Artikel top billede

(Foto: Pexels/Pixabay)

Apple hæver priserne på en række tjenester med op til 40 procent

Nu blev det Apples tur til at sætte priserne op på streaming og abonnementer.

Godt nyt for aktionærer, dårligt nyt for forbrugere: Apple sætter priserne op.

Techgiganten vil hæve priserne på streamingtjenesten AppleTV+ samt Apple News+, Apple Arcade og Apple One med omkring 40 procent.

I Danmark vil prisen stige fra 59 kroner om måneden til 79 kroner om måneden for Apple TV+, mens Arcade stiger fra 39 kroner om måneden til 59 kroner om måneden.

Det fremgår af prislisterne på Apples hjemmeside.

Prisstigningerne er allerede trådt i kraft i "USA og udvalgte internationale markeder," skriver The Register og en række andre medier.

Lige nu rammer prisstigningerne dog kun nye kunder.

Eksisterende kunder har mindst en måned mere uden prisstigninger, lyder det. Herefter vil Apple begynde at informere nuværende kunder om prisstigningerne på mail – dette bør ske omkring næste fornyelsesdato.

"Vi er fokuseret på at levere de bedst mulige oplevelser for vores kunder ved konsekvent at tilføje underholdning af høj kvalitet, indhold og innovative funktioner til vores tjenester," lyder det fra Apple i en erklæring sendt ud til en række medier, som fortsætter:

"Siden lanceringen for fire år siden har Apple TV+ skrevet historie for streamingtjenester ved at krydse store milepæle på kort tid takket være dets omfattende udvalg af prisvindende og bredt anerkendte serier, spillefilm, dokumentarer og underholdning til børn og familier."

Med disse stigninger følger Apple trop med flere andre streamingtjenester, som ligeledes har sat priserne op på det seneste – heriblandt Netflix, Hulu, Disney+, Paramount+, Discovery+ og Max.