ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Det væltede ind med kommentarer om, at avisen er døende, og Anders Fogh Rasmussen er socialist, fordi han giver statsstøtte til aviserne. Flere ytrede, at gratis er vejen frem og, at aviserne har sovet i timen.
Det er jo ikke fordi, der er noget galt i, at ting skal være gratis, det er da dejligt, og jeg nyder selv i stor stil alle de fantastiske tilbud, der er på nettet - men selv gratis kan nogle gange købes for dyrt.
Nogle gange syntes jeg for eksempel, det bliver lidt patetisk, at man kan synes, det er ok, at alt indhold skal være gratis, men at vi gladeligt betaler flere tusinde kroner for en iPhone, en computer eller en spillemaskine, men ikke vil betale for det indhold, der gør det til andet end en tom skal.
Nu kan dette selvfølgelig godt komme til at lyde en smule bittert - men det er ikke fordi, rønnebærrene er sure.
Nej, nu går jeg bare og tænker på, hvad der vil ske, når alle disse tjenester - iTunes, Microsoft og Google - skal til at være indholdsleverandører. Vil de så lære lektien? At godt indhold koster noget at lave. For når alle indholdstjenesterne lukker, hvem skal så lave indholdet? Det kommer tjenesterne jo selv til.
Tag nu for eksempel en tjeneste som Google. Hvis man ser på Googles opkøbsaktiviteter de senere år, så er det jo ikke nye søgemaskiner, de har allieret sig med. Nej, det er interessante indholdstjenester som YouTube, Facebook, Adscape Media, Jaiku, en Twitter-lignende service fra Finland, og mange andre. Google er langsomt ved at blive en indholdstjeneste - i Kina er de for eksempel en gratis musiktjeneste.
Fortsættes ...



