Artikel top billede

Vi går til kamp mod myldretiden med it som våben

Trafikken på ringvejene omkring Amsterdam overstiger markant infrastrukturens bæreevne. It skal være en central spiller i kommende tiltag, som skal strømline måden borgerne færdes på.

Amsterdam: I Holland går det ikke så godt med trafikken. Pendlere, som bor udenfor Amsterdam og dagligt kører ind til byen, må pænt vente i flere timer, før de når frem til arbejdspladsen.

Det betyder spildte timer og ikke mindst en anseelig belastning af miljøet.

For virksomhederne er det en dyr fornøjelse, og derfor vil bystyret i Amsterdam, i samarbejde med Cisco, trække på teknologiens muligheder.

Fremover skal flere forskellige it-koncepter være med til at strømline trafikken, nedbringe spildet og tilbyde alternativer til byens pendlende medarbejdere.

Koncepterne blev præsenteret på konferencen Connected Urban Development, som blev afholdt i sidste uge i Amsterdam.

"Bill Clinton fortalte os, at han vidste it var en del af løsningen på klimaproblematikken, men ingen havde endnu vist ham hvordan. Derfor satte vi os for at finde nogle løsninger," siger Nicola Villa fra Ciscos Internet Business Solutions Group.

Alle projekterne tager udgangspunkt i en eksisterende it-infrastruktur, med højhastigheds-internet og innovative virksomheder, som er indstillet på at eksperimentere med nye rutiner.

Arbejd smart

Det første tiltag er det netop åbnede Smart Work Center (SWC), placeret i byen Almere, 30 kilometer udenfor Amsterdam.

Her bor over 185.000 mennesker, hvoraf en stor del dagligt tager turen ind til den hollandske hovedstad.

Men med Smart Work Centeret, som skal være et alternativ til pendlerne, har den enkelte medarbejder nu valgmuligheder.

Smart Work Centeret er en slags avanceret kontorhotel, der er udstyret til fingerspidserne med den nyeste teknologi og fleksibilitet for øje.

Alle arbejdspladserne i centeret er flexpladser, så brugerne frit kan flytte rundt og vælge en type, der passer til dagens tjans.

Enkeltpersonskontorer, modulskriveborde, som kan sættes sammen efter behov, møderum og små kroge, hvor man kan tage sig en pause eller spille lidt Xbox.

SWC Almere, som det første center hedder, er også udstyret med en restaurant, hæveautomat og reception.

Ciscos TelePresence anlæg giver mulighed for at tale med hovedkvarteret, eller andre SWC'er, og videokonference er muligt flere steder i centeret.

Flere centre på vej

Ved hjælp af virtualisering kan medarbejderne hurtigt få den nødvendige software, og derved arbejde som på kontoret. Tanken er at medarbejderne kan vælge at bruge centeret nogle dage om ugen, eventuelt i rotation med andre medarbejdere.

"Ideen er, at bringe information til brugeren, og ikke brugeren til informationen," siger Bas Boorma fra Cisco.

"Man kan sammenligne det med det, at man i gamle dage skulle gå langt for at komme til en brønd, og dermed vand. I dag er det det mest naturlige i hele verden, at vi altid kan få vand, uanset hvor vi er. På samme måde skal det være med information."

Centeret i Almere er det første af sin slags, men der er allerede yderligere 10 på vej i området omkring Amsterdam, og interesse fra flere andre storbyer, verden over.

Og løsningen er populær. Allerede inden centeret formelt blev åbnet, var samtlige arbejdspladser købt af IBM, HP og bystyret i Amsterdam.

Strategisk roadpricing

Glemt alt om betalingsanlæg og behovet for et bredt udvalg af mønter i lommen. Ciscos bud på roadpricing følger en helt anden model, hvor trafikkens flow er kernen.

Smart Transportation Pricing (STP) er navnet som dækker over konceptet. Udgangspunktet er, at alle biler skal have GPS implementeret, som kommunikerer med en central server i Amsterdam.

Prisen for at færdes i byen vil så blive regnet ud alt efter hvordan man bevæger sig igennem trafikken.

Det vil sige, hvilke veje man kører på, hvornår, hvilket køretøj og lignende parametre.

Kontrol over flow

For byplanlæggere giver STP nye muligheder for at påvirke trafikken, og dermed være med til at sikre et langt bedre flow og nedbringe ventetiden i kø.

Ved at prissætte særligt belastede strækninger og køretøjer højere end andre, kan man give bilisterne et incitament til at vælge alternative ruter, og på samme måde påvirke hvornår det er billigst at køre.

Altså højere priser i myldretiden, på de største indfaldsveje, og dermed en god grund til at køre udenfor de traditionelt belastede perioder.

Hvis tilstrækkeligt mange arbejdspladser tilbyder de ansatte flexarbejde, er der således gode muligheder for at få bredt den trafikale belastning ud over et større tidsrum og flere vejstrækninger.

Samtidig kan betalingsmodellen måske motivere flere til at benytte offentlig transport, og dermed medføre yderligere reducering af miljøbelastningen.

Konceptet skal dog ikke være begrænset til Amsterdam, men i stedet munde ud i en skalerbar model, som kan tilpasses andre steder.

"Det vi går efter, er et blueprint for byudvikling, som kan videreføres til andre storbyer, verden over," siger Nicola Villa.

Digital trafikassistent

Der hersker bred enighed om, at offentlig transport er en langt mere miljøvenlig løsning, end bilen. Problemet er bare, at stabiliteten ikke altid lever op til forventningerne.

Har man bare et skift undervejs, mellem transportmidler, øges risikoen for forsinkelse drastisk, da man eksempelvis risikerer at misse toget, hvis bussen er forsinket. Og omvendt.

Men hvis man kunne danne sig et komplet og opdateret overblik, uanset hvor man er, direkte på mobiltelefonen, ville det måske anderledes ud. Det satser Cisco i hvert fald på, og arbejder derfor på den såkaldte Personal Travel Assistent (PTA).

Ideen er, at man via eksempelvis en mobiltelefon kan få alle relevante informationer, knyttet sammen med lokationsbaseret data, og derved få forslag til alternative ruter, oplysning om toget går til tiden, og hvad der bedst kan svare sig.

Detaljeret overblik

Kort sagt en avanceret ruteplanlægger, som hele tiden er koblet op på centrale servere, og derfor kan give præcise meldinger og estimater på den offentlige transport, og hvordan man bedst kommer frem og tilbage.

Men PTA skal ikke bare nøjes med at være en mobil ruteplanlægger.

Ciscos vision rækker en dimension videre, og skal også indregne detaljerede informationer om passagerer, og hvor fyldt toget eller bussen er, helt ned til hvert enkelt sæde.

Ikke nok med at man får information om hvornår bussen kommer, men også om der overhovedet er plads til flere passagerer.

Det hele skal knyttes sammen med eksisterende sociale netværk, og i stedet for at fungere som et nyt værktøj, eller en spændende gadget, skal det være en del af borgernes dagligdag og livsstil, og være tilgængelig via alt fra mobiltelefoner til busstopsteder.

"Det er helt essentielt, at det her er frivilligt og sjovt for medarbejderen. Ellers vil det aldrig blive til noget," siger Bas Boorma.

Ikke bare Cisco

Selv om Cisco står for projekterne, som bliver afprøvet under Connected Urban Development, fastholder firmaet at de blot ønsker at skubbe udviklingen i gang.

"Cisco vil gerne være mægler i det her, men det er ikke meningen at det kun skal være os," siger Nicola Villa.

"Men det er klart at det vil give os en fordel, hvis vi senere skal komme med tilbud på en lignende opgave."

Samtidig understreger Nicola Villa at ingen af projekterne på nogen måde er garanteret succes.

"Det er muligt, at halvdelen af det her aldrig bliver til noget videre. Men vi er nødt til at prøve."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere