Artikel top billede

Signature Edition til Danmark: Nu kan du købe Windows-computere helt uden irriterende crapware

Microsoft lancerer i samarbejde med producenterne "Signature-computere" i Danmark. Signature betyder, at du får en computer fuldstændig ren for producenternes evindelige crapware, der gør din computer langsommere.

Duften af en ny pc kan redde de fleste kedelige mandage.

Men glæden forsvinder lynhurtigt, når computeren tændes, og du bliver mødt af et utal af ekstra programmer, som du ikke selv har installeret, og som i sidste ende gør din computer langsommere.

Men nu er der en løsning for de danske forbrugere, der gerne vil slippe for at skulle bøvle med såkaldt bloatware.

Microsoft lancerer Signature-edition computere i Danmark, der er en række udvalgte computere fra producenterne, som bliver solgt uden et eneste bloatware installeret. Salget sker eksklusivt igennem Elgiganten fra 2 april.  

"Det er en af de kritikpunkter, vi oftest hører om Windows: At Windows med tiden bliver langsommere og begynder at crashe, og det er ofte den ekstra software, som producenterne installerer på deres computere," siger Martin Thorning Hansen, divisionschef for Windows hos Microsoft Danmark.

"Derfor har vi lavet Signature, så der er ikke nogen unødvendige processer, som står og trækker unødvendigt på computerens ressourcer og gør den langsom," tilføjer han.

Ingen merpris for at slippe for crapware

Grunden til producenterne installerer den ofte kritiserede tredjepart-software, handler reelt om at højne indtjeningen per solgt computer.

Specielt på computere med en lav salgspris, er indtjeningen per enhed meget lav, og følger der en version af Norton Antivirus med, så tjener producenten lidt ekstra penge på det.

Det resulterer blandt andet i, at blandt andet Acer eller Lenovo-computere ofte kommer med ekstra programmer, som du ikke nødvendigvis har brug for.  

Derfor skulle man også tro, at prisen for en computer uden tredjepartprogrammer ville være højere end den med crapware. Men sådan bliver det ikke med Signature-computerne i Elgiganten.

"Vi kan ikke bestemme Elgigantens priser, men som udgangspunkt kommer en Signature-version af en bestemt computer til at koste det samme som den almindelige version med tredjepartsprogrammer," forklarer Martin Thorning Hansen.

Grunden til at prisen ikke stiger, er, at det hovedsageligt vil være de dyrere modeller fra producenterne, som vil blive Signature-Editions, og her er der ikke samme behov for at fylde computerne med software for at tjene penge.

Elgiganten vil i første omgang sælge computere fra Acer og Lenovo med Signature-mærket.

Undgå alvorlige problemer
Reelt set betyder det, at du kan købe en Lenovo Ideapad 500 (14") for omkring de 7.300 kroner med en lang række programmer og software, som du måske aldrig har tænkt dig at åbne, eller du kan købe selvsamme computer uden bloatware til nøjagtig den samme pris.

Samtidig undgår du at ende med en computer, der har fået installeret bloatware som den notoriske "Superfish", der var installeret på Lenovo-computere. Superfish gik ind og overskrev rodcertifikater, og kunne dermed vise reklamer på selv sikre hjemmesider, hvilket er et gigantisk sikkerhedshul i computeren.

En falliterklæring?
Microsoft har i USA haft stor succes med at sælge Signature-modeller via sin egen webbutik, men i Danmark sker det via Elgiganten fra den 2. april.

Pc-producenterne er jo selvfølgelig selv samarbejdspartnere i Signature-programmet, men hvad siger de til, at Microsoft nu sælger deres computere uden den ekstra software?

"Producenterne tjener selvfølgelig på, at der følger en række ekstra software med, men de anser det mest som en ydelse for sine kunder, der bliver præsenteret for ny og måske brugbar software. Men omvendt så ligger store dele af producenternes support også i at hjælpe kunderne med al den tredjepart-software, og det vil de nu slippe for med Signature-modellerne," siger Martin Thorning Hansen.

Er det ikke en falliterklæring for producenterne, at der overhovedet er behov for en Signature-edition?

"Det synes jeg ikke. For mens der er nogle tvivlsomme programmer, så er der jo også ganske værdifulde tilbud imellem. Nogle gange får du jo et halvt års antivirus-software med, som nogle gange kan koste ret så meget. Men for meget software af den type koster altså også på performance. Jeg anser mere Signature-programmet som en mulighed for at give den absolut bedste Windows-oplevelse på den bedste hardware valgt sammen med producenterne," siger Martin Thorning Hansen.  

Læs også: Mange går stadig i Oracles crapware-fælde




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere