Artikel top billede

Den spinkle mand med den alt for høje bukselinning hedder Christophe Macquant, og han er chef for netværkscentret.

Juniper stortester systemer fra otte fladskærme

Reportage: Netværksgiganten Juniper har for første gang åbnet sit netværkslaboratorium for offentligheden. Computerworld blev budt indenfor til et kig på metervis af hardware, kilometervis af kabler og en snak om interoperabilitet.

Amsterdam, Holland: Computerworld er med det første hold europæiske journalister, der bliver lukket indenfor i Juniper Networks netværks-laboratorium.

Det er et laboratorium, der rummer 50 racks proppet med nyt og gammelt udstyr fra de fleste netværksproducenter på markedet.

Det er et såkaldt proof of concept-center, hvor man kan demonstrere og afprøve nye netværksprincipper i praksis, før de implementeres i et firma.

I laboratoriet er der nemlig udstyr nok til at opbygge et netværk, der ligner det man har, og under kontrollerede forhold kan man så teste nye konfigurationer i et blandet miljø for at se, hvordan netværket gebærder sig.

Bag facaden

Efter en times flyvning og en ganske kort taxa-tur bliver vi sat af i et industriområde nær Schiphol, der er Amsterdams svar på Kastrup lufthavn.

Området er domineret af store firkantede hotel- og kontorbygninger, som ikke bærer præg af en større arkitekt-indsats.

Reklamerne på de grå facader fortæller, at vi er i et it-område. Man møder flere kendte firmaer som Microsoft, Kyocera, Radisson samt vores bestemmelsessted Juniper Networks.

Bag facaden af beton og matteret glas bliver vi gennet gennem slusen til firmaets netværkslaboratorium, hvor netværksarkitekter kan bestille tid at afprøv ideer til nyt design af deres eget netværk.

Bag en lang glasfacade kan vi skimte bagsiden af metervis af racks og kilometervis af kabler.

Første stop er dog kommandocentralen, hvor eksperter fra virksomheder møder eksperter fra producenten.

Ligner et klasselokale

Den første reaktion er skuffelse.

Rummet ligner mest af alt et klasseværelse med otte mindre fladskærme, et par projektorer, et whiteboard og tykke orange tæpper på gulvet.

Men det er herfra, at den ønskede konfiguration afprøves under kontrollerede former.

Entreprise-virksomheder bruger i gennemsnit to til tre dage i det lille kontor. For større service-providers kan besøget trække ud i flere uger.

Det er dog ikke kun kunderne, der bydes indenfor, også konkurrerende firmaer kommer for at teste netværksscenarier i laboratoriets blandede miljø.

"Det er umuligt at udrede noget fra datasheets," siger den nørdede fyr, der tager i mod.

"Svar om interoperabilitet opnås kun ved at prøve tingene i det miljø, de skal benyttes i."

Den spinkle mand med højtsiddende bukselinning, skæve briller og med en let forvirret optræden hedder Christophe Macquant, og det er ham, som er chef for testcentret.

De er her i fællesskab

Så går turen til serverrummet.

Når man træder indenfor mødes man af en øredøvende larm fra de mange køleenheder, der skal holde temperaturen på de mange hardware-enheder på et acceptabelt niveau.

Vi passerer et område, hvor det nærmest føles som om, man er blevet placeret foran en hårdtørrer i mandsstørrelse.

"Der er 50 racks," fortæller Christophe Macquant.

"Men jeg har desværre mistet overblikket over, hvor mange enheder, der er. De bliver hele tiden skiftet ud."

Alt kan testes

Cisco, HP, Dell de er her alle, naturligvis sammen med Junipers egne produkter. Man møder både firmaets første produkter som M40 og de spritnye eksemplarer.

"Vi har de gamle modeller, så de besøgende kan teste på det udstyr, der står i deres egen serverrum," siger Macquant i larmen.

Formålet er ikke - som man kunne fristes til at tro - at teste produkterne mod hinanden, men at teste dem sammen i et blandet miljø.

"I mit testcenter giver jeg ikke lov til sammenlignende test mellem vores produkter og konkurrenterne," siger Macquant.

"Det ville være useriøst og ligge langt fra det, som er målet med dette laboratorium, nemlig at synliggøre produkternes evne til at arbejde sammen om at løse en fælles opgave."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere