I en juletid som denne bliver der slynget tonsvis af nye telefoner, laptops, tablets, spillekonsoller og mere over disken, som var det gær og toiletpapir under en nystartet verdenspandemi.
Alene sidste år brugte vi i gennemsnit 1.497 kroner per måned på elektronik ifølge E-handelsanalysen 2022, og det kan være støt stigende i takt med at udviklingen går hurtigere, nye produkter og nye muligheder kommer til konstant.
Flere undersøgelser slår samtidig fast, at vi heldigvis også er gode til at købe genbrugt og gammelt elektronik.
Alene ifølge Coop Analyse ser det ud til, at 16 procent af danskerne har købt en julegave, der har haft en tidligere ejer.
Det er bestemt ikke et dårligt tal og ikke en dum retning taget i betragtning af, at overforbruget og derved produktionen er en af de helt store syndere mod vores stakkels klode.
Og jeg er helt med på den galej – altså at støtte op om det ved at skrive det her.
Den nyeste telefon hvert år
Jeg kunne desværre ikke selv finde på at gå så langt som decideret at gå planken ud med et genbrugt stykke elektronik.
Jeg er den type, der har den nyeste telefon hvert år.
Jeg har tre spillekonsoller stående på mit tech-værelse, som i øvrigt lige om lidt bliver opgraderet med et nyt 85-tommers tv.
Hele mit hjem er påklistret med kameraer, sensorer, stikkontakter og lamper, der er koblet til nettet. Alt er konstant nyt og bliver konstant udskiftet – mest fordi det er en del af mit arbejde, men man kunne jo sætte nogle nye eksempler.
Så hvorfor er jeg sådan et håbløst stykke menneske?
Jeg kan jo se, at jeg burde gøre noget andet.
Jeg kan jo forstå på alle, at det er vejen frem. Vi skal alle hver især gøre en forskel for at kunne redde kloden. Og ét af de steder, vi blandt andet selv kan gøre en forskel, er ved at købe genbrug.
Jeg har læst et hav af analyser og gennemgange af, hvor godt det meste genbrugte elektronik egentlig er i dag.
Såkaldte refurbished telefoner, der bygger på en stor procentdel genbrugte telefondele, er mindst lige så gode som den nyeste nye.
Tv-skærme kan i dag nemt genbruges med nye paneler, retro-spillekonsoller hitter som aldrig før, og designet på en gammel iPod ville da også klæde min reol som et samlerklenodie.
En del af vores arv
Så hvorfor gør jeg det ikke bare – altså køber genbrugt? Nok mest fordi jeg er et frygteligt eksempel på vores tid.
Med få eksempler på det modsatte er de fleste af de produkter, jeg har haft i hænderne gennem tiderne, blevet ubrugelige eller overflødige efter blot et år eller to.
Planlagt forældelse har været en del af branchen i mange år, hvor Apple står som et af de mere grelle eksempler.
De blev dømt for bevidst at gøre deres batterier i iPhones dårligere og svagere for hver ny opdatering, så vi som forbrugere så os nødsaget til at købe en ny. Men Apple er jo som bekendt ikke de eneste.
Der er mange lige så slemme eksempler på tværs af elektronikkategorierne
Men hvad ville kunne rykke ved min opfattelse? Hvad ville kunne få mig til at ændre på mig selv og mine elektronikvaner? Noget, som jeg i den grad har brug for.
En udvikling i den rette retning
Hele udviklingen kunne måske have noget at have sagt.
Der kommer heldigvis flere eksempler på, at nye produkter bliver lavet med tanke på en lang levetid. Der er forbilledligt gode eksempler som Fairphone 5, der er en fremragende Android-telefon.
Den er bygget med en modulær tilgang, der gør den nem at reparere.
Du kan selv udskifte diverse elementer på den, som kameraet, batteriet eller andet.
Den er så god, at den næsten er forud for sin tid. I 2027 bliver det et krav i EU, at alle mobiler skal have udskiftelige batterier.
Så din elskede iPhone bliver også en del af det.
Hos Bang & Olufsen har man i den grad også taget udviklingen til sig. Her har man endda erhvervet sig en eftertragtet Cradle to Cradle-certificering på højtaleren Beosound Level, som den eneste elektronikvirksomhed i verden.
Her forpligter virksomheden sig til at bygge, producere og udvikle produktet i en mere bæredygtig retning.
B&O har længe prøvet at tage den tunge kappe på sig og rette branchen mod en mere grøn farveskala.
Og har i den forbindelse endda også lavet et forløb med deres Beogram-pladespiller.
Her er den ikoniske pladespiller blevet lavet med gamle og genbrugelige dele fra klassikeren fra 1970'erne.
Den er umådeligt flot og har også den umådelige skammelige pris på over 40.000 kroner og opefter, så det er nok ikke den, du skal ud og købe til jul.
Nøglen er balancen
Men hvad skal du og jeg så gøre for netop at imødekomme den trend, der er så vigtig for klodens ve og vel?
Vi står over for et paradoks. På den ene side er vi blevet forbrugere, der konstant jagter det nyeste og mest skinnende, men på den anden side vokser vores bevidsthed om miljøets tilstand og den nødvendige omstilling til en mere bæredygtig livsstil.
Det er en balancegang mellem at ville være på forkant med teknologien og samtidig ikke ville være en del af problemet.
Det er måske her, nøglen til forandring ligger – i balance. Vi behøver ikke nødvendigvis at vælge mellem at være teknologi-entusiaster og miljøforkæmpere.
Måske er det i stedet et spørgsmål om at finde den gyldne middelvej, hvor vi kan nyde godt af teknologiske fremskridt uden at det koster Jorden dyrt.
Forestil dig en verden, hvor vi kunne nyde vores tech-produkter med god samvittighed. Hvor vi ikke blot købte genbrugt, men også investerede i teknologi designet til at vare længere og repareres let.
Hvor opdateringer ikke gjorde gamle modeller ubrugelige, men forlængede deres levetid. En verden, hvor bæredygtighed og innovation ikke var modpoler, men snarere gik hånd i hånd.
Det kræver dog en ændring i forbrugermentaliteten og derved også mig.
Jeg køber ikke genbrugt, fordi jeg er bange for, at det alligevel ikke holder til dagen efter.
Men hvis vi begyndte nu at sætte krav til vores fremtidige produkter, så vi kunne begynde at værdsætte kvalitet og levetid frem for blot det nyeste.
Det handler om at tage de informerede valg, at være bevidst om de produkter, vi køber, og hvordan de valg påvirker vores planet.
Så hvad er min pointe?
Det er simpelt. Hvis vi skal ændre kursen for vores klode, skal vi også være villige til at ændre os selv og vores vaner. Det er ikke nok at være klar over problemet; vi skal handle på det.
Måske starter det med at holde fast i vores gamle telefon et år mere, at reparere i stedet for at erstatte eller at vælge en refurbished model frem for en spritny.
I har hørt det før, og nu gør vi det igen: Hver lille handling tæller, og tilsammen kan vi lave bølger af forandring.
Om det så lige bliver næste år med iPhone 16 eller året efter, jeg køber en genbrugt telefon, må vi vente med at se…