Ifølge it-analysehuset IDC er der stadig masser af plads til nye brugere af internettet.
Således spår regnedrengene, at der i slutningen af det næste år vil være 3,2 milliarder mennesker på nettet, hvilket svarer til lige godt 45 procent af klodens samlede befolkning.
Af disse estimerer IDC, at to milliarder kommer til at bruge mobile enheder til at surfe fra.
Her kan du læse IDC's udlægning af tallene.
Lidt mere dystert er det, at selskabet forudsiger en ganske lav vækst i antallet af internetbrugere frem mod 2020 på blot to procent om året - med mindre, der kommer nye metoder til at sprede internettet til de resterende fire milliarder potentielle brugere.
IDC nævner blandt andet forsøgene fra Google, SpaceX og Facebook med højtflyvende balloner, fly og satellitter som eksempler på nye metoder til netspredning.
Der er dog ganske usikkert, om disse tiltag kan være med til at udbrede internettet mærkbart til eksempelvis det afrikanske kontinent.
Mobilos er vejen til nettet
En anden tendens er, at mobilen bliver mere og mere et surf-redskab fremfor et ringe-redskab, lyder det fra IDC.
"I løbet af de næste fem år kommer antallet af mennesker, som udelukkende bruger mobile enheder til at komme på nettet, til at stige med 25 procent per år," skriver Scott Strawn fra IDC i en pressemeddelelse.
Ligeledes vil den tid, vi tilbringer på nettet med vores mobiltelefon, øges.
"Den måde, vi anvender nettet på med mobile enheder, vil betyde en eksplosiv vækst i handel via mobilen og mobile annoncer," forudser IDC-manden på baggrund af firmaets tal.
Analyser af, hvad vi anvender nettet til, når vi er logget på, understøtter da også hans påstand.
Mere end to milliarder af os bruger e-mail og læser nyheder på nettet. Mere end en millirad bruger netbanken, streamer musik og leder efter nyt arbejde.
Og så viser tendensen altså også, at der er flere og flere, der handler på nettet.
Ifølge IDC vil flere erhvervsområder som rejser, bøger og online undervisning omsætte for mere end 685 millioner kroner (100 millioner kroner) i 2015.
Ligeledes oplyser IDC, at stort set alle forøgelser af annoncebudgettet vil blive rettet mod mobil-annoncering eller mod online-video.
I denne infografik kan du se, hvordan IDC mener, at verden bruger nettet.