Artikel top billede

Sparks of Hope afvikles via Ubisofts egen teknologi og det har resulteret i en flot oplevelse, der dog en sjælden gang i mellem snubler lidt over billedhastigheden. (Foto: Nintendo / ThomasMainPC)

Spilanmeldelse: Taktiske Mario drager igen på eventyr med rablende gale Rabbids

Med Mario + Rabbids Sparks of Hope står Ubisoft igen for en imponerende velfungerende omgang strategi i afvæbnende omgivelser.

Nintendos træfsikkerhed med deres egne udgivelser på Nintendo Switch, har indtil videre været noget ud over det sædvanlige. Et væld af fabelagtige udgivelser har gjort konsollen til en kæmpe succes, og man har fra tid til anden måtte spørge sig selv om den japanske gigant ville kunne bevare hitraten uden at tabe pusten.

Måske derfor er der også fra tid til anden blevet etableret forskellige samarbejder med andre udviklere, der dog oftest har været af mindre størrelser. Med andre ord, sker det altså sjældent at nogle af branchens mastodonter bliver ringet op, når Mario og vennerne sendes på nye eventyr. Ikke desto mindre var det formlen der resulterede i det fantastik underholde strategispil Mario + Rabbids Kingdom Battle tilbage i 2017.

På overfladen virker det hele meget genkendeligt første gang man giver sig i kast med efterfølgeren, der denne gang er blevet givet efternavnet Sparks of Hope. Den helt gnidningsløse blanding af Ubisofts afsindige Rabbids univers og Nintendos velbeskrevne Mario-verden, fungerer om muligt endnu bedre denne gang. Det betyder at der er blevet plads til endnu mere kaotisk galskab fra Rabbids-siden, mekanikker og referencer fra Nintendo-eventyrerne og et persongalleri der bærer charmen fra begge sider.

Trods at det stadig er de strategiske kampe der bærer størstedelen af oplevelsen, er der i efterfølgeren blevet lagt flere kræfter i alt det der foregår mellem disse. Således bydes man på en nogenlunde åben verden, der kunne være taget fra et af blikkenslagerens mere traditionelle eventyr, hvor gåder, hemmeligheder og et møde med et bredt og sjovt karaktergalleri der nærmest altid er værd at lytte på, holder det hele interessant.

En af de største overraskelser ved forgængeren, var hvor seriøst Ubisoft havde tolket inspirationerne fra særligt strategi-klassikeren X-Com, men samtidigt havde formået at omsætte det til et mere imødekommende univers. Charmen og mange af mekanikkerne fra både Rabbids- og Mario-spillene var bevaret, men fortolket gennem en seriøs omgang strategi der bød på en overraskende stor udfordring. Det samme kan heldigvis siges om efterfølgeren, der dog alligevel har taget sig tiden til yderligere at sætte sine egne fingeraftryk på det hele.

De mange kampe er opdelt som en slags skakbræt i flere niveauer, hvor omgivelser kan udnyttes og effektiv brug af de mange mekanikker hurtigt kan vinde kampe. Hver figur bevæges på tur, og da deres evne dikterer fra hvilken distance de kan angribe eller bruge deres særlige evner, skal der en del overvejelser til inden man fortager sin ryk.

Genren har normalvis gjort brug af felter og bevægelses-point til at diktere hvor langt hver figur kan rykke per runde, men det har Ubisoft gjort lidt anderledes. Således indikerer en oplyst felt hvor langt hver figur kan bevæge sig inden turen går videre, og hvor meget eller lidt man bevæger sig inde for denne, er helt op til en selv. Det giver en større frihed til at eksperimentere end i nogen af de titler som så tydeligt har fungeret som inspiration, og betyder samtidigt at det er mere tilgængeligt for nye spillere som ikke tidligere har givet sig i kast med genren.

At lære de de ni forskellige karakters styrker og svagheder, er essentielt for at stille det stærkeste hold forud for enhver kamp, hvor kun tre figurer kan tages med af gangen. Rabbid Peach kan genopfylde holdets helbred, Mario kan ramme fjender der bevæger sig, Rabbid Rosaline kan demotivere enhver modstander med hendes sarkasme og meget mere.

Yderligere dybde er dog blevet tilføjet gennem de nye Sparks, der hver især tilbyder særlige egenskaber som giver helt nye muligheder på slagmarken. Usynlighed, fryseskud, reflektering af skade og bredt rammende element angreb, er blot nogle af de mange muligheder der løbende bliver tilføjet de muligheder man har til rådighed. Hver figur kan udstyres med to forskellige Sparks, hvilket betyder at man enten kan vælge at fintune det hele således at holdets styrker bliver gjort mere potente, eller man i stedet satser på et mere bredt udbud af forskellige tricks.

Mario + Rabbids Sparks of Hope er på stort set alle kanter en mere afrundet, sjovere og bedre fungerende oplevelse end forgængeren. Stort set alt hvad forgængeren gjorde godt gøres her bedre, samtidigt med at det hele er blevet udvidet med nye mekanikker der gør dybden større end sidst.

Genre-veteraner vil måske i denne omgang savne den helt store udfordring, mens andre vil ærgre sig over at den aldrende Switch-hardware i enkelte situationer kan have lidt svært ved at følge med. Det er dog alt sammen småtterier som de fleste af os hurtigt vil glemme når først charmeangrebet er begyndt, og den fantastisk underholdende blanding af snedige mekanikker, strategi og sammensmeltningen af Rabbids- og Mario-universet griber fat.


Loading ikon