Microsoft: Dette er vores tid - nu banker vi alt og alle (men vi mangler hjælp)

Microsofts partner-konference, Orlando: Efter mange års forvirring om kurs og produkter bobler Microsoft af tillid. 'The New Microsoft' skal igen overtage verdensherredømmet.

Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Microsoft partner-konference, Orlando: Efter en relativt stillestående årrække er der mærkbar optimisme i Microsoft, der med selskabets massive kurs-ændring pludselig øjner muligheden for at vende tilbage til gamle dages dominans på den globale it-scene.

På selskabets store partner-konference, der i disse dage finder sted i det solflimrende Orlando i Florida, er der dollar-tegn i øjnene på mange deltagere.

For det er mange år siden, at selskabet senest har været i en position helt fremme i det teknologiske udviklings-kapløb, hvor det er muligt både at tjene rigtigt mange penge, men også - måske vigtigere - at få skabt et momentum, der kan bringe selskaber sikkert mange år ind i fremtiden.

Det er ved at ske nu med den store cloud-bølge, som Microsoft har kastet alt ind på at give fart, og som er ved at transformere selskabet til noget helt nyt, 'The New Microsoft,' som selskabets COO, Kevin Turner, kalder det.

"Vi lever i en tid domineret af 'disruption.' Landskabet forandrer sig som aldrig før, og der er ingen tegn på, at det vil komme til at gå langsommere i fremtiden," siger han.

Ifølge direktøren er der enorme muligheder for Microsoft i at træde til som fødselshjælper i virksomhedernes forandringsplaner. For alle skal transformere sig med udviklingen, hvis de skal overleve i fremtiden, lyder budskabet.

"Dette er tiden, hvor vi skal gribe muligheden. Vi skal ikke se os tilbage på det gamle Microsoft. Vi skal fremad, og vi skal nyde denne tid, som er Microsofts tid," lyder det fra direktøren.

Budskabet på konferencen er igen og igen, at transformation er det allervigtigste i alle industrier lige nu, hvor virksomhederne er begyndt at få øjnene op for de muligheder, der ligger i at kunne udnytte data til at tænke deres forretninger på nye, skarpere, mere agile og mere indtjenende måder.

Det kan virksomhederne imidlertid ikke selv finde ud af, da det kræver forståelse for og indsigt i it-systemernes stedse mere komplekse og cloud-baserede sammenhæng.

Det handler altså ikke længere om først og fremmest at sælge it-systemer, lyder budskabet fra Microsoft. Det handler om at hjælpe virksomheder med at transformere sig i takt med mulighederne i den buldrende it-udvikling.

"Vi skal tænke Microsoft på en helt ny måde. At hjælpe andre med at transformere sig i takt med udviklingen er vores store mulighed. Vi skal ikke længere bare lukke handeler, men se på, om vores kunder har succes," lyder det fra Kevin Turner.

Der er allerede godt gang i gryderne for selskabet, der er dybt afhængig af sine mange tusinder partner-selskaber, som hver især udvikler, sælger og håndterer et hav af forskellige add ons til Microsofts platforme.

Cloud'en er central. I dag sælger mere end 70.000 Microsoft-partnere cloud-løsninger verden over. Men det er alt for lidt, mener direktøren, der ser Google og Amazon Web Services som de eneste reelle konkurrenter i markedet lige nu.

"Vi har brug for mange flere partnere til at udnytte de enorme muligheder, som vi ser i markedet lige nu. Markedet er ved at blive skabt lige nu, og det er absolut afgørende, at vi får momentum," siger han.

Ifølge ham er andelen af partnere, der opererer i cloud'en, steget fra blot 10 procent i 2013 til nu 49 procent.

Alle selskabets produkter er i færd med at blive bundet sammen i cloud'en, hvilket giver hidtil usete muligheder for avanceret data-analyse og lignende.

Hovedmotoren i udviklingen har i flere år været Office 365, som er blandt Microsoft største successer nogensinde.

På trapperne er nu en helt ny version af Office 365 - Office 365 E5 - der bliver nøje tilrettet de nye erhvervsmæssige muligheder, som Microsoft ser i cloud'en - blandt andet med fokus på netop avanceret analyse.

Microsoft har meget store forventninger til denne lancering, som ifølge selskabet meget vel kan blive det mest indbringende produkt i de kommende år.

Selskabet ser et muligt marked på flere hundrede milliarder kroner for løsningen, som ingen rigtigt har nuppet endnu.

"Dette er fremtiden. Det er der, vi skal hen. Men vi mangler partner-kapacitet, og vi har ikke rigtigt nogen rigtigt store cloud-partnere endnu," siger Kevin Turner.

Læs flere artikler fra Microsofts partner-konference 2015:

Nu kommer de intelligente it-systemer, hvor alting smelter sammen.

Microsoft: Du kommer selv til at kunne vælge opdaterings-tempo i Windows 10 - stort set

Brug for oprydning i Microsofts partnerkanal: Her er de store muligheder for partnerne

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Sarah Strøyer Hove som Consultant ERP. Hun skal især beskæftige sig med de nyeste teknologiske muligheder sammen med forretningsprocesserne. Hun kommer fra en stilling som Business Controller hos NGI A/S. Hun er uddannet hos Professionshøjskolen UCN som markedsføringsøkonom og International Handel og Markedsføring. Hun har tidligere beskæftiget sig med lager og logistik. Nyt job

Sarah Strøyer Hove

Norriq Danmark A/S

Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

Casper Voldstedlund

Systematic A/S

Martin Grooss Carpentier, Software Architect hos Kamstrup, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

Johnny Krogsboll

Arctic Wolf Networks