Artikel top billede

(Foto: PhotoQuest)

Streaming: Storslået serie om bombebesætninger under 2. Verdenskrig fra Hanks og Spielberg

Med den kommende serie, Masters of the Air, afslutter holdet bag Band of Brothers og The Pacific deres serietrilogi om 2. Verdenskrig.

Tom Hanks og Stephen Spielberg er hovedkræfter bag produktionen af den kommende miniserie Masters of the Air, og optagelserne er netop afsluttet på serien, der handler om besætningerne på amerikanske bombefly, der deltager i togter over Tyskland under 2. Verdenskrig.

Den samlede regning for Masters of the Air løber efter sigende op i 250 millioner dollar, og serien bygger på Donald L. Millers bog – Masters of the Air: America's Bomber Boys Who Fought the Air War Against Nazi Germany.

Ikke meget vides indtil videre om seriens handling og fokus. Men følger den bogen nogenlunde, handler den primært om en gruppe besætningsmedlemmer fra American Eighth Air Force, der fra 25.000 fods højde deltog i rasende farlige bombetogter over bl.a. Berlin, Hannover og Dresden.

Bogen fortæller imidlertid også om de frygtelige civile tab i de ramte byer. Med de senere års stigende opmærksomhed omkring sidstnævnte in mente kunne man sagtens forestille sig, at Masters of the Air også dækker dén side af sagen og bliver andet og mere end blot en klassisk historie om helte i krig.

I så fald tager den tråden op fra sine to forgængere, Band of Brothers og The Pacific, der også var langt mere nuancerede end klassiske krigshistorier, hvor tingene undertiden kunne være meget sort/hvide.

Særligt Band of Brothers satte helt nye standarder for, hvor flot TV-serieformatet kan udnyttes. Serien fik premiere for lidt over 20 år siden og fortalte den spændende, rørende og – alt overvejende korrekte – historie om det amerikanske ”Easy”-kompagni, der kastes ned over Normandiet på D-Dag og om deres oplevelser frem mod krigens afslutning.

Det er uvist, hvornår Masters of the Air får premiere, men måske allerede i år. Under alle omstændigheder vil den til sin tid kunne ses på Apple TV+.

Skulle man i mellemtiden være mere nysgerrig på den bagvedliggende historie, kan man enten samle Donald L. Millers bog op eller eventuelt se dette rigtig udmærkede interview med forfatteren først.