Det er ikke til at køre udenom, at Tesla er blevet fast inventar i bybilledet. Den hvide Model Y er nærmest blevet den nye folkevogn, hvilket afspejles i salgstallene.
Tesla-kataloget er ellers for nyligt blevet opdateret med en revideret version af Model 3, tidligere kendt under kodenavnet ’Highland’, som både er billigere og på mange måder bedre.
Modsat de sædvanlige facelifts, man typisk ser i bilverdenen, har Tesla nemlig disket op med en lang række forbedringer – og endda enkelte forringelser – som gør, at man reelt kan tale om en ny model 3.
Model 3 version 2.0
Ofte skal man være lidt af en connaisseur for at kende forskel på en bil og dennes face-liftede version, der skal forlænge levetiden frem til en eventuel afløser slippes løs.
Med Model 3 version 2.0 er man ikke i tvivl.
Her er front og bagenden strammet op ved hjælp af blandt andet nye, skarptskårne for- og baglygter, der giver Model 3 er skarpere snit.
Den reviderede front minder i højere grad Teslas forjættede Roadster 2.0, som først blev offentliggjort i 2016, men som altså ikke er materialiseret endnu.
Men designet lever altså videre i den nye Model 3, hvor kombinationen af den røde farve og den nye front fungerer rigtig godt.
Jeg bemærkede en del opmærksomhed udefra, hvilket er noget, som man sjældent oplever i en bil, som debuterer til under 340.000 kroner.
Dagens testemne var dog den dyrere Long Range-version til 400.000 kroner, som altså er udstyret med et ekstra stort batteri og en ekstra motor over forhjulene.
For pengene får man dog godt 4,7 gange 1,85 meter bil, der fylder godt i bytrafikken, men som også disker med god plads til fire og rum til fem, mens der diskes op med et overraskende stort, klapvogn-godkendt 425 liter bagagerum.
Her er desværre ikke nogen hatch-back åbning, men der er i stedet bonusplads under motorhjelmen.
Rækker det ikke, kan der trækkes op til 1.000 kilo på en eventuel krog. Helt sikkert i underkanten til campisterne, men mere end nok til en eventuel trailer eller cykelholder.
Kvalitetskabine
Tesla byder ikke bare på et kønt ydre med den nye Model 3.
Indeni er det blevet et meget bedre sted at opholde sig, selv om Teslas karakteristiske spartanske minimalisme er overført.
Her er dog myriader af små forbedringer, der gør livet ombord i den nye Model 3 rarere.
Hele kabinen er eksempelvis isoleret af dobbeltbundet glas, hvilket giver en bedre dæmpning af særligt vindstøj.
Eneste mislyd kommer fra et lidt larmende AC-anlæg, men det kan let overdøves at det yderst velspillende lydanlæg.
Teslas ofte udskældte samlekvalitet kan ikke findes her. Her er ingen knirken eller sløje samlinger.
Som passager på bagsædet er man nu bedre underholdt takket været en lille otte tommer skærm, som der kan streames video fra.
Størrelsen og placeringen kan dog diskuteres, da det ligger lavt, og man kan se misundeligt over på den større 15,4 infotainment skæm oppe foran.
Selve sæderne er blevet opgraderet, så fire personer tilbydes både varme og køling i sæderne, men som fører savner man nu stadigt lidt mere support til de lange ture.
Men alt i alt er Model 3 faktisk det sted i Teslas line-up, hvor man oplever den bedste komfort og kvalitet. Lidt overraskende, når nu det er selskabets billigste bil.
Perfekt afstemt
Det gode indtryk fortsætter tilmed, når man triller afsted i den nye Tesla.
Selve affjedringen er perfekt afstemt, så ujævnheder onduleres kompetent, mens der stadig tilbydes en relativ fast og sporty affjedring – også med de standard 18” fælge, der følger med bilen.
Styretøjet kan justeres efter behov og lystrer hurtigt på input.
Man føler generelt, at man sidder på en yderst kompetent platform.
Det er godt det samme, for selv om Model 3 Long Range er letkørt, er det faktisk en meget potent maskine, man kører i.
På papiret har den jo knap 500 heste, og det er nok til at sende den godt 1.900 kilo tunge bil fra nul til 100 på 4,4 sekunder. Altså rigelig hurtigt.
Kræfterne serveres dog ikke på nogen særlig dramatisk vis, og blendes langsomt igennem hjulene, når sømmet trykkes i bund.
For at få den rigtig sportslige oplevelse, skal der nok ventes på den kommende ’Performance’-model, som rygtes til at kunne klare 0-100 disciplinen på under tre sekunder.
Langtursegnet
Ifølge Tesla kan den nye Long Range model klare op til hele 678 kilometer på en enkel tank elektroner. Det er en bedrift, som jeg ikke kom i nærheden af på en fem grader kold vinterdag.
Men 400 kilometer kunne det godt blive til – og det er endda med en god portion 130 kilometers kørsel på motorvej.
Med optimale forhold tør jeg også godt tro på 500 kilometer eller mere, hvilket er ved at være der, hvor rækkeviddeangst er en saga blot.
Dertil nyder man samtidig af Tesla toneangivende ladenetværk, som sammen med den indbyggede navigation giver mulighed for nemt at planlægge lange ture sydpå.
Hurtigladning tager under en halv time, hvorfor man er videre på vejen igen, før man har nået en eventuel tissepause og at inhalere en burger.
Jeg og min familie vil elske at tilbagelægge de 1.900 kilometer, som jeg har til mit sommerhus i det sydfranske – og det er kun enkelte elbiler, jeg vil tiltro den tjans.
Teslas Autopilot træder også i karakter på de lange stræk ved dynamisk og smidigt at holde kørebanen og farten i forhold til trafikken.
Tesla-tosserier
Lige så vel som at Model 3 Long Range er en triumf på langturen, bliver Teslas særegenheder mere tydelige inde i byen.
Det er da smååndet, at Tesla eksempelvis vælger at vrage armen til blinklyset for at skifte det ud med knapper på rattet, og at du slet ikke må få noget instrumentbræt, men skal skæve til hovedskærmen for at se, hvor hurtigt du kører.
Begge dele vænner man sig nu overraskende hurtigt til, selv om det da havde været rarere med muligheden for et heads-up display eller instrumentbræt og en dedikeret arm til blinklys.
Hvad der er sværere at tilgive, er Teslas insisteren på at udelukke Apples CarPlay eller Android Auto på platformen. At skulle igennem oldnordiske bluetooth for at tilgå min yndlings ebogs- eller podcast app eller navigations og parkeringsapps.
Det opvejes heldigvis lidt af, at Teslas infotainment system på mange måder er klasseledende.
Skærmen på 15,4 tommer er en gnidningsfri fornøjelse at bruge, men man kommer ikke uden om, at app-udvalget er begrænset, og at Teslas egen navigation ikke er opdateret som Googles Maps, hvilket har ført til nogle mærkværdige omveje.
Teslas automatiserede funktioner bliver også lidt for let skræmt til fantomopbremsninger og alskens bippende advarsler i Københavns myldretrafik end udenfor byerne.
Moden model
Tesla Model 3 version 2.0 er den første bil, der føles oprigtig helstøbt fra selskabet.
Man kommer ikke udenom, at Tesla er på højde med det, som de etablerede tyskere kan, når det gælder køredynamik og komfort og endda samlekvalitet.
Det overordnede indtryk er, at Model 3 årgang 2024 først og fremmest er en vellykket bil – ikke en gadget, ikke en teknologisk platform – men slet og ret en gedigen bil, som man vil elske at køre i.
På godt og ondt skal du dog leve med, at Tesla partout vil gøre tingene på sin egene måde. Men det er nu mest for det gode.