Flere meldinger tyder på, at det sociale medie Instagram denne mandag eftermiddag er ramt af en fejl, der både suspenderer og sletter brugere.
Det bekræfter Instagram på konkurrenten Twitters platform.
"Vi er klar over, at nogle af jer har problemer med at få adgang til jeres Instagram-konto. Vi undersøger det og beklager ulejligheden," lyder det på Twitter fra kontoen @InstagramComms.
Beskeden er efterfulgt af hashtagget "#instagramdown".
I tråden under opslaget er flere Instagram-brugere i panik over deres forsvundne konti.
Fejlen blev opdaget, da Instagram-brugere på Twitter begyndte at melde om fald i antallet af følgere på disses Instagram-konti.
Instagram har endnu ikke meldt ud hvor længe man regner med denne fejl stå på, eller hvad de endelige konsekvenser for de lukkede profiler kommer til at være.