Artikel top billede

Nets: De mobile betalinger kan glide ud af bankernes hænder og havne hos it-firmaerne - du betaler med oplysninger

Interview: Infrastrukturen til mobile betalinger ligger nu klar hos Nets, men det er stadig usikkerhed om, hvem der kommer til at løbe med kunderne. Bankerne og it-firmaerne ligner i øjeblikket de to største konkurrenter i kampen om de mobile betalinger.

De første tabere i kampen om mobiltelefon-betalinger i butikkerne var teleselskaberne, der aldrig nåede at gribe muligheden og få adgang til de indtægter, der er forbundet med mobile betalinger.

Hvis bankerne ikke passer på, kan de også risikere at tabe det slag.

De nye vindere kan i stedet blive firmaer som Microsoft, Samsung og Apple, der er bedre rustet til at kapitalisere på informationerne om handelsmønstre ved at bruge disse oplysninger i deres eksisterende økosystem.

Derved kan virksomhederne skabe en endnu mere præcis profil af dig og dit forbrug.

"Kapitaliseringen på mobile betalinger kan ske som en slags social medie-økonomi, hvor kunden kan betale for en service ved at afgive personlige oplysninger, fordi det nu er muligt for alle, at bygge mobile net-betalingsløsninger."

Det fortæller Kristian T. Sørensen fra Market Development & Strategic Alliances hos Nets, da vi besøger firmaet i Ballerup lige uden for hovedstaden.

Det skyldes en ny arkitektur til de mobile betalinger.

Teknologien ligger klar

Hos Nets er man netop blevet klar med den teknologiske infrastruktur, der skal håndtere betalinger via mobilens NFC-chip og terminalerne, der kan læse NFC-chippen.

NFC har længe været den teknologi, der er udråbt til at varetage den trådløse overførsel mellem mobilen og eksempelvis en Dankort-terminal.

Læs også: Sådan virker trådløs NFC-betaling i Danmark

I dag er NFC-teknologien understøttet af alle de kontaktløse terminaler, der er i Danmark, hvilket er omkring 75 procent af det samlede antal terminaler.

Ligeledes er NFC standard i næsten alle moderne smartphones.

Muligheden for den trådløse transaktion mellem telefon og terminal er således på plads.

Og det er så småt begyndt. Nets har netop rundet en halv million kontaktløse transaktioner om ugen. En dråbe i transaktionshavet, men dog en start.

Læs også: Teknikken står klar over hele Danmark: Men hvor bliver mobilbetalingerne af?

På en moderne smartphone er der i mange tilfælde også indbygget en softwarearkitektur, Host Card Emulation eller bare HCE, som gør det muligt for eksempelvis en bank at opbevare kortinformationer centralt i stedet for, at brugeren har kreditkortoplysningerne ligger på selve telefonen.

CPU'en på telefonen kan emulere, at den er et kort.

"Kortoplysninger har tidligere cirkuleret rundt, og er blevet tastet ind alle mulige steder. Nu ligger de ét sted og tilgås via en nøgle, kaldet et token, der kan omveksles til de sensitive data. Mister man nøglen, lukkes bare for adgangen."

Så I har rykket kortinformationerne tilbage til Nets og uddelt nøgler til telefonerne, så de kan kobles sammen med kortoplysningerne via butikkens terminal?

"Ja, det er korrekt. Vi bruger kontakten til bankerne og butikkerne på en ny og mere sikker måde. Ved at adskille sensitive og ikke sensitive data. "

Tidligere skulle banken indgå aftaler med teleselskaberne om at håndtere kundedata på mobilen. Med HCE er der ikke behov for en tredjepart, da man kan kontrollere oplysninger i sit eget miljø.

Det er den infrastruktur, Nets netop har bygget.

Det rigtige kortnummer ligger på en server i Nets' regi. På telefonen er der en kode, der via terminalen sendes til Nets' server.

Hvis de to numre passer sammen, gives en accept til betalingen. Hvis de ikke passer sammen, kan transaktionen ikke gennemføres.

"Denne teknologi vil også gøre det langt mere sikkert at handle i netbutikker, da man ikke kan aflure eller hacke sig adgang de rigtige kortnumre, der kun ligger hos os og ikke ude hos den enkelte butik, som det er tilfældet i dag."

På den måde vil en sag som den amerikanske supermarkedskæde Target var ude for, hvor millioner af kreditkortnumre og kundeoplysninger blev stjålet, være utænkelig.

Simpelt er smart

Nets infrastruktur består basalt set af en simpel database, der kan koble et kreditkortnummer sammen med det ciffer, der benyttes som adgangsnøgle fra telefonen, til det rigtige kreditkort.

En øvelse, der minder om DNS-funktionen på internettet, hvor en webadresse af bogstaver kobles sammen med en IP-adresse bestående af tal eller fra NemID, hvor en adgangskode fra et papkort kobles sammen med data, der er opbevaret på en central server.

Teknologien omfatter i øjeblikket kun NFC-betalinger fra telefoner og ikke betalinger med eksempelvis kontaktløse Dankort, som mange danskere ellers allerede har.

Nets' rolle i forbindelse med den mobile transaktion kan sammenlignes med BaneDanmark, der leverer skinnerne til togtrafik. På skinnerne kan forskellige kommercielle aktører så konkurrere om at give den bedste transportoplevelse.

"Nets er ikke i konkurrence med bankerne. Vi hjælper bankerne - og alle andre, der har lyst - med at konkurrere mod hinanden. Med denne infrastruktur kan alle i princippet bygge deres egen mobile betalingsløsning, hvilket betyder, at en række nye aktører vil melde sig ind i kampen om kunderne," fortæller Kristian T. Sørensen.

Stram styring af dit kreditkort

I denne infrastruktur kan Nets også lægge ekstra funktioner ind, der kan bygge nogle regler op omkring en betaling.

Det er eksempelvis muligt, at koble en mobilbetaling sammen med en bonusordning i en dagligvarekæde, eller forældre kan lægge et loft over hvor mange penge, som barnet må bruge.

"Et eksempel kunne være, at en hjemmehjælper får en engangsgodkendelse til et indkøb på et bestemt beløb og i en bestemt butik fra en ældre borger. Vi tilbyder det ikke endnu, men infrastrukturen tilbyder mulighederne."

Nøglerne kan således udskiftes løbende og kobles sammen med regler eller krav.

Nets er dog ikke alene i kampen om mobilbetalingskunderne. Et andet eksempel på mobile transaktioner tilbydes af MeeWallet fra Randers.

For at rulle en alternativ løsning ud, kræver det også et ekstra sæt togskinner.

Der skal også forbindes til alle banker og alle butikker, og så skal der være aftaler mellem parterne.

Der er således en logistisk udfordring, som er betydelig større end selve teknikken bag en mobil betaling.

Den kontaktflade har Nets allerede, hvilket giver et stort forspring overfor konkurrerende firmaer.

Læs også: Sådan kan din mobil betale regninger

Derfor kan Microsoft vinde over bankerne

Når det er muligt for alle at bygge betalingsløsninger, kan der rykke helt nye konkurrenter ind i manegen.

Bankerne har traditionelt været helt forbundet med betalinger, men det behøver ikke være tilfældet i fremtiden.

"Teleselskaberne var for nogle år siden udset til at skulle tage en del af transaktionskagen, men de er som bekendt blevet overhalet af udviklingen."

En betalingsløsning skal naturligvis leve op til nogle krav og certificeres, men når de er på plads, kan Microsoft eller Samsung nemt slå sig ned som mobilbetalingsudbyder.

Der oprettes blot en Wallet med et kreditkort, og tredjepart kan således komme på banen uden først at lave aftaler med alle bankerne."

Token-teknologien kan både anvendes af Android, Apple (dog med Apples teknologi bygget ovenpå) og sandsynligvis også af Microsoft, da firmaet har bekræftet HCE i Windows 10.

"Der er et magtspil i gang, hvor telefonproducenterne kan stjæle fokus fra bankerne. Det er heller ikke utænkeligt, at eksempelvis de store kreditkortfirmaer kan sætte sig på relationen ud mod slutkunden."

Det firma, der skal vinde brugernes gunst, skal overholde en enkel formålsparagraf.

"En bank kan ikke differentiere sig overfor en kunde ved at sige, at jeg har en meget federe infrastruktur. Dem der vinder, er dem, der tilbyder den bedste brugeroplevelse. Så simpelt er det."

Hvordan Microsoft eller Samsung skal kapitalisere på betalinger er stadig lidt uvist, men Apple tager eksempelvis allerede en lille andel i forbindelse med en handel.

"Det handler om, at disse firmaer gerne vil være en del af dit daglige liv. Hver transaktion er en datagenerator, der kan anvendes i det eksisterende økosystem til kortlægning af din kundeprofil. Jo større økosystem, der kan skabes omkring et brand, jo stærkere bliver platformen."

Bankerne står dog stadig med en del esser på hånden.

"MobilePay er eksempelvis en yderst succesfuld løsning, men ikke til betaling i butikker. Danske Bank har accepteret at betale for det hele (i forhold til person-til-person betalinger), hvilket får forretningsmodellen til at ligne en social media-strategi," siger han og fortsætter:

"Hvis løsningen kobles sammen med et modul til kontaktløs mobilbetaling med Dankort, hvilket Danske Bank har sagt den vil, så står bankens brugeroplevelse dog stærkt overfor kunderne. På den modsatte side har selvbetjening via netbanken distanceret forholdet mellem kunde og bank, så kunden ikke længere er så loyal over for sin bank som tidligere, hvor der også var en personlig relation."

Så bankerne har ikke mistet fodfæstet på transaktionsmarkedet endnu, men der trækker truende skyer op i horisonten.

Læs også:
Sådan virker trådløs NFC-betaling i Danmark

Lidl åbner for NFC-betaling: Computerworld tester løsningen og forsøger at købe en kringle med NFC-teknologi

Sådan kan din mobil betale regninger