Artikel top billede

Der er ingen penge i fingeraftryk

It-brugere kan identificeres ved at scanne deres fingeraftryk. Men foreløbig er teknologien ikke fuldt udviklet.

Hvis det på et tidspunkt lykkes at finde en sikker måde at identificere it-brugere på ved hjælp af fingeraftryk eller aflæsning af øjeniris, vil biometriske identifikationssystemer (BIS) få et stort vækstpotentiale.

Men foreløbig volder det store vanskeligheder at udvikle scannere, der med 100 procents sikkerhed kan identificere brugerne.

Heller ikke økonomien i biometrisk identifikation er i orden, så længe det er relativt dyrt at bygge BIS-systemer ind i anden it.

Fraværet af teknologiske og økonomiske gennembrud giver branchen problemer med at skaffe penge til at videreudvikle sig.

BIS-virksomheder kan ofte rejse startkapital fra venturekapitalfonde. Men hvis de senere vil have penge til at produktudvikle og forsøge at udvide markedet, opstår der problemer.

Hvor andre virksomheder kan lade sig børsnotere, er BIS-branchens resultater endnu ikke interessante nok til, at almindelige investorer vil placere deres penge i biometrisk brugeridentifikation.

Interessen på aktiemarkederne er så svag, at to amerikanske BIS-virksomheder i løbet af det seneste halve år har opgivet deres planer om at lade sig børsnotere.

Tilsyneladende vurderede selskaberne, at omkostninger ved at være børsnoteret – investorernes pres for afkast, større ekstern indsigt i forretningsdriften og dårlig signalværdi ved faldende aktiekurser – ikke stod mål med fordele ved at rejse kapital ad denne vej.

En anden aktør i BIS-branchen, det australske AuthenTec, kom på børsen sidste år. Men aktiekursen ligger nu omkring introduktionsprisen, efter at den i en periode har været halveret. Derfor øger AuthenTec ikke interessen for BIS.

For små aktører

Ikke kun fraværet af sikre og økonomisk gennemførlige teknologier gør BIS-branchen uattraktiv at investere i.

Antallet af kuldsejlede forsøg på at udvikle BIS-programmer udgør også et problem.

Ingen kan i dag vurdere, hvilke af de endnu ret små aktører i branchen, som med størst sandsynlighed kan opnå et gennembrud.

Og da en del virksomheder er gået ned med flaget, er der en betydelig risiko for at satse på den forkerte hest.

Endnu et problem er, at BIS helt skal kunne erstatte andre ID-systemer, før branchen får et ordentligt vækstpotentiale.

Så længe de teknologiske forbedringer er små og gradvise, kan BIS højest få et nichemarked som supplerende – eller ikke 100 procent sikker – ID-metode.

Vækst i nichemarkedet

På den anden side er der en vis vækst i nichemarkedet for de ufuldkomne løsninger, BIS-branchen har på hylderne i dag.

Det omtalte AuthenTec fra Australien omsætter for knap 300 millioner kr. årligt og har i alt solgt 25 millioner eksemplarer af sin relativt billige fingeraftryks-sensor.

Størstedelen af dette salg har fundet sted inden for det seneste halvandet år.

Salget af fingeraftryks-sensorer drives blandt andet af, at flere og flere japanske forbrugere køber mobiltelefoner med indbygget kreditkort.

Brugerne betaler for deres køb ved at føre telefonen hen over en scanner.

Ved disse betalinger godkendes købene ofte af et fingeraftryk i stedet for en PIN-kode. Fordelen er, at det går hurtigt.

Scannere kan snydes

Hvis brugeridentifikation alene skal hvile på biometriske ID-systemer, stiller det selvsagt store krav til træfsikkerheden.

Og disse krav er branchen endnu langt fra at opfylde.

En professor ved universitetet i Yokohama i Japan har vist, at man ved at lave en gelatine-afstøbning af en fingerspids kan snyde 80 procent af de fingeraftryks-scannere, der er på markedet i dag.

Det særligt ubehagelige ved resultaterne fra Yokohama er, at fingerspids-attrapperne ikke behøver at være afstøbninger, men også kan laves på basis af fingeraftryk på for eksempel et glas.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
NIS2 og Compliance

På denne dag får du indsigt i, hvilke metodikker og løsninger, der får enderne til at mødes i en verden med stadig skrappere regulatoriske krav til sikkerhed – hvilket f.eks. det kommende NIS2-direktiv er udtryk for – samt kunders og myndigheders forventninger til din compliance.

04. juni 2024 | Læs mere


Digitaliseringsledelse 2024 - Sådan indtager du rollen som udviklingsdirigent

Vi dykker ligeledes med i, hvordan du i praksis skaber en hurtig og effektiv udviklingsorganisation trods legacy, siloer og digital gæld. Samt hvordan du bygger bro mellem teknologi, data, kunder, effektive processer og nye ideer. Vel at mærke samtidig med, at både forretningen og andre interne stakeholders har en liste over forventninger, der vokser hurtigere end dit budget.

04. juni 2024 | Læs mere


Årets CIO 2024

Vi skal finde Årets CIO 2024 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

06. juni 2024 | Læs mere