Indædt pc-kamp i Viborg spidser til

<B STYLE="color:#C8000A;font-size:12px"> Rettet:</b> Hård konkurrence, fejder og uldne metoder er dagens ret blandt it-forhandlerne i Viborg. Den jyske by har set halvbizarre optrin blandt de fire pc-leverandører, der kæmper indædt med hinanden. Nu udfordrer en af kombattanterne de andres salg af skræddersyede pc'er.

Måske huserer der en særlig stædighed i Viborg. Intet sted i landet ses en så sammenbidt konkurrence blandt pc-leverandører som i den ellers skønne, midtjyske købstad.

Der er retssager, fejder, drillerier og meget andet godt mellem firmaerne Midt-Data, IT-butikken, PRC-Data og dennes 'udbryderrival', PC-Group Nordic.

Sidstnævnte går nu med direktør Gerner Petersen ind på markedet for stationære computere solgt over nettet, efter alene at have satset på bærbare med PC-Group Nordic, siden han sidste år blev fyret som direktør i PRC-Data.

Det sker i samarbejde med Zepto Computers og Datateam, og Gerner Petersen satser på, at det giver et et pænt salg at gå direkte i flæsket på ærkerivalerne.

- Jeg regner med at sælge en 200-300 maskiner om måneden til at begynde med og derefter forventer jeg en stigning. De bliver samlet i Kina og sendt til kunderne via vore partnere, siger Gerner Petersen.

Krigen fortsætter
Initiativet er blot sidste kapitel i en langvarig krig.

Først fik Midt-Datas messe i Viborg uventet konkurrence fra IT-butikken og PRC-Data, der pludselig åbnede en messe lige overfor den hal, hvor Midt-Data holdt sin messe.

Så fik Gerner Petersen forbud mod at bruge bogstaverne 'PRC' i sit nye firma. Det gør han heller ikke mere, men bruger dog samme slogan som PRC-Data.

Midt-Data blev derefter politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for spam. Resultatet er en kommende retssag.

Midt-Data påstår, at anmeldelsen er sket på opfordring af IT-butikken, hvis direktør Peter Sunesen er edb-sagkyndig i Forbrugerklagenævnet. Dette afviser Peter Sunesen.

Computerworlds rundringning til aktørerne i Viborg viser med al tydelighed, at der blæser en iskold luft mellem konkurrenterne. Der blev sagt flere artige ting - men alle uden for citat.

En uskyldig happening

Er der våbenhvile i øjeblikket, kan den sammenlignes med en guldgraver-by, hvor duellanter ligger på lur med pistolerne trukket, mens vindhekse ruller ned ad den øde hovedgade.

Men hvorfor er det lige endt så galt i Viborg?

- Jeg kan kun henvise til de offentlige personer i Viborg, der har udtalt, at det kun er skandaløst dårlige kolleger, der gør sådan noget, siger Midt-Datas direktør, Allan Carøe-Sørensen.

Men den køber en af konkurrenterne ikke.

- Hvis man snakker om messen, så var det nærmest en uskyldig happening. Men vi har nu ikke tænkt os at gøre det igen i år, siger Torben Hjort, administrerende direktør i PRC-Data.

Der står ellers på messens hjemmeside fra 2004, at der kommer en messe igen i år. Men ikke hvornår.

Midt-Data klør derimod selv på med den næste messe, der åbner i Viborg 16. september og i København 30. september. Virakken tages i nogenlunde stiv arm.

- Det er ikke så dramatisk, men det er visse personer, der laver rav i den. Det skader bare dem selv og giver handel til os. Vi kan konstatere, at det går rigtigt godt for os, mens vore konkurrenter er gået tilbage i Viborg, siger Allan Carøe-Sørensen.

Advokat uden jysk lune

Gerner Petersen fra PC-direct er en af de centrale figurer i balladen.

Han tog det som en oplevelse, at der blev nedlagt fogedforbud mod, at han kunne bruge bogstaverne 'PRC' til sin virksomhed.

- Deres (PRC-Data, red.) københavner-advokat går efter erstatning, men jeg betragter sagen som bortfaldet, for nu har jeg ændret navnet og skrevet til Sø- og Handelsretten. Men sådan hænger juraen ikke sammen, siger Gerner Petersen tørt.

Gerner Petersen er blevet pålagt en bøde på 100.000 kroner.

Hvorfor Viborg er hjemsted for så meget ondt blod, kan han kun gisne om.

- Jeg indrømmer gerne, at jeg har været en del af alt det i sluthalvfemserne. Men balladen skyldes nok, at firmaerne ligger op og ned af hinanden. Lige nu er her ret fredeligt, siger Gerner Petersen.

Slut med mudderkastning

Gerner Petersens gamle firma, og nu nærmeste konkurrent, føler sig ikke truet af hans nye satsning på skræddersyede pc'er.

Men Torben Hjort fra PRC-Data medgiver, at alle stridighederne gør Viborg anderledes, og at tilstedeværelsen af så mange pc-leverandører giver noget grøde.

- Ja, det er sådan set lidt besynderligt. Tre af os har en fysisk butik, og det trækker folk til fra nær og fjern, siger Torben Hjort.

Computerworld ville gerne have haft en kommentar eller to fra Peter Sunesen, direktør for IT-butikken.

Han var med til at starte Dansk Computermesse, der åbnede lige overfor Midt-Datas messe, og ifølge Allan Carøe-Sørensen motiverede han en politianmeldelse mod Midt-Data for spam. Peter Sunesen afviser at stå bag en egentlig politianmeldelse.

Peter Sunesen ønsker i øvrigt ikke at medvirke til denne artikel.

- Jeg synes, der er blevet kastet med nok mudder. Der er ikke noget, der er sort-hvidt, men det vil medierne gerne gøre det til, siger Peter Sunesen.

Computerworld har skrevet, at det var Forbrugerklagenævnet, der på opfordring af Peter Sunesen politianmeldte Midt-Data for spam. Dette er ikke korrekt. Det var Forbrugerombudsmanden, der rettede henvendelse til politiet. Computerworld beklager fejlen, der nu er rettet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere