges til to-faktor-autentifikation. Når barnet skal logge ind på en webtjeneste, skal det foruden brugernavn og password også indtaste en kode. Den kan sendes som sms til telefonen eller genereres af en app.

På den måde lærer børnene, at it-sikkerhed kan indgå som en naturlig del af de enheder, de bruger i hverdagen.

Smartphonen er også et praktisk sted at placere en app til at holde styr på passwords, en password manager. Børnene skal nemlig lære ikke at bruge det samme brugernavn og password til flere tjenester.
Derfor ender de hurtigt med flere passwords, end noget menneske kan huske. Her er en såkaldt password manager uundværlig.

Mit råd er at vælge en løsning, hvor den samme password manager kan bruges på flere platforme. På den måde har børnene adgang til deres passwords fra både pc, tablet-computer og smartphone.

Truslerne vokser

Konsekvenserne er skræmmende, hvis vi ikke lærer vores børn at tage vare på informationssikkerheden. Truslerne fra de it-kriminelle vokser. Der bliver flere trusler, og de bliver mere alvorlige.

Hvis vores børn ikke har styr på sikkerheden, når de bliver voksne, bliver de lette ofre for forbryderne. De vil falde for svindelnumre, installere malware og bliver ofre for identitetstyveri - ganske som deres forældre gør i dag.

Danmark har brug for en langsigtet indsats på området. Og den skal begynde med det samme.