Nul tid til fejlretning i KMD's kommunal-reform

Mangel på tid tvinger KMD til en meget stram tidsplan op til it-reformen. Der er kort og godt ikke tid til at rette fejl i systemerne inden kommunefusionen.

Hvis man trykker et sted, buler det ud et andet.

Lidt forsimplet er det den tankegang, som ligger bag KMDs plan i slutspurten op til kommunalreformen.

For der er ikke tid til at begynde at rette fejl i systemerne nu. Det må vente til efter reformen.

Hans Ole Møller Madsen har det overordnede ansvar for fusionen hos KMD, og han forklarer, at risici er for store, hvis man går ind og retter i systemerne.

– Vi går ikke ind og retter programmer, for vi kan ikke ændre noget med så kort varsel, siger Hans Ole Møller Madsen

– Når vi har 60.000-70.000 programmer, der ligger bag det her, så kan man ikke bare gå ind og rette. Der kan være sammenhæng på tværs. Vi laver programmer ved siden af, som kan lægge dataene rigtig på plads efter konverteringen, siger han.

Betænkelig plan

På grund af opgavens omfang og kompleksitet, er det svært for de eksperter, som Computerworld har talt med, at bedømme planen.

Morten Strunge Nielsen fra firmaet Globeteam er specialist i fusioner og infrastruktur og har skrevet flere bøger om emnet.

Han mener, at det lyder betænkeligt, at KMDs plan ikke rummer tid til endelige rettelser.

– Det lyder noget overraskende, hvis KMD på forhånd har afgjort, at selskabet ikke vil rette fejl, uanset deres form og indhold. Der kan jo være noget graverende, siger Morten Strunge Nielsen.

Han mener, at den hårde tidsfrist, som KMD ikke er ansvarlig for, er meget speciel for et så stort og komplekst projekt.

– Der findes formentlig lige så store projekter andre steder. Men jeg har aldrig hørt om en så kort og ultimativ deadline for projekter i denne størrelsesorden. Man skulle tro, at de ansvarlige politikere og embedsmænd er af den opfattelse, at kommune-sammenlægningerne blot er et spørgsmål om at flytte nogle arkivskabe, siger han.

Nødvendig plan

Erik Frøkjær, lektor på datalogisk institut på Københavns Universitet, mener til gengæld, at KMDs plan er fornuftig.

– Risiko for utilsigtede nye fejl er ganske rigtigt en alvorlig mulighed, som man altid må være på vagt overfor i så store og komplekse systemer, som vi taler om her, siger Erik Frøkjær.

Hans Ole Møller Madsen forklarer, at opgavens tidsramme og den faste deadline er baggrunden for det tætpakkede tidsskema op til nytår.

KMD er på nuværende tidspunkt i gang med 17. testbølge mener han, at firmaet er meget velforberedt.

– Vi har lavet et set-up, så vi tror på, at vi kan handle de her ting. Vi kan aldrig garantere og være sikre. Der kan opstå uforudsete ting, siger Hans Ole Møller Madsen og tilføjer, at det simpelthen er umuligt at udstede garantier, når man arbejder med en opgave, der er så kompleks.

Læs mere om it-reformen i fredagens trykte udgave af Computerworld. I et samarbejde med HK Kommunalbladet vil Computerworld i de kommende måneder følge reformen tæt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
NIS2 og Compliance

På denne dag får du indsigt i, hvilke metodikker og løsninger, der får enderne til at mødes i en verden med stadig skrappere regulatoriske krav til sikkerhed – hvilket f.eks. det kommende NIS2-direktiv er udtryk for – samt kunders og myndigheders forventninger til din compliance.

04. juni 2024 | Læs mere


Digitaliseringsledelse 2024 - Sådan indtager du rollen som udviklingsdirigent

Vi dykker ligeledes med i, hvordan du i praksis skaber en hurtig og effektiv udviklingsorganisation trods legacy, siloer og digital gæld. Samt hvordan du bygger bro mellem teknologi, data, kunder, effektive processer og nye ideer. Vel at mærke samtidig med, at både forretningen og andre interne stakeholders har en liste over forventninger, der vokser hurtigere end dit budget.

04. juni 2024 | Læs mere


Årets CIO 2024

Vi skal finde Årets CIO 2024 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

06. juni 2024 | Læs mere