Tradition for decentral styring skabte EPJ-kaos

Efter ti års arbejde med de elektroniske patientjournaler tvinges EPJ-løsningerne nu ned på en national platform. Den decentrale styring skabte kaosset, mener Dansk IT og flere eksperter, der opfordrer det offentlige til at lære af fejltagelsen.

Så kom den beslutning, som fagfolk og eksperter har råbt og skreget på i flere år: Amternes elektroniske patientjournaler bliver tvunget til at køre på en fælles national integrationsplatform, så fremtidens kommunikation på tværs af regioner og sygehuse er sikret.

Blandt de iagttagere, Computerworld har talt med, er der bred enighed om, at det er den decentrale styring af EPJ, der har skabt det kaos, man nu er nødt til at redde med en fælles integrationsplatform.

Man bør nu efterrationalisere og lære af den fejltagelse, mener Jacob Primault, afdelingsleder i Dansk IT.

Ballade og støv på tøjet

– I forhold til it-området skal man erkende, at en decentralisering ikke er meget værd, når der er tale om et it-projekt med et nationalt sigte, forklarer han.

– Det offentlige Danmark har en tradition for, at it-projekter skal styres decentralt. Selv hvis der er tale om en national opgave, der ikke kan løses decentralt, gør man det alligevel, for det er traditionen. Samtidig har vi en stat, der er mere end lykkelig for at slippe for ansvaret, for it-projekter giver jo ikke andet end ballade og støv på tøjet, siger Jacob Primault fra Dansk IT.

Konsekvensen af ministerens udmelding er, at en del af de eksisterende EPJ-løsninger vil blive skrottet. Alligevel er der både politisk og faglig opbakning til Lars Løkke Rasmussen. Alternativet med amternes mange forskellige EPJ-løsninger var uholdbart, mener eksperter.

– Jeg mener ikke, at man kunne fortsætte med den hidtidige strategi. Der ville være en stor risiko for, at de mange integrationer, som der vil være behov i fremtiden, ville være blevet meget dyre at udvikle og vedligeholde og dermed vanskelige at etablere, siger Herbert Jessen fra Devoteam Fischer & Lorenz, der rådgiver om digital forvaltning.

– Men da man i sin tid valgte den decentrale strategi, havde man et politisk miljø med autonome amter, der gjorde, at en national styring af EPJ ikke rigtig lå i kortene, forklarer han.

Flere års heftige diskussioner

Forud for meldingen om den fælles integra­tionsplatform er gået flere års heftige diskussioner om arbejdet med EPJ.

Når det alligevel har taget næsten ti år at nå frem til erkendelsen af, at der er behov for en fælles platform, skyldes det i høj grad tra­ditionen med den decentrale styring af it-projekter.

Det vurderer i hvert fald Kristian Bille­skov, der er konsulent i analysehuset Gartner.

– Det er klart, at når man har haft en generel tradition for at styre it-projekter lokalt, så er det alt andet lige vanskeligere at nå frem til erkendelsen af, at man bliver nødt til at bruge en national styringsmodel, forklarer Kristian Billeskov Bøving fra Gartner.

Den erkendelse bør man tage ved lære af. Det mener Christian Wernberg-­Tougaard fra konsulentvirksomheden Uni­sys, der beskæftiger sig med strategisk it-rådgiving.

– Hver eneste gang man gør sig nogle erfaringer med it-projekter, bør man lære af det. Det gode er jo, at man nu kommer med en klar melding, om at tingene bare skal kunne spille sammen, og i fremtiden bør man standardisere de it-projekter, som vi alle sammen – med fornuftens briller på – kan se skal standardiseres.

Standardiseringen af it-­systemer

Ifølge Christian Wernberg-Tougaard er der nok it-projekter at tage fat på. Et eksempel er miljøområdet, hvor der findes en masse fragmenterede systemer, som gør det svært at skabe et fuldendt billede over miljøsituationen i Danmark.

Et andet område er standardiseringen af it-­systemer i kommunerne, fortæller han.

IT-Branchen vil nu nedsætte et sundhedsudvalg med it-aktører på EPJ-området. Det nye sundhedsudvalg skal give Indenrigs- og Sundhedsministeriet et it-fagligt modspil, når der skal træffes beslutninger om elektroniske patientjournaler og andre emner inden for sundheds-it i fremtiden.

Lars Løkke Rasmussen fremlægger en decideret køreplan for den nationale platform inden udgangen af maj.

Læs mere om EPJ i fredagens trykte udgave af Computerworld




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
NIS2 og Compliance

På denne dag får du indsigt i, hvilke metodikker og løsninger, der får enderne til at mødes i en verden med stadig skrappere regulatoriske krav til sikkerhed – hvilket f.eks. det kommende NIS2-direktiv er udtryk for – samt kunders og myndigheders forventninger til din compliance.

04. juni 2024 | Læs mere


Digitaliseringsledelse 2024 - Sådan indtager du rollen som udviklingsdirigent

Vi dykker ligeledes med i, hvordan du i praksis skaber en hurtig og effektiv udviklingsorganisation trods legacy, siloer og digital gæld. Samt hvordan du bygger bro mellem teknologi, data, kunder, effektive processer og nye ideer. Vel at mærke samtidig med, at både forretningen og andre interne stakeholders har en liste over forventninger, der vokser hurtigere end dit budget.

04. juni 2024 | Læs mere


Årets CIO 2024

Vi skal finde Årets CIO 2024 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

06. juni 2024 | Læs mere