Artikel top billede

Windows fylder 30 år: Her er hele historien om verdenshistoriens vigtigste styresystem

Her er hele historien om verdens mest anvendte styresystem, der nu fylder 30 år. Læs om opture og nedture for Microsoft Windows.

Windows 10 er en forandring, der er til at tage og føle på i Windows-universet. Koden er for første gang gratis for de fleste (Windows)brugere.

Fundamentet til den nyeste udgave af Windows blev dog grundlagt den 20. november 1985, hvor den første udgave af Windows sælges til en pris på 99 dollar.

Programmet blev markedsført som en grafisk brugergrænseflade, der kunne udvide DOS-styresystemet, og som lod brugerne køre flere programmer på én gang, som de nemt kunne skifte mellem ved at bruge en mus.

Faktisk var Windows blevet introduceret to år tidligere, da Microsoft demonstrerede produktet for IBM, men versionen var så fejlfyldt, at IBM ikke var interesseret i at investere i et så ufærdigt produkt.

Kodebunden til Windows-programmet hedder DOS (Disk Operating System), og det blev introduceret i 1981.

De første personlige computere, som almindelige mennesker og mindre virksomheder havde råd til, benyttede styresystemet MS-DOS, som Microsoft købte af programmøren Tim Paterson.

Windows 1.01-brugerfladen var Microsofts første tillægsprodukt, som kunne installeres oven på MS-DOS og give en grafisk brugerflade, men der kommer stadig til gå et helt årti, inden Windows bliver markedsført som et egentligt styresystem.

Microsoft starter med en kopi

Microsoft var ikke den første virksomhed, der lancerede en grafisk brugerflade.

Firmaer som Digital Research, og selskabets Graphical Environment Manager (GEM), der blev brugt af producenten Atari, var langt tidligere ude med ikoner på et skrivebord.

I 1984 så det første Apple Macintosh-system med kommerciel succes også dagens lys.

Apple havde dog hentet sin idé til en grafisk brugerflade hos Xerox. Firmaet havde i Xerox PARC et forskningscenter, der stod bag flere væsentlige opfindelser på pc-området herunder den grafiske brugerflade med vinduer og ikoner.

Xerox brugte dog ikke sin opdagelse i kommercielt øjemed.

Microsoft var således langt fra firmaet, som opfandt ikonerne. Den idé blev kopieret fra konkurrenterne.

På videoen herunder kan du se en genert og meget ung Bill Gates introducere Microsoft Windows i 1985.

Se også galleriet: Windows gennem tiderne: Fra Windows 1 til Windows 10

Version 3 bliver god

I 1987 kom Windows 2.0, der ikke tilføjede meget nyt til brugerfladen, men understøttede de hurtigere Intel 286-processorer. Version 2.03 blev udviklet til 386'er generationen.

Først tre år senere kom Windows 3.0, der for alvor blev et gennembrud for Microsoft.

Kort efter introducerer Microsoft Windows 3.1, som er en version, der retter op på fejl og mangler og tilføjer nye funktioner, og denne udgave blev mødt med stor anerkendelse.

Desuden lanceres Windows for Workgroups 3.1 og 3.11, som tilføjer og forbedrer netværks-understøttelsen, primært til erhvervslivet.

Ny teknologi eller bare NT

Microsofts næste Windows-udgave får navnet NT (New Technology) og kommer både i en desktop- og server-version.

NT var ikke en efterfølger til Windows 3, men derimod et helt nybygget produkt, der blandt andet skrottede FAT-filsystemet til fordel for NTFS (New Technology File System).

Med det filsystem dannede Microsoft en helt ny gren af Windows-udgaver, og NT bliver fil-fundamentet i senere Windows-udgaver.

NT udkom i flere selvstændige versioner, og navnet blev først sløjfet i 1998.

Windows 95 til alle

Den 24. august 1995 udkom Windows 95, der skulle blive en gigantisk succes.

På lanceringsdagen stod folk i lange køer for at være blandt de første til at få fingre i styresystemet, et scenarie vi i dag kun kender fra Apples lanceringer.

Windows 95 var en videreudvikling af de tidligere MS-DOS-systemer, men det var langt mere brugervenligt og grafisk orienteret end tidligere.

Samtidig var det bagudkompatibelt med Windows 3.1 og kunne afvikles på blot fire megabyte ram.

Et andet hårdtslående argument fra Microsoft var, at firmaet fra 1996 inkluderer browseren Internet Explorer i styresystemet - en beslutning, der siden skulle vende sig imod Microsoft på grund af konkurrenceforvridende markedsføring, som førte til en retssag og milliardbøde.

Microsoft gav den også fuld pedal på markedsføringsbudgettet. Windows 95 var nemlig koblet sammen med et gigantisk reklamebudget, der var med til at danne den massive hype omkring produktet.

Windows 95 lægger grunden til flere styresystemer fra Microsoft kaldet 9x-generationen.

De har alle den ene fod i 32-bit-universet og den anden plantet i det 16-bit-software, der endnu ikke er helt forsvundet.

Windows 95 får tre år senere en opgradering i form af Windows 98, der blandt andet understøtter læsning af dvd-diske.

Der kommer ligeledes en 9x-udgave med titlen Windows Me med fokus på musik, video og hjemmenetværket.

Udgaven blev ingen stor succes og var samtidig den sidste version, der er baseret på 95-koden.

2000 og XP

I 2000 starter en ægte 32-bit-generation af styresystemer, hvoraf to bliver utrolig populære.

Windows 2000 udgives, som navnet antyder, i 2000 og allerede året efter introduceres XP, der også blev Microsofts første 64-bit system i form af en speciel 64-Bit Edition.

Microsoft Windows 2000 er et brud med 9x-udgaverne og en videreudvikling af Windows NT-kernen.

2000 kunne som noget nyt i forhold til Windows 98 og Me benytte filformatet NTFS, hvilket gav verdens it-administratorer mulighed for at tildele rettigheder til mapper, filer og brugere.

2000 blev frigivet i en stribe versioner fra desktop til datacenter-server og var således henvendt til de professionelle, men blev også brugt af mange private.

Windows XP, der blev lanceret i oktober 2001, og som står for eXPerience, var længe danskernes mest foretrukne operativsystem.

Med Windows XP blev forbruger- og virksomhedsversionerne af Windows sammenlagt, og resultatet var et forbrugerorienteret styresystem. Supporten til systemet udløb i april 2012, men det hænger stadig ved i mange regioner.

Vista var værst

Efter varme kommer kulde, hvilket efterfølgeren til den populære XP-version måtte føle.

Windows Vista er måske det mest udskældte operativsystem fra Microsoft i den 30 år lange historie.

Der gik hele seks år mellem udgivelsen af XP og Vista - den længste periode nogensinde mellem to versioner - så forventningerne var skyhøje til det nye styresystem.

Desværre var Vista allerede fra lanceringen befængt med kompatibilitetsproblemer, ville ikke køre på ældre hardware, og så var folk utilfredse med, at brugerfladen krævede så mange ressourcer af både maskinen og af brugeren.

Især sikkerhedsfunktionen User Account Control (UAC) blev kritiseret for at være unødvendig bureaukratisk.

Vista kom aldrig i nærheden af XP's succes.

Det gjordet til gengæld versionen, der også ændrede navnestrukturen for produktet, og som kom til at hedde 7.

Versionen kom i handlen den 22. oktober 2009.

Systemet brugte stadig en videreudvikling af NT-kernen, som også blev anvendt i XP og Vista, og udgaven findes i en stribe versioner, der understøtter både 32-bit og 64-bit maskinarkitektur.

Efter de mange kritiske stemmer mod Vista har Microsoft formået at genfinde glæden hos brugerne med Windows 7.

Brugerne har nemlig taget vel imod en mere gnidningsfri brugeroplevelse og et mindre fejlramt stykke programmel.

Windows 7 er stadig den foretrukne version af Windows i Danmark.

Nye skrivebordstider

Windows 8 kom den 26. oktober 2012, og den kode blev senere tilpasset med opdateringen 8.1 i 2013.

Med version 8 får Microsoft igen ballade med brugerne.

En markant ændring i brugerfladen, der blev mere målrettet mod tablet-fladen med fliser på skrivebordet, deler vandene.

Grafikken var hentet fra Phone-brugerfladen, og den trykfølsomme fokus får en del kritik.

Ligeledes forsvandt den elskede Start-knap i de første udgaver. Den kom dog tilbage igen efter mange kritiske røster.

Versionen vandt dog aldrig den samme popularitet som Windows 7.

Den gratis udgave af Windows

Den 29. juli 2015 blev den seneste kode blevet frigivet.

Windows 10 blev gratis for de fleste, og gjorde det igen muligt at adskille fliserne fra det traditionelle skrivebord på en effektiv måde, og så udskiftes Internet Explorer med den helt nye browser med navnet Edge.

Udbredelsen går stadig hurtigt - primært fordi muldvarpen ikke skal op af baglommen i forbindelse med opgradering.

Ud over desktop-produkterne tilbyder Microsoft også en stribe rene serverprodukter og mobil-varianter i Windows-serien.

Se Windows-galleriet: Windows gennem tiderne: Fra Windows 1 til Windows 10

Læs også:
Efter tre hektiske måneder: Så meget fylder Windows 10 nu på markedet

Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig

Vi har testet den endelige version af Windows 10: Her er vores dom