Artikel top billede

Apples store iPhone-show er lige om hjørnet – dette kan du forvente

Der er kun få dage til, at Apple åbner dørene og viser sine nye iPhones, Watch og Airpods frem – og meget mere.

Vi er godt en uge inde i september måned, hvilket er højtid for lanceringer af nye iPhones og andet bærbar elektronik fra Apple.

Hvornår den nye kollektion vil blive offentliggjort, stod også klart, efter at selskabet i sidste uge inviterede til et ’wonderlust’ event – et ordspil mellem ’vandrelyst’ og ’forbløffelse’ – hvor eventyrlyst synes at blive i højsædet.

Selve eventet debuterer med Tim Cook og hans kumpaner 12. september klokken 18.00 dansk tid.

Her er det, du kan forvente at se.

iPhone 15 – det store stik-skifte

Siden EU-reglerne foreskriver, at mobiltelefoner og tablets skal benytte det allestedsværende USB-C stik fra og med næste år, er Apple nu indstillet på at vrage det snart ti år gamle Lightning-stik til fordel for USB-C.

Det vil betyde, at hullet i bunden er lidt større for at imødekomme det større stik, mens der samtidig banes mulighed for langt højere dataoverførselshastigheder (op til 80 gange hurtigere), samtidig kan der overføres mere strøm, så opladningen kan foregå hurtigere. Fordelene synes dog at være forbeholdt Pro-modellerne.

iPhone 15 modellerne vil dele skærmstørrelse med iPhone 14. Det vil sige, at der bliver en mindre iPhone 15 og 15 Pro med 6,1” skærm, som ledsages af en større iPhone 15 Plus og iPhone 15 Pro Max – sidstnævnte kan dog få en navneforandring til Ultra – om end Ultra-navnet rygtes til at fremtidig model, der skulle være endnu dyrere og mere ambitiøs.

iPhone 15 vil arve flere egenskaber fra iPhone 14 Pro, såsom den ’dynamiske ø’ omkring selfiekameraet, den hurtigere A16 Bionic processor og forrige års ’Pro’ kameraanordning.

Imens vil iPhone 15 Pro løfte baren ved at tilbyde en spritny A17 processor, som bliver fremstillet på TSMC’s mest avancerede 3nm print-proces.

Samtidig skulle der i den større Max model gemme sig en ny slags periskop-kamera, som vil tilbyde fem eller seks gange optisk zoom.

Pro-serien står samtidig til at få en helt ny finish i titanium i stedet for blankt stål. Det skulle dog også resultere i et markant prisløft til serien.

Omsider et nyt Watch

Apples Watch-wearable bliver også overhalet, så vi nu kan tælle til ’series 9’.

Selve uret kommer ikke til at markere sig synderligt set udefra, dog med muligheden for en ny rosafarvet model.

Det bliver inde i maskinrummet på det nye Watch, at Series 9 bliver interessant, da en nye processor baseret på Apples A15 chip (der i dag findes i iPhone 13), skulle komme og speede sagerne op.

En kærkommen overhaling til Apple Watch, som har trådt vande på processorfronten siden 2020.

Det skal drive den store WatchOS 10 software frem, hvor Apple bringer blandt andet widgets og nye betjeningsmuligheder til smart-uret.

Apple Watch Ultra står ikke til at få nogen større overhaling ud over den nye processor og muligvis en ny finish.

Nye Airpods og software

Apple skal som bekendt til at rykke væk fra Lightning-stikket, hvilket vil betyde, at selskabets AirPods skal igennem en stikskifteoperation til USB-C.

Der skal dog næppe forventes noget revideret hardware i denne ombæring.

Det skal der derimod til mange af Apples eksisterende enheder i felten, da præsentationen plejer at blive afløst af nye versioner af styresystemet til blandt andet iPhone, iPad, Watch og Apple tv.