ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
"Fra starten har vi været bevidste om, at vi fire stiftere er meget operationelle. Derfor har det længe været et ønske at blive styrket rent ledelsesmæssigt," fortæller Christian Hjortgaard partner og medstifter af Conscia.
Dermed var vejen banet for, at Mogens Bransholm som administrerende direktør i Danmark for Cisco, der på verdensplan beskæftiger 65.000 medarbejdere, kunne skifte job.
"Jeg havde lyst til at være med til at bygge noget op og være entreprenør i et selskab med store vækstplaner og et godt potentiale," siger Mogens Bransholm, som samtidig med jobskiftet indtrådte som partner på lige fod med de fire stiftere.
De fem partnere ejer dermed hver 20 procent af aktierne i Conscia.
En anden medvirkende faktor for skiftet fra mægtige Cisco til det noget mindre Conscia er familien. Gennem de godt 10 år hos Cisco har han nemlig beklædt både nationale og internationale topposter.
"En anden vigtig bevæggrund er, at jeg ikke ville ud at rejse. Jeg ville gerne være tæt på mine børns skole.
Og med 20 år i netværksbranchen og ønsket om at arbejde i et danskbaseret selskab var Conscia svære at komme uden om," fortæller Mogens Bransholm, der har suppleret uddannelsen som datamatiker med en HD i afsætningsøkonomi, ligesom han i 2007 har gennemført Stanford University's Executive Program.
Og i årets Top 100 scorer Conscia da også titlen som Danmarks bedste it-service-virksomhed og en samlet andenplads blandt alle it-selskaber.
Selskabet tager dermed skridtet fra 2006, hvor det blev nummer to både samlet og blandt systemintegratorerne.
Med Mogens Bransholm på holdet kan de fire stiftere dermed fokusere på deres kernekompetencer. Christian Hjortgaard og Brian Luplau har ansvaret for salg til henholdsvis storkunder og teleselskaber, mens Allan Bruhn og Kasper Kruse Petersen har ansvaret for hver deres team af konsulenter til henholdsvis storkunder og teleselskaber.
Mogens Bransholms fokus er derimod på at geare virksomheden til vækst uden at miste de fordele, der er ved at være et mindre selskab.
"Conscia skal i fremtiden være lige så dynamisk og lige så godt sted at arbejde, som det altid har været. Når man bliver flere end 10 til 15 medarbejdere skal man strukturere tingene lidt anderledes. Det er ikke længere en selvfølge, at alle bare lige er orienteret, fordi man har mødt hinanden ved kaffemaskinen," siger Mogens Bransholm.
"Og så har vi en formålsparagraf om at bekæmpe bureaukrati, så vi ikke drukner i procedurer. Med nogle af de dygtigste teknikere i landet, er det vigtigt, at de bruger deres tid ude hos kunderne," fortæller Mogens Bransholm.
Fortsættes ...



