Artikel top billede

Anmeldelse: På discountferie i det ydre rum

Affordable Space Adventures er et af de spil der bedst forstår at udnyttes Nintendos Wii U-konsol - og så er det dansk.

Den ultimative oplevelsesferie går hverken til Canadas åbne vidder, Australiens vildmark eller noget andet sted på denne klode. I stedet skal kursen sættes mod den fjerntliggende planet Spectaculon i selskab med rejsebureauet Uexplore.

Du bliver får stillet dit helt eget lille rumskib til rådighed, så du kan udforske Spectaculon på egen hånd - og det er fuldstændigt sikkert. Det garanterer i hvert fald reklamerne fra Uexplore. Rent praktisk bliver du transporteret til planeten af et større moderskib, som også henter dig igen efter 72 timer.

Men selvfølgelig går der noget galt. Hvad ved du ikke, men det store moderskib ligger spredt omkring i landskabet, og dit eget lille rumskibs automatiserede reparationssystemer er kun langsomt ved at få dets egne motorer og sensorer operationsdygtige.

Du er nødt til at finde en nødkaldsstation, så du kan slippe bort fra den alt anden en ufarlige Spectaculon.

Rumskibet er en lille sniger

Affordable Space Adventures er udviklet af danske Knapnok Games i samarbejde med den svenske spildesigner Nicklas "Nifflas" Nygren, og det er udviklet specifikt med henblik på Nintendos Wii U-konsols styrker.

Således fungerer Wii U Controllerens skærm som kommandocentral i forhold til dit rumskib. Det er her, du styrer motorernes ydelse, antityngde, vægt, fart og slår sensorer til og fra. Det er nødvendige øvelser, når de mange farer på planeten skal undgås.

De fjendtlige tilstedeværelser reagerer nemlig på, om dit rumskib for eksempel larmer, udsender for meget varme eller dets elektriske udladninger er for høje - og så er det bare med at justere på systemerne, så du kan snige dig ubemærket videre.

Noget der fra tid til anden kan være temmelig udfordrende og kræve meget kreative løsninger.

Multiplayer sætter høje krav til teamwork

Affordable Space Adventures er et af de bedste spil, der endnu er udgivet til Wii U - og det har to årsager.

For det første indhyller spiludviklerne dig fuldstændigt i spilverdenens fiktion. For eksempel lærer du ikke at flyve dit rumskib via en regulær tutorial, men præsenteres i stedet for de forskellige systemer og funktioner, efterhånden som de bliver repareret - præcis som du ville blive det, hvis du rent faktisk sad i rumskibet.

Den måde at pakke spillerne ind i fiktionen på er prisværdig, og det får Affordable Space Adventures til at emme af stemning.

Knapnok Games anden regulære genistreg er multiplayer. Der kan være op til tre spillere, som så fordeler rumskibsopgaverne mellem sig. To spillere med hver en Wii Remote tager sig af henholdsvis styringen og sensorerne, mens den sidste spiller med Wii U-controlleren så "blot" skal tage sig af rumskibets systemer.

Det er en måde at spille sammen på, som virkelig sætter store krav til såvel indbyrdes kommunikation og teamwork, og på mange måder flytter det faktiske spil ud i stuen og væk fra skærmen.

Det måske værste ved Affordable Space Adventures er, at det kun udkommer digitalt til Wii U, og det derfor er forbeholdt en alt for lille skare at opleve, hvor godt dette spil er.

Læs også: Anmeldelse: Jeg en gård mig bygge vil ...