Artikel top billede

Vil have lov til at scanne og faxe på ’alt-i-en’ printere, selv om der ikke er blæk i

HP taber endnu et slag i omfattende retssag om brug af alt-i-en printeres scan og fax-funktionerne. Ifølge søgsmålet skal funktionerne virke, selvom der ikke er blæk i printerpatronerne.

Det blev til endnu et retsligt nederlag for printergiganten HP, som forrige uge må se et gruppesøgsmål mod selskabet fortsætte.

Det skriver it-mediet The Register.

Sagen, som involverer ejere af integrerede ’alt-i-en’ printer/scanner/fax-maskiner fra HP, går på, at brugerne er blevet blokeret fra at bruge scan- og fax-funktionerne på grund af manglende blæk i enhedens printerdel.

Med i søgsmålet er at de berørte brugerne ikke er blevet oplyst om, at HP blokerer for funktioner i sine alt-i-en enheder, når blækniveauet er lavt.

HP har indledningsvist forsøgt at få den californiske domstol til at afvise sagen i februar, men efter en præcisering af søgsmålets krav, kørte sagen videre og det er nu anden gang, at HP’s indsigelser mod søgsmålet tilsidesættes.

”Det er veldokumenteret at blæk ikke er nødvendigt, når man kan scanne eller faxe et dokument, og at det bestemt er muligt at fremstille en ’alt-i-en’ printer som kan scanne eller faxe, selvom den er løbet tør for blæk,” lyder det i søgsmålet.

HP beskyldes for bevidst at forhindre brugere i at anvende delfunktionalitet som scanning eller fax, da der i søgsmålet henvises til selskabets supportforum, hvori HP oplyser:

”HP printere er designet på en måde, hvor de vil nægte at fungere hvis printerpatronerne er væk eller tomme,” lyder det.

Det er ikke første gang at HP ryger i juridiske tvister. Senest indgik selskabet i 2022 et forlig til omkring 10 millioner kroner, for at have anvendt sikkerhedschips og DRM-lignende software for at forhindre tredjeparters printerpatroner i at fungere med selskabets printere.